Minister grillet om Britta-sagen: Det burde være opdaget tidligere

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er i dag i et åbent samråd om svindlen med satspuljemidler

Børne- og Socialminister Mai Mercado(K) er i samråd i dag i Britta- sagen. FOTO: Ritzau Scanpix
Børne- og Socialminister Mai Mercado(K) er i samråd i dag i Britta- sagen. FOTO: Ritzau Scanpix

Den formodede svindel i Socialstyrelsen skulle være opdaget langt tidligere.

Det siger børne- og socialminister Mai Mercado (K), som torsdag står skoleret i et åbent samråd i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

- Det er ubegribeligt at en medarbejder gennem så mange år kunne begå bedrageri, indledte ministeren.

Ministeren skal blandt andet forklare, om svindlen med satspuljemidler kunne være undgået, hvis ministeriet havde fulgt op på de kritikpunkter, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har givet på området gennem årene.

Kritikken kom sideløbende som Britta Nielsen i følge sigtelserne svindlede for minimum 111 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsplads Socialstyrelsen.

- Jeg noteret mig, at Rigsrevisionen løbende har sat fingeren på forhold, som kan have givet den tidligere medarbejder mulighed for at begå underslæb - og det er min klar holdning, at det burde være opdaget tidligere, siger Mai Mercado.

Mai Mercado ville dog ikke svare direkte på om svindlen kunne være undgået, men:

- Hvordan underslæbet præcis har fundet sted, vil de eksterne undersøgelser give svar på, fortæller Mai Mercado.

Dansk politik - 18. okt. 2018 - kl. 14:29 Britta Nielsen fik skriftlig advarsel i 2000

Undersøgelser
Mercado henviser til en revisionsundersøgelse, som gennemføres af PwC.

Undersøgelsen skal klarlægge, hvad der er sket, og hvordan det kunne ske.

Derudover er der også en advokatundersøgelse, som gennemføres af Kammeradvokaten. Formålet med undersøgelsen er at få en vurdering af, om der kan placeres et ansvar.

Rigsrevisionen kritik

På baggrund af en sag om formodet svindel med tilskudsmidler på socialområdet har Rigsrevisionen gennemgået den revision, som er foretaget i perioden 2002-2017. Årsrevisionen rapporteres i en årlig beretning til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet. Rigsrevisionen rapporterer også øvrige bemærkninger fra revisionerne direkte til ledelsen i den reviderede virksomhed. Rigsrevisionen rapporterer desuden de større undersøgelser i særskilte beretninger.  

Gennemgangen af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen i flere tilfælde har haft bemærkninger til administrationen af tilskudsmidlerne. Det er bl.a. bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne. 

Når sagen om formodet svindel er blevet fuldt belyst, og der foreligger en redegørelse fra Børne- og Socialministeriet, vil Rigsrevisionen vurdere, om der er særlige forhold, som Rigsrevisionen fremadrettet skal være mere opmærksom på i revisionen af tilskudsmidler. Rigsrevisionen vil orientere Statsrevisorerne herom på et statsrevisormøde primo 2019. Rigsrevisionen skal gøre opmærksom på, at der af hensyn til den politimæssige efterforskning kan være oplysninger, som ikke kan gengives.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere