Milliardskandalen i Skat: Direktører frikendt for ansvar

En direktør og underdirektør har været til tjenstlig samtale, men ingen embedsmænd stilles til ansvar for svindlen med udbytteskat for 12,3 milliarder

Hverken indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen (billedet), eller underdirektør Anne Munksgaard har begået tjenesteforseelser i forbindelse med den ikke eksisterende kontrol med udbytteskat, som har kostet danskerne 12,3 milliarder kroner. Foto: Skat
Hverken indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen (billedet), eller underdirektør Anne Munksgaard har begået tjenesteforseelser i forbindelse med den ikke eksisterende kontrol med udbytteskat, som har kostet danskerne 12,3 milliarder kroner. Foto: Skat

Ingen af topcheferne i Skat kan stilles til ansvar for milliardskandalen om udbytteskat.

Det konkluderer advokatfirmaet Bech-Bruun - og Skat - efter 'tjenstlige samtaler' med indsatsdirektør Jim Sørensen og underdirektør Anne Munksgaard.

Sagen om manglende kontrol med udbytteskat har kostet de danske skatteydere 12,3 milliarder kroner.

Men ingen embedsmænd kan stilles til ansvar for den svigtende kontrol med skatteydernes penge, lyder konklusionen fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som følger op på en advokatundersøgelse fra december.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skat.

- Efter at have undersøgt to ledende medarbejdere er advokaterne kommet frem til en klar og entydig konklusion om, at der ikke er begået tjenesteforseelser, siger Merete Agergaard, direktør for Skat.

Undersøgelsen fra december konkluderede ligesom Rigsrevisionen tidligere har gjort, at der var problemer med kontrollen i Skat og med Skats it-systemer.

Skatteministeriets tilsyn med Skat var heller ikke godt nok, mens svindlen stod på, konkluderede undersøgelsen.

Alligevel kunne en lang række embedsmænd i Skatteministeriet og Skat drage et lettelsens suk. Der blev nemlig ikke indledt sager om disciplinært ansvar mod nogen.

- Der er gennem de senere år taget flere initiativer, der har styrket kontrollen og overvågningen, så vi sikrer, at sådan en ulykkelig sag ikke gentager sig, siger Merete Agergaard.

Efter flere advarsler blev udbetalinger af udbytteskat stoppet i august 2015. Siden da er der ansat flere medarbejdere til at håndtere udbytteområdet, og Skat er begyndt at overvåge pengestrømme mere opmærksomt.

Regeringen har desuden fremlagt en ny model for udbyttebeskatning. Den indebærer, at den hidtidige praksis med refusion af udbytteskat stoppes. I stedet skal udbytte beskattes med den korrekte sats allerede, når udbyttet udbetales.

Se også: Skandale i Skat har kostet milliarder: Direktører slipper for fyring

102 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere