Mattias Tesfaye var i chok, da Ekstra Bladet i foråret kunne afsløre, hvordan Udlændingestyrelsen har udbetalt over 200 millioner kroner i blinde.
Det fortalte ministeren onsdag eftermiddag på et samråd i Folketinget.
Her skulle han stå skoleret over for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg og svare på, hvorfor ingen nogensinde greb ind eller krævede at se dokumentation for, hvad de mange penge blev brugt på.
- Jeg blev selvfølgelig også chokeret, da jeg læste i Ekstra Bladet, at en ansat potentielt har svindlet med offentlige midler, lød det fra Tesfaye.
Bombe før samråd: Myndigheder kendte til rod med asyl-millioner
Ekstra Bladet har tidligere kunnet afsløre, hvordan en kvindelig ansat i Forsvaret og Jammerbugt Kommune gav sin kæreste millionordrer, uden at det blev opdaget, ligesom myndighederne i dag ikke kan finde et eneste bevis i sagen.
Selvom kvinden ikke var ansat direkte i Udlændingestyrelsen, var det styrelsen, der havde det øverste ansvar for, at pengene blev forvaltet ordentligt.
På samrådet erkendte ministeren, at styrelsen havde sovet i timen.
- Udlændingestyrelsens kontrol har ikke været tilstrækkelig tilbage i tiden. Det er trods alt en del penge, der er tale om, sagde Mattias Tesfaye og fortalte, at der klart var 'grundlag for at løfte pegefingeren' for Udlædningestyrelsen.
- I dag er det klart, at der burde have været en tættere kontrol, lød det.
Tesfaye efter afsløringer: - Gift for samfundet
Det var Pia Kjærsgaard (DF), næstformand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, der havde indkaldt til samrådet.
Og hun lagde ikke fingrene imellem.
- Den her sag lugter af råddenskab og nepotisme. Den lugter af, at man ikke har ført kontrol, og det synes jeg ikke, man kan leve med, sagde Pia Kjærsgaard.
DF'eren sammenlignede flere gange sagen med Britta Nielsen-sagen, hvor det lykkedes én kvinde af svindle for 117 millioner kroner.
- Der er så meget i det her, der vækker mindelser om Britta-sagen, sagde Kjærsgaard og spurgte, hvordan man kan forvalte den offentlige sektor baseret på tillid, når det viser sig, at der kan blive snydt med så mange millioner skattekroner.