Mettes velfærds-fup

Hold ikke vejret: Valgløfterne bliver ikke indfriet lige med det samme, røber statsministeren

Mette Frederiksen måtte efterfølgende stå på mål for sin 'udskydelse'. Video: Jan Sommer.

I valgkampen bugnede velfærdsløfterne. Men i går faldt de sammen som en oppisket soufflé. I hvert fald indtil videre.

Mette Frederiksen varslede danskerne i sin åbningstale til Folketinget om, at de fleste af os kommer til at vente år og dag, før Socialdemokratiet får indført mange af de løfter, partiet gik til valg på.

– En del af jer, der sidder oppe på tilskuerpladserne her i salen eller lytter med hjemmefra

– I kommer ikke til at mærke de her forandringer og forbedringer. I hvert fald ikke lige med det samme. Hverdagen på sygehusene, på plejehjemmene og i daginstitutionerne vil ikke blive markant tryggere og bedre. Ikke fra første færd, sagde Mette Frederiksen i åbningstalen.

Hvert eneste år
Under valgkampen var Mette Frederiksen ellers stor i slaget, da hun blandt meget andet lovede flere varme hænder i ældreplejen, psykiatrien og daginstitutioner.

– Vores plan er, at man i den kommende valgperiode skal kunne se og mærke et velfærdsløft hvert eneste år, sagde hun under et pressemøde med Herlevs borgmester, Thomas Gyldal.

Se også: Mette F går løfte-amok: ALLE skal ha' penge

Mette Frederiksen får svært ved at komme i mål med flere af valgløfterne, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup - hør hvilke her.

Mette Frederiksens nye toner er slet ikke godt nok, mener direktør Morten Freil fra Danske Patienter, der repræsenterer 83 patient- og pårørendeforeninger, som taler 900.000 pårørende og syge danskeres sag.

– At talen alene handler om at nedsætte forventningerne. Det er selvfølgelig skuffende. De udfordringer som var før valget – som vi var enige om skulle løses – de er der stadigvæk i sundhedsvæsenet. Derfor havde vi håbet at høre tanker om, hvad Mette Frederiksen har tænkt sig, der skal ske nu og her. Der skal ske noget, siger formanden, som efterlyser handling.

– Vi har ikke meget tålmodighed. Der er kæmpe udfordringer, som skal løses. Vores opfordring er: Kom nu i gang med løsningerne, siger Morten Freil.

Sylt på hylden

Ekstra Bladet kiggede i sidste uge inden for i Mette Frederiksen og Socialdemokratiets spisekammer. Her stod syltekrukkerne allerede godt stablet op med valgløfter, der ellers i valgkampen lød til at være helt akutte.

Særligt spørgsmålet om differentieret pension har været centralt for regeringen.

Hvornår den differentierede pension træder i kraft, er imidlertid fortsat uafklaret. Og statsministeren undlod endnu engang at komme med konkrete detaljer om den bebudede pensionsordning.

– Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ny ret til tidlig pension for de mest nedslidte, sagde statsministeren i talen.

Regeringen fremlægger i dag sit udspil til næste års finanslov.

Skipper: Hvor blev børnene af?

Fra regeringen støtteparti Enhedslisten lyder markant kritik af Mette Frederiksens nøl på velfærdsområdet.

– Parolen om at ville være børnenes statsminister glimrede ved sit fravær. Det gælder både de udsatte og anbragte børn, men også minimumsnomeringerne i daginstitutionerne, og hvordan vi løfter hverdagen for børn i almindelighed, lyder politisk ordfører Pernille Skippers oplistning af udeladelser fra Mette Frederiksens åbningstale.

– Det undrede mig at børnene var ude af talen. Vi har alle sammen set de fængende busreklamer. Vi har alle sammen tænkt, at det var på tide, at vi rent faktisk gjorde noget for børn.

– Den første finanslov skal levere på velfærd, hvis vi skal holde skruen i vandet på, at folk ikke har stemt til ingen verdens nytte.

Pernille Skipper giver derudover ikke meget for Mette Frederiksens melding om, at der bliver leveret velfærd med næste års kommuneaftale:

– Den regions- og kommuneøkonomiaftale, der ligger, holder skindet på næsen.

– Mette Frederiksen siger, at den aftale var et løft?

– Det er ikke et løft. Den leverer ikke et markant løft. Det er jeg simpelthen ikke enig med regeringen i. Derfor går vi til finanslovsforhandlingerne med en klar forventning om, at det får vi fikset dér.

– Det ligner lidt, at et bluffnummer er ved at blive afsløret?

– Hvorvidt det er et bluffnummer eller ej, det finder vi ud af i finansloven. Det her er statsministerens åbningstale. Jeg synes, der er gode takter. Forhåbentlig var det et forsøg på at være ærlig om, at tingene ikke går så hurtigt, som man godt kunne ønske sig.

 

Mette F.: Nej, nej, nej

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser med nærmest foghsk akkuratesse, at hun på nogen måde lægger op til en maveplasker hvad angår de store forkromede velfærdsløfter fra valgkampen.

– I valgkampen lovede du, at velfærden skulle løftes år for år. Nu står du herinde og kastet is på det valgløfte. Hvad sker der?

– Nej, det gør jeg ved gud ikke, siger hun i Vandrehallen efter sin første åbningstale som regeringsleder.

– Jeg hører det som om, at du siger, at nu skal vi tage det roligt tingene, det kan tage tid?

– Nej, nej, nej. Der er to ting i det her. Det ene er den kommune- og regionsaftale, vi har lavet. Dé løfter vi velfærden. Dér dækker vi ikke alene det demografiske træk. Vi lægger faktisk også ovenpå.

– Så kommer vi med et finanslovsforslag i morgen. Der foreslår vi også at løfte velfærden. Når vi laver aftaler næste år og kommer med finanslovsforslag, vil vi også foreslå øget velfærd, siger hun.

Morten Ø.: For fattigt

Mette Frederiksen mangler simpelthen røv i bukserne, når hun begynder at skrue ned for forventningerne til, hvilke forbedringer danskerne kan forvente med den nye regering.

Det mener Morten Østergaard, leder af Radikale Venstre. 

- Det undrer mig, at Mette Frederiksen står og siger, at dét er der ikke nogen, der vil kunne mærke. Det er for fattigt. Selvfølgelig skal folk kunne mærke, at vi løfter massivt på vores daginstitutioner. 

- Du er skuffet over, at det skal være så kedeligt det hele?

– Nej, jeg er mere bekymret over, at hvis man er så optaget af at befolkningens tillid til politikerne, at man så ikke er villig til at lægge hånden på kogepladen og sige: 'Se, nu kommer der faktisk forandringer. Som i kan mærke og se i jeres hverdag.' 

- Hvorfor skulle de så ikke blive ved med at miste tilliden til politikerne. Vi er jo lige blevet valgt på en dagsorden om forandring, de kunne mærke.

- Jeg synes, hensigterne er rigtige, men handlingerne mangler. 

Konkret mangler han hurtig handling på klimaområdet. Og i forhold til at få børnene ud af Sjælsmark.

- Hvis ikke vi kan levere hurtigt, så er det ikke de rigtige folk vi har i gang, siger han om asylbørnene.

- Finansloven skal da være grøn, selvom klimaloven først kommer senere. Vi skal da i gang med at reducere CO2-udledningen og ikke spilde den første fjerdedel af valgperioden, fordi vi er i studiekreds, siger Østergaard.

501 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere