Minister efter hjerteskærende tragedie: 'Tusind tak'

I begyndelsen af oktober fødte kultur- og kirkeminister Joy Mogensen en dødfødt pige. Nu takker hun danskerne

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen fødte i oktober en dødfødt pige. Foto: Mads Nissen
Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen fødte i oktober en dødfødt pige. Foto: Mads Nissen

I et opslag på Facebook takker kultur- og kirkeminister Joy Mogensen nu for den støtte, hun har oplevet, efter hun i begyndelsen af oktober fødte en dødfødt pige.

'Tusind tusind tak for alle Jeres hilsner og tanker, både her på facebook og i den virkelige verden,' skriver hun.

Send ikke blomster
Da Joy Mogensen 7. oktober skrev på Facebook, at hun havde mistet sin datter, opfordrede hun folk til at donere penge til Landsforeningen for Spædbarnsdød frem for at sende hende buketter af blomster.

'Hvis der er nogen der fx skulle få lyst til at sende mig blomster, må jeg så ikke i stedet bede jer om at støtte Landsforeningen Spædbarnsdød,' skrev hun.

I sit nye Facebook-opslag takker hun alle dem, som på hendes opfordring har støttet foreningen.

'Min datter Sarah kom til at betyde alverden for mig, i den al for korte tid, jeg fik med hende, og med jeres overvældende solidaritet til Landsforeningen for Spædbarnsdød kommer selv Sarahs meningsløse død til at betyde noget for andre familier, som også får et englebarn'.

'I har givet mig fortrøstning'
I opslaget takker ministeren også sine kolleger i Folketinget og i særdeleshed dem, som har delt deres egne historier om at miste et barn med hende.

'I har - sammen med min fantastiske familie og skønne venner - givet mig en fornemmelse af ikke at være alene med en al for stor sorg. Jer, der har delt Jeres historier, har givet mig fortrøstning i, at min kærlighed til min dødfødte datter, men også de mange andre følelser, er almindelige og ok, og at der komme en vej videre for mig, på en og samme tid med, og uden, Sarah,' skriver hun.

I opslaget oplyser Joy Mogensen ikke, hvornår hun vil vende tilbage til arbejdet som minister.

'Når sorgen ikke fylder for meget, kommer jeg på arbejde igen,' skriver hun.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere