Mettes højre hånd i vilde sms'er: 'Det er regeringens liv'

En opsigtsvækkende sms-korrespondance kaster nu lys over, at Barbara Bertelsen i hårde vendinger ville have Mogens Jensen til at tage hele ansvaret for både brev og manglende hjemmel. Hun frygtede for regeringens overlevelse og ville holde Mogens Jensen 'i udstrakt arm'

Barbara Bertelsen (tv.) havde travlt med sms'erne, da minkskandalen rullede. Foto: Jens Dresling
Barbara Bertelsen (tv.) havde travlt med sms'erne, da minkskandalen rullede. Foto: Jens Dresling

Det slog i den grad gnister på allerhøjeste niveau, da minkskandalen rullede i november sidste år.

I Retten på Frederiksberg er der således blevet fremlagt en række opsigtsvækkende sms'er mellem Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og daværende departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

Sms'erne blev sendt i kølvandet på, at det kom frem, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink, men at myndighederne samtidig havde udsendt et brev til alle danske minkavlere om, at dette skulle være fuldført senest 16. november.

Om aftenen 9. november klokken 19.56 skriver Barbara Bertelsen til Henrik Studsgaard og beder ham om at sørge for, at daværende fødevareminister Mogens Jensen tager ansvaret:

'Hvornår kommunikerer i (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;)'.

Henrik Studsgaard svarer hertil:

'Lige om lidt - vi skal lige have godkendt præciseret brev til minkavlerne', hvorefter Barbara Bertelsen skriver 'Fint'.

To minutter efter, klokken 20, skriver hun:

'Max ydmyghed. Hører hele tiden jeres linjer fra jeres folk/SR (særlig rådgiver, red.), der prøver at komme uden om selv at tage ansvaret på sig. Jeres ministers eneste chance for at vende denne er imidlertid at tage den oprigtigt og helhjertet på sig. Enhver rest af hidtidige transparente forsøg på at kaste den videre på andre - herunder regeringen bredt og dermed stm (Statsministeriet, red.) - kommer jo til at ramme ham selv endnu hårdere.'

Til det svarer Henrik Studsgaard:

'Kommunikationslinje skulle gerne være afstemt med jer - vi beklager at det i brevet ikke fremgik at der var tale om opfordring til aflivning af raske farme.....'

Hiv plastret helt af
Barbara Bertelsen opfordrer herefter til, at Mogens Jensen skal beklage både brev og manglende hjemmel.

'OK. Men i offentlighed vigtigt at erkende, at det er en fejl, som man beklager - ikke kun brevet, men hele rodet om hjemmel. Bare hiv plastret helt af ;)'

Til det svarer Henrik Studsgaard:

'Ja når brevet er sendt tager vi fat i Ritzau', hvortil Barbara Bertelsen svarer 'super'.

'Hold ham ud i strakt arm'
Barbara Bertelsens utilfredshed fortsætter dog. Hun sender en artikel fra Ekstra Bladet, hvor hun ikke mener, at Mogens Jensen har taget ansvaret på sig, men i stedet givet regeringen skylden.

'Har I ikke erkendt, at det er begået en fejl? Lyder som endnu en omgang, der gør mere skade end gavn. Og I taler om “regeringen” - dvs. præcis det modsatte af selv at tage sit ansvar på sig,' skriver Barbara Bertelsen.

‘Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud,' tordner hun videre klokken 23.36.

I en mail, som Barbara Bertelsen sender samme aften til Pelle Pape og Martin Justesen fra Statsministeriet, opfordrer hun desuden til, at daværende fødevareminister Mogens Jensen nu skal 'holdes ud i strakt arm'.

'Kan ikke være anderledes. Øvelsen bliver at holde Mogens Jensen i udstrakt arm. Alt for farligt at gå ned i den konkrete proces. Lige nu har han skubbet hende foran sig. Nu må hun skubbe ham tilbage, hvor han hører til - som ansvarlig for sit område og sine egne og sit systems dispositioner. Og så må JM (Justitsministeriet, red.) mandsopdække dem hele vejen.

Men det farligste for Mette i morgen er, hvis hun lader sig hive ned i et processpor, hvor vi grundlæggende ikke aner, hvad de har lavet. Kun hvad vi selv har hørt - eller rettere ikke hørt.'

Sådan lød kritikken af Mogens Jensen i dagene op til og efter hans afgang. Artiklen fortsætter under videoen …

Barbara frygtede for regeringens liv
I en sms fra 12. november kan man ligeledes se, hvordan Barbara Bertelsen frygtede for regeringens liv som følge af det stigende pres, der kom i kølvandet på den manglende hjemmel og dårlige kommunikation.

Til Henrik Studsgaard og daværende departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, skrev hun klokken 08.12:

'I to skal redde den her sammen nu. I skyder på hinanden begge to. Men det er jeres begges ansvar! Og det er regeringens liv.'

Rimelig ufølsom
Henrik Studsgaard forklarer, at han ser Barbara Bertelsens reaktion som et udtryk for, at Fødevareministeriet ikke har været tilstrækkeligt præcise i kommunikationen af, hvad regeringen har gjort, og hvad Fødevareministeriet har gjort.

- Synes du, at det her var en rimelig kommunikationsform, vil udspørger vide.

- Jeg tror, jeg var rimelig ufølsom. Jeg var så presset. Om hun kommunikerede på den ene eller den anden måde ... Jeg kender Barbara rigtig godt. At hun kommunikerer sin mening på den måde, det er ikke noget, der kan slå mig af pinden.

Henrik Studsgaard udtrykker, at han ikke mener, at Fødevareministeriet har hjulpet og rådgivet daværende fødevareminister Mogens Jensen godt nok i kommunikationen, og at det er det, der kostede ham jobbet.

- Det har haft fatale konsekvenser, nemlig at Mogens Jensen måtte forlade sin ministerpost, siger Henrik Studsgaard.

De vilde sms'er

BB = Barbara Bertelsen
HS = Henrik Studsgaard

9. november 2020

BB, 19:57:
'Hvornår kommunikerer i (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;)'

HS, 19:57:
'Lige om lidt - vi skal lige have godkendt præciseret brev til minkavlerne'

BB, 19:58:
'Fint'

BB, 20:00:
'Max ydmyghed. Hører hele tiden jeres linjer fra jeres folk/SR (særlig rådgiver, red.), der prøver at komme uden om selv at tage ansvaret på sig. Jeres ministers eneste chance for at vende denne er imidlertid at tage den oprigtigt og helhjertet på sig. Enhver rest af hidtidige transparente forsøg på at kaste den videre på andre - herunder regeringen bredt og dermed stm (Statsministeriet, red.) - kommer jo til at ramme ham selv endnu hårdere.'

HS, 20:02:
'Kommunikationslinje skulle gerne være afstemt med jer - vi beklager at det i brevet ikke fremgik at der var tale om opfordring til aflivning af raske farme.....'

BB, 20:04:
'OK. Men i offentlighed vigtigt at erkende, at det er en fejl, som man beklager, ikke kun brevet men hele rodet om hjemmel. Bare hiv plasteret af ;)'

BB, 20:06:
'Nok vigtigt du propper (prepper, red.) ham virkelig klart. Hidtil har vi kun hørt ham skyde på andre …. enten direkte eller slet skjult.'

BB, 21:00:
'Har I ikke erkendt, at det er begået en fejl? Lyder som endnu en omgang, der gør mere skade end gavn.'

BB, 21:03:
'Og I taler om “regeringen” - dvs. præcis det modsatte af selv at tage sit ansvar på sig.'

BB, 21:08:
'I har gemt jer i “regeringen” og ikke er kendt egen fejl i processen. Meget lidt overbevisende det her.'

BB, 23:22:
‘Vil du ringe med det samme’

HS, 23:33:
‘Har talt med Mogens og givet ham et klart budskab. ‘

BB, 23:36:
‘Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud.'

12. november 2020

BB, 08:12:
'I to (Henrik Studsgaard og Per Okkels, red.) skal redde den her sammen nu. I skyder på hinanden begge to. Men det er jeres begges ansvar! Og det er regeringens liv.'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør meget mere om Minkkommissionens i Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app.

Ved ministeroverdragelsen undskyldte Henrik Studsgaard på ministeriets vegne til Mogens Jensen, der måtte træde tilbage. Det kan du se her

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers