Jakob Engel-Schmidt fortryder nu sin kraftige insinuation af, at fyringen af Jon Stephensen fra Aveny-T var politisk.
- Havde jeg vidst, at jeg blev kulturminister, dengang jeg skrev tweetet, så havde jeg ikke skrevet det, siger Jakob Engel-Schmidt i dag.
Men kulturministeren ville omvendt heller ikke svare på, om han stadig tror, at fyringen var politisk, lod han Ekstra Bladet forstå på partiets årsmøde i Vejle lørdag.
Jakob Engel-Schmidt forklarer, at han skrev tweetet, fordi han blev ringet op af Jon Stephensen, der fortalte, at han var bange for at miste sit job efter at have skrevet en kronik i Politiken sammen med Lars Løkke Rasmussen. Nogle måneder senere blev Stephensen så fyret.
- Så du tog hans ord for gode varer?
- Jamen ... Vi får ikke at vide, om det var en politisk fyring, for den sag er lagt ned.
- Så du afviser sådan set ikke, at det godt kunne være det?
- Hvis du lige giver mig mikrofonen igen, så vil jeg gerne fortsætte. For der kører jo en sag omkring en række forhold anlagt af Jon Stephensen. Og når den er afsluttet, så stiller jeg meget gerne op hos Ekstra Bladet igen.
- Jeg har svaret det jeg kan, og så bruger jeg resten af mine kalorier på at være kulturminister.
- Men du insinuerede jo meget kraftigt, at det var en politisk fyring. Tror du stadig det?
- Nu har jeg svaret på spørgsmålet ...
- Du har ikke svaret ja eller nej?
- Jeg kan ikke give bedre svar end dem jeg har. Og det jeg har svaret præcist er, at det får vi ikke at vide, for den sag, der kørte mellem Jon og teatret, den eksisterer ikke længere. Der kører til gengæld en ny, og når den er afsluttet, kan vi tale sammen igen.
- Så svaret er, at du ikke ved, om det du skrev dengang er rigtigt?
- Svaret er, at der kører en sag, og vi får et svar på hvordan den ender, og så kan vi tale sammen igen, sagde Jakob Engel-Schmidt, der herefter afbrød interviewet og gik.
Gad vide om han stadig ville have sit job
Jakob Engel-Schmidt lagde ikke fingre i mellem, da han i maj sidste år gik på Twitter og anklagede Aveny-T for at have fyret Jon Stephensen, fordi han var medlem af Moderaterne og havde skrevet en kronik i Politiken sammen med Lars Løkke Rasmussen.
'Bestyrelsen for teatret Aveny-T, finder det umuligt at have en direktør ansat, der er medlem af Moderaterne og har skrevet en kronik med Løkke. Gad vide om Jon Stephensen stadig ville have sit job, hvis kronikken var skrevet med en politiker fra enten S eller K, skrev Jakob Engel-Schmidt.
Siden tweetet i maj er Engel-Schmidt som bekendt selv blevet kulturminister for Moderaterne, mens Stephensen er blevet kulturordfører for partiet.
Og der er løbende kommet historier frem, der kraftigt peger i retningen af, at fyringen ikke havde noget med hverken politik eller en kronik i Politiken at gøre.
Således har Henning Dyremose, bestyrelsesformanden for Aveny-T tværtimod sagt, at fyringen blandt andet skyldes, at Stephensen havde forfalsket en underskrift fra bestyrelsesmedlem Jakob Høyer.
Desuden har Stephensen ifølge en række kilder fra teaterbranchen skabt et ubehageligt og grænseoverskridende arbejdsmiljø ifølge TV 2.