Mette udstillet som nazist: - Jeg er ikke smagsdommer

- Jeg har det lidt stramt med at tage afstand, siger Pernille Vermund, som var til demonstration med barsk plakat

Pernille Vermund forstår vreden mod regeringen. Foto: Jens Dresling
Pernille Vermund forstår vreden mod regeringen. Foto: Jens Dresling

Der var fint besøg, da Agerskovgruppen - en samling landmænd fra Sønderjylland - forleden holdt traktordemonstration.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, og Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, buldrede blandt landbrugsmaskiner og arrige bønder mod regeringens manglende lovhjemmel til aflivningen af alle mink.

Ved demonstrationen blev dog også anvendt en mere harsk politisk agitation.

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev på et skilt fremstillet som nazi-diktatoren Adolf Hitler.

'Løgner, lystmorder - det står jeg for,' lød teksten på den fotomanipulerede plakat, hvor Mette Frederiksens ansigt var klippet ind på et billede af nazi-lederen. I baggrunden blev Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Morten Østergaard (R) ligeledes hængt ud som brunskjortede nazister.

Således så plakaten ud ved demonstrationen i Agerskov. Privatfoto
Således så plakaten ud ved demonstrationen i Agerskov. Privatfoto

Talsperson for Agerskovgruppen Jens Peter Aggesen oplyser over for Ekstra Bladet, at skiltet ikke var en del af gruppens planlagte demonstration.

- Det skilt har vi ikke noget at gøre med. Vi så det og bad chaufføren om at køre ud af byen med det omgående. Vi fik det fjernet så hurtigt, som vi kunne, siger han.

Pernille Vermund kalder skiltet malplaceret. Hun så det dog ikke selv, oplyser hun.

Hun deltager meget gerne i demonstrationer arrangeret af Agerskovgruppen i fremtiden.

- Jeg synes ikke, det er helt fint at udstille en statsminister som Adolf Hitler. Men jeg synes, det er rigtigt, at man skal have ret til at demonstrere mod de ulovligheder, som regeringen begår.

- Så længe det holder sig inden for lovens rammer, må hver enkelt udtrykke sig, som de kan stå inde for. Jeg synes, du skal ringe og spørge vedkommende, der har lavet plakaten, hvad de tænker, siger hun.

Ekstra Bladet forsøger at finde frem til demonstranten bag plakaten, men det er i skrivende stund ikke lykkedes.

- Det, regeringen har gjort, er så stor en skandale og så gravalvorligt, at jeg næsten ikke kan tage seriøst, at du ringer og spørger mig, hvad jeg synes om en plakat til en demonstration.

Jens Peter Aggesen taler med Lars Løkke under et borgermøde i 2015. Arkivfoto: Ole Frederiksen
Jens Peter Aggesen taler med Lars Løkke under et borgermøde i 2015. Arkivfoto: Ole Frederiksen
 

Rimeligt danskerne ytrer sig
- Så det er også helt i orden at kalde Mette Frederiksen diktator?

- Jeg synes, folk må bruge de ord, de bruger.

- Nu spørger jeg dig, synes du, det er okay at kalde hende diktator?

- Det er helt i orden og ganske rimeligt, at danskerne ytrer sig, som de finder det rigtigt i den her situation. Det vil være utilstedeligt, hvis jeg eller andre politikere begyndte at diktere, hvordan man skal tale om politikerne i en situation, der er så alvorlig.

- Synes du så, det er i orden at kalde hende nazist?

- Jeg er ikke smagsdommer over andre. Jeg kalder hende ikke nazist og diktator. Hvordan andre taler, det må de om og stå til ansvar for.

- Så du var blevet til demonstrationen, hvis du havde opdaget skiltet?

- Jeg tager ikke en hel demonstration til indtægt for en enkelt plakat. Den enkelte mand/kvinde, som har lavet plakaten, må stå til ansvar for det.

Lidt stramt
- Tager du afstand fra at sammenligne Mette Frederiksen med Adolf Hitler eller ej?

- Nej, men det er, fordi jeg har det lidt stramt med at tage afstand.

- Jeg ville ikke selv gøre det (lave plakaten, red.). Og hvis det var kandidater for Nye Borgerlige eller medlemmer af Folketinget, ville jeg sige til dem, at sådan kommunikerer vi ikke.

- Landbrug & Fødevarer tager ellers afstand?

- Ja, men de er også en organisation med nogle medlemmer. På samme måde som jeg siger, hvis det havde været medlemmer af Nye Borgerlige, havde jeg sagt, at sådan kommunikerer vi ikke her.

- Diktator er okay at kalde hende?

- Det må man jo. Det er stadig inden for lovens rammer. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt forstå de mennesker, som er så rasende, at de ser det her som noget, vi er på vej imod. Ikke at hun er diktator. Men når man sætter militæret og politiet ind, er det meget, meget alvorligt, siger Pernille Vermund.

Ekstra Bladet har anmodet om Kristian Thulesen Dahls reaktion på plakaten til demonstrationen, han deltog i. Men han er ikke vendt tilbage.

Mette udstillet som nazist: - Jeg er ikke smagsdommer

Pernille Vermund har tidligere samlet ind til Inger Støjberg, men tordner mod Mogens Jensen, selvom begge har givet ulovlig instruks. Hvad er så forskellen ifølge Vermund?