Mettes hold kæft-bolsje

Mette Frederiksen har tilgodeset kritisk gruppering i sin ministerkabale

Mette Frederiksen. Foto: Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen. Foto: Ritzau Scanpix

Et delikat magtspil har spøgt i kulissen, da Mette Frederiksen skulle fordele ministerposterne mellem sine partifæller.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe består af en række såkaldte kaffeklubber, som tegner et billede af de interne alliancer i partiet.

I forbindelse med udpegningen af ministerholdet har medlemmerne af den socialdemokratiske folketingsgruppe holdt et vågent øje med, hvordan fordelingen kaffeklubberne imellem er faldet ud.

Med en succesfuld magtkabale sikrer Mette Frederiksen sig ro på bagsmækken.

Omvendt kan en skæv fordeling betyde uro i folketingsgruppen fra dag ét.

Tilgodeset
Ekstra Bladet har talt med en række socialdemokratiske kilder om det ministerhold, som Frederiksen har udpeget.

Ingen vil udtale sig til citat om de interne anliggender.

Men uden for referat bemærker flere, at S-formanden har tilgodeset en kaffeklub, som ellers har ry for ikke at stå partitoppen nærmest.

Der er tale om ’Den nye morgenmadsklub’, som er sikret en tung stilling til Magnus Heunicke i form af posten som sundheds- og ældreminister.

Lea Wermelin fra samme kaffeklub er blevet miljøminister, mens Rasmus Prehn skal varetage hvervet som minister for udviklingssamarbejde.

Stor sejr
Tre ministerposter er at betragte som en stor sejr for ’Den nye morgenmadsklub’, vurderer flere kilder.

Samtidig bemærkes det, at Mette Frederiksen på den måde har skaffet sig et værn mod eventuel kritik fra den kant.

Ikke mindst betragtes udnævnelsen af Rasmus Prehn af flere socialdemokrater som en gedigen overraskelse.

Sidst Socialdemokratiet var ved magten, skabte Prehn interne gnidninger ved i en kronik at kritisere den daværende regering for ikke at investere nok.

Senere har Prehn udtalt:

– Min timing var dårlig, og kronikken blev opfattet som illoyal, og det er jeg ked af.

Samme Prehn blev af flere partifæller beskyldt for at være manden bag den kontroversielle bog ’Den hemmelige socialdemokrat’.

Dette afviste han kategorisk.

Rette magtbalance
Ellers vidner ministerlisten om en nogenlunde ligelig fordeling af ministerposter mellem de mest magtfulde kaffeklubber i den socialdemokratiske gruppe.

Særligt er der tilfaldet mange ministerposter til ’Frokostklubben’ og ’Morgenmadsklubben’.

Rasmus Prehn. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
Rasmus Prehn. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
 

Prehn: Vi har fået flotte poster

Rasmus Prehn blev i forbindelse med bogen ’Den hemmelige socialdemokrat’ gjort til syndebuk i store dele af Socialdemokratiet. Han afviser selv stejlt at være forfatteren.

Med ministerposten føler han, at miseren nu er glemt.

– Ja, jeg føler en meget stærk tillidserklæring fra statsministeren.

Shitstorm
– Det er rigtigt, at jeg var ude i en shitstorm for nogle år siden, men jeg føler, at jeg har klaret mig fri af det. Nu er der fokus på udviklingspolitikken.

– Jeg synes, jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at knokle. Stå tidligt op. Gå sent i seng og arbejde alt, hvad jeg kunnet for at vise, at jeg vil det her projekt. Og det kvitterer hun for. Det er jeg stolt og glad for.

– Du, Magnus Heunicke og Wermelin lavede for nogle år siden en ny kaffeklub, fordi I gerne ville mere dialog og mindre kadaverdisciplin. Føler du, I er blevet taget til nåde som gruppe?

– Ja bestemt. Det er flotte poster, vi har fået. Det vidner også om, at vi er hårdtarbejdende. Vi er loyale. Vi spiller med på holdet. Vi har hele tiden bakket op om Mette som statsminister.

– På den måde mener jeg, vi oplever en udstrakt hånd til samarbejde.

– Det forventer jeg også kommer til at ske, når vi skal have hele gruppen i spil, hvor vi har en masse gode folk i vores gruppe, som jeg er sikker på bliver inddraget på samme måde, siger han med henvisning til fordelingen af ordførerposter, der stadig mangler at falde på plads.

Ministerposten blev han tilbudt over telefonen, mens han befandt sig på værtshus i hjertet af København.

Fik en øl på Palæ Bar
– Statsministeren ringede til mig klokken 23.45 i aftes.

– Jeg tænkte, det her bliver en lang aften, og der sker ikke nødvendigvis noget alligevel, så jeg gik ud for at drikke en kold øl med min gode ven Kim Mortensen, som er tidligere folketingsmedlem. Så vi sad og fik en øl på Palæ Bar. Så var det handy, han var der til at skåle med, fortæller landets nye udviklingsminister, der har som ambition, at gøre kampen for verdens svageste mere folkelig.

Balancegang i magtfulde udvalg

En vigtig indikation på, hvordan Mette Frederiksen har fordelt indflydelsen mellem kaffeklubberne, er sammensætning af regeringens magtfulde udvalg.

I henholdsvis Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget træffer regeringen centrale beslutninger. Derfor det af stor vigtighed, hvilke ministre der bliver placeret her.

De to magtfulde kaffeklubber – Morgenmadsklubben og Frokostklubben – deler i grove træk rovet mellem sig.

I det lille centrale koordinationsudvalg sidder Mette Frederiksen sammen med Nicolai Wammen (Frokost), Nick Hækkerup (Morgenmad) og Jeppe Kofod.

Overvægt til frokostklubben

Nicolai Wammen sidder ligeledes i Økonomiudvalget. Derudover består det af Astrid Krag (Morgenmad), Morten Bødskov (Morgenmad), Dan Jørgensen (Frokost) og Simon Kollerup (Frokost).

Internt i Socialdemokratiet bemærkes det, at Frokostklubben udgør en overvægt i Økonomivalget. Dette betragtes selvsagt som en sejr for den i vid udstrækning østjyske fraktion. Den nye morgenmadsklub har ikke nogen repræsentanter i udvalgene. Træerne vokser trods alt ikke ind i himlen.

122 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere