Mettes nye kammerater

Hensynet til menneskerettigheder og demokrati har ikke vægtet tungt. Mette Frederiksen har opdyrket nye tvivlsomme venskabet i den store verden

En af Mettes nye kammerater er Benjamin Netanyahu. Tidligere på året blev et samarbejde om coronavacciner indgået

Kammerater, lad os stå sammen.

Et godt socialdemokratisk budskab ved enhver 1. maj-forsamling.

Men festen er aflyst og kammeraterne er blevet hjemme. Corona har barberet kampdagen ned til det nærmest rene og skære ingenting.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder blot to formentligt helt ens taler på Facebook.

Så er det godt, at hun i stedet kan lune sig ved sin nye internationale kammerater.

De kan næppe synge med på Internationale eller Når jeg ser et rødt flag smælde.

Men de kan hjælpe statsministeren i andre sammenhænge. Mød dem her.

Mettes nye kammerater

Diktaturets general byder velkommen

11 ud af 12 af Udenrigsministeriets eksperter har i en rapport frarådet regeringen at hjemsende syriske flygtninge.

Men Mette Frederiksen står fast. Syrierne skal rejse hjem.

Og hun har mindst én ven, som bakker hende op.

General Naji Numeir er leder af Assads immigrationsmyndighed, og BT har beskrevet, hvordan han i hvert fald taler Mette Frederiksens sag.

97 syriske flygtninge har fået besked på at forlade Danmark. Herunder 20 børn.

Eksperterne - undtagen generalen - peger på, at de tilbagevendte flygtninge risikerer tortur og fængsel ved hjemkomsten.

Både SF og Enhedslisten kræver regeringens forklaring.

Foto: Privat

Semi-diktaturen skal snakkes til fornuft

I den forgangne uge optrædte to af Mette Frederiksens ministre pludselig på pressefotos fra Rwanda.

Her underskrev de to hemmelige aftale med styret.

Kagames ligegyldighed over for basale menneskerettighed og ytringsfrihed er velbeskrevet.

Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsminister, skriver i et svar til Ekstra Bladet, at regeringen ikke desto mindre holder fast i ønsket om at samarbejdet.

'Jeg er opmærksom på, der også er kritik af landet. Men Rwanda har selv foreslået, at vores samarbejde også skal handle om menneskerettighedsområdet. Det er vi glade for, og det vil vi aktivt følge op på.'

'Rwanda er et land, der går forrest i forhold til, at Afrika skal løse sine egne problemer. Det synes jeg, er en tilgang, som fortjener ros,' skriver han.

Regeringen vil samarbejde med Rwanda på flygtninge-området. Drømmen lader til at være et asylcenter langt fra den danske grænse.

Simon Turner, lektor med speciale i Rwanda ved Saxo-instituttet, tvivler på, at Paul Kagame reelt vil lytte til Danmark.

- Det er en smule bekymrende, at Mattias Tesfeye har købt Kagemes snak om demokrati på en afrikanske måde. Selvfølgelig er det godt at landet, vil løse sine egne problemer, men Kagame er en klog politiker, der forstår det stor politiske spil. At tror at Danmark kan ændre hans tvivlsomme syn på basale menneskerrettigheder er i bedste fald naivt, siger lektoren.

På billedet ses Mattias Tesfaye og Flemming Møller Mortensen på besøg i Rwanda, hvor de indgår en 'hemmelig aftale med landets 'Minister of State', Manasseh Nshuti. Foto: Rwandas udenrigsministerium Foto: Rwandas udenrigsministerium

 

 

Tvivlsom vaccineven

Korruptionsanklagerne hænger tungt over den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og Israel fortsætter ufortrødent de ulovlige bosættelser på Vestbredden. FN's sikkerhedsråd har siden 1979 fordømt landvindingen.

Under den seneste valgkamp solgte Benjamin Netanyahu sig ublu som den store vaccinefrelser, men han fortiede, at han havde solgt israelernes sundhedsdata til de store medicinalselskaber, der blev betalt klækkeligt for deres leverancer.

Mette Frederiksen rejste ikke desto mindre til Israel i marts og spillede med på Benjamin Netanyahus violin. Et samarbejde om fremtidige vacciner blev indgået.

På Christiansborg er hverken højre eller venstre side af Folketinget enige i den prioritering.

SF's Karsten Hønge var eksempelvis gal over, at Mette Frederiksen vil samarbejde med Israel, når landet stadig ikke har vaccineret alle palæstinensere.

- Det er mangel på samfundssind. Vi skal ikke spille med i Israels spil, sagde han til Ekstra Bladet.

På billedet ses Mette Frederiksen til vaccinetræf i Jerusalem. Benjamin Netanyahu i midten. Til venstre den østrigske leder Sebastian Kurz. Foto: Olivier Fitoussi/AP/RitzauScanpix

 

Den vigtige aftale med Erdogan

Lidt længere ude i Mette Frederiksens nye bekendtskabskreds finder vi Recep Erdogan.

En konroversiel aftale mellem EU og Tyrkiet gør, at den brutale tyrkiske statsleder er blevet venner med alle EU's statslederne. De sender penge. Han holder flygtningene tilbage.

Erdogan har de seneste år i den grad sat demokratiet i Tyrkiet under pres med anholdelser af journalister og systemkritikere. Retssikkerheden er også under pres, påpeger Human Rights Watch.

Mette Frederiksen tror på, at kritisk dialog kan gøre Erdogan til et bedre menneske.

- Vi har en meget, meget vigtig aftale med Tyrkiet på flygtningeområdet, og den skal vi fastholde. Men det skal ikke forhindre os i at være kritiske over for det, der foregår i det nordlige Syrien, har hun forklaret DR.

Foto: Ritzau Scanpix

 

 

Vil ikke blande sig i storebrors sager

Frihedskæmperne i Hong Kong fik en verbal lussing, da Mette Frederiksen undlod at fordømme Kinas fremfærd, da de unge i sommeren 2019 gik på gaden. 

- Jeg synes ikke, det er en dansk regerings opgave at være part i en konflikt, der ikke vedrører os, og det gælder også andre steder, sagde hun på et pressemøde.

Den kommentar har næppe skuffet de kommmunisitske bosser i Beijing med Xi Jinping i spidsen.

Bemærkningen vakte opsigt.

'Det er nok meget godt, det ikke var Mette Frederiksen, der var dansk statsminister dengang, apartheid hærgede i Sydafrika', skrev den tidligere international sekretær i Socialdemokratiet, Erik Boel, eksempelvis i et læserbrev i Altinget.

Noget kan da også tyde på, at Mette Frederiksen er kommet på bedre tanker.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har siden været noget hårdere over for Kinas opførsel i Hong Kong.

Foto: Ritzau Scanpix

 

Jesper Petersen: Mette varetager Danmarks interesser

Selvom Mette Frederiksen har knyttet nye bånd med magtmænd af tvivlsom demokratisk observans, så fortsætter kampen for en mere retfærdig verden, forsikrer politisk ordfører Jesper Petersen (S).

- Mette har masser af venner herhjemme. Både blandt almindelige borgere og på Christiansborg. Vi har debatter, men vi lykkes på stribe med at lave en masse aftaler. Så det er en smule søgt historie, du har gang i, indleder han.

- Okay, lad os tage dem én for én. General Naji Numeir er den eneste, som er enig med jer i, at man kan sende flygtninge tilbage til Syrien. Hvorfor lytter I til ham?

- Det er en forkert fremstilling af den vurdering. Det er ikke Mette Frederiksens eller regeringens. Vi vurderer ikke i den socialdemokratiske hovedbestyrelse, hvor der er sikkert. Det vurderer Udlændingestyrelsen. Ikke på baggrund af én rapport, som det fejlagtigt er blevet fortalt. Men på baggrund af en lang række kilder og efterretninger. 400 forskellige siden 2019 har Udlændingestyrelsen baseret sin vurdering på.

- Paul Kagame, hvorfor skal vi samarbejde med ham?

- Vi kan samarbejde med mange forskellige lande. Og det kan man uden at billige alt, hvad de foretager sig i deres land.

- Benjamin Netanyahu, hvad med ham?

- Regeringen og dermed Socialdemokratiet varetager Danmarks interesser. I tilfældet med Israel er det et land, som Danmark kan have gavn af at samarbejde med i forbindelse med corona. Det er det, der sker.

- Så er det lige meget, hvem man mødes med?

- Det er Netanyahu, som valgt som Israels leder. Det beslutter vi ikke herhjemme. Vi har også haft USA som nær allieret, mens Donald Trump var præsident, uagtet at han er alt andet end socialdemokrat.

- Mette Frederiksen har også rost flygtningeaftalen med Erdogan. Hvorfor skal vi samarbejde med ham?

- I det konkrete tilfælde samarbejde vi med Tyrkiet om at håndtere de særlige udfordringer i Syriens nærområde. Og det er nu engang, Tyrkiet, der ligger dér. Og det er nu engang Erdogan, der er leder i Tyrkiet.

- Hvad så med Xi Jinping, hvorfor skal han behandles så pænt?

- Der er sagt, hvad der skal siges om den sag. Han og de andre du nævner er ikke socialdemokrater, men vi forholder os til dem udfra den interesse, Danmark har som nation. Det er vores opgave som regeringsparti.

- Lad mig lige holde fast i Paul Kagame, som I nu vil samarbejde med. Er det ikke naivt at tro, at Danmark kan påvirke hans syn på menneskerettigheder?

- Paul Kagame bliver ikke socialdemokrat over natten. Men lad os nu se, hvad der kan komme ud af det samarbejde, og om vi ikke formår at skubbe tingene i en fornuftig retning.

- For bare to måneder siden blev en kendt systemkritiker bortført. Så igen, er det ikke noget naivt at tro, at Kagame vil forbedre sig?

- Det får vi at se. Bare fordi man samarbejder eller handler med et andet land, så billiger man ikke alt, hvad der foregår i dét land. Det tror jeg, alle ved.

- Er det ikke på kanten af det moralsk forsvarlige at samarbejde med en mand som Kagame bare fordi, I har lovet de danske vælgere noget (asylcentre langt fra de danske grænser), som I godt ved er smaddersvært at indfri?

- Jeg synes, ikke det vil være rimeligt at tage os til indtægt for, at vi støtter alt, hvad der foregår i lande, som man samarbejder med eller handler med. Danmarks engagement i at bevæge verden i retning af demokrati og menneskerettigheder er fuldstændig intakt, siger Jesper Petersen.