Minister i fødselsdagsfadæse: Undskyld!

'Jeg var 100 procent ædru': Brunsviger-ambassadør og fynbo kagede rundt i den til sin fødselsdag

Her er en kagemand og et rum fuld af politikere. Foto: Privat
Her er en kagemand og et rum fuld af politikere. Foto: Privat

Sidste år forpligtede han sig til at udbrede kendskabet til den snaskede sag, som bagere landet rundt langer over disken under navnet brunsviger, og som Fyn hævdes at være ophavsø til.

Vi er dog ikke kommet langt ind i 2018, før brunsviger-ambassadør, fynbo og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) for alvor har kaget i den.

Han fyldte fredag 53 år og blev fra morgenstunden fejret på Venstres gruppemøde.

'Og hvad kan gøre en fynbo og brunsviger-ambassadør mere glad end at blive fejret med en dejlig brunsviger?', lød taksigelsen på Twitter, hvor ministeren også lagde to billeder op.

Fødselaren fremviser glad sin fødselsdagskage for den uidentificerede fotograf, mens partifællen Bertel Haarder skæver sultent mod bagværket.

Hvad går der af dig?
Alle på billedet ser glade og forventningsfulde ud, og en række folketingspolitikere lykønsker ministeren i tråden under hans opslag.

Der er bare det problem, at det slet ikke er en brunsviger, som ministeren skal til at sætte tænderne i, men en kagemand med glasur.

'Omg! Hele Fyns klimaminister og brunsvigerambassadør tager fejl af denne glasurkagemand og en brunsviger! Hvad går der af dig @larsclilleholt? Så gammel blev du da heller ikke...', lyder det første forsøg på at tvære fødselaren totalt ud.

Bag re-tweetet står politisk analytiker og leder af den politiske redaktion på Jyllands-Posten, Marchen N. Gjertsen, som nogle timer efter får en undskyldning af Lars Chr. Lilleholt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Kagemand eller brunsviger - ambassadøren for sidstnævnte tog helt fejl. Foto: Privat
Kagemand eller brunsviger - ambassadøren for sidstnævnte tog helt fejl. Foto: Privat
 

Jeg elsker kage
Ministeren har senere delt undskyldningen på sin egen Twitter-profil og gentager den for god orden skyld overfor Ekstra Bladet - på vaskeægte politiker-maner - først til sidst:

- Goddag, Lars Chr. Lilleholt, lyder det brødebetynget fra brunsvigerambassadøren.

- Er det kagemanden?

- Ja, sukker han.

- Hvordan har du det?

- Jeg har det rigtig fint. Jeg kan jo godt lide at få kage til min fødselsdag. Jeg elsker kage.

Jeg var ædru
- Havde I drukket meget Gammel Dansk, før du lagde billeder ud på Twitter?

- Nej, jeg var 100 procent ædru. Vi drikker ikke i Venstres folketingsgruppe. Eller jeg gør i hvert fald ikke, fastholder Lars Chr. Lilleholt, før han først forsøger at bortforklare sin brøler:

- Jeg er jo vant til, at til min fødselsdag får jeg altid serveret god fynsk brunsviger, og derfor forbinder jeg fødselsdage med at få en god brunsviger, og så skrev jeg det på nettet.

Noget tyder dog på, at brunsviger-ambassadøren selv er klar over, at der ikke er nogen vej udenom:

- Det var en fejl. Det skulle jeg ikke have gjort. Det er jo ikke nogen brunsviger. I det hele taget må man sige, at det der med brunsviger er vi bedst til at lave på Fyn. Det er en fynsk specialitet, og da jeg nu også er brunsviger-ambassadør, skal jeg selvfølgelig fremadrettet sørge for at have styr på, hvad jeg får serveret.

Bragt af Ellemann
- Det, du siger der, gør ikke rigtig fadæsen mindre - at du som ambassadør og fynbo kager sådan rundt i det?

- Nej, det gør fadæsen endnu større. Men jeg står ved, at det var en fejl. Det skal ikke ske fremadrettet. Jeg skal sørge for at have styr på, hvilke kager jeg får serveret.

Hvorvidt ministeren var så brødflov, at han ikke fik kigget rigtigt på kagen, før han posterede sit kageopslag, er ikke til at blive klog på. Han blev efter eget udsagn så overrumplet og glad, da han opdagede, at Jakob Ellemann-Jensen havde bragt bagværket over mødelokalet i Statsministeriet, at han straks måtte dele det.

Ministeren afviser også at være skuffet kagen og påpeger, at det er rigtig svært at få fat i en rigtig brunsviger i København.

Klar til kagesamråd
Kagemanden var ifølge Lilleholt meget tæt på at blive spist op og smagte fremragende.

- Uanset at det ikke var fynsk brunsviger, men københavns kagemand, så var den eftertragtet. Den smagte skidegodt, men ikke så godt som en fynsk brunsviger.

Ministeren ser med sindsro på den shitstorm, som hans kagebommert har startet på de sociale medier. Flere fynboer er langtfra fornøjede.

- En mener, at du skal hives i samråd...

- Det tager jeg stille og roligt. Jeg har været i samråd om mange ting i min tid som minister. Så vil et samråd om en kage nok være nemmere at håndtere end de andre besværligheder, jeg bliver udsat for.

Undskyld
- Men jeg siger klart undskyld. Fremadrettet skal jeg nok få lidt mere styr på kagerne.

Ministeren mener, at brunsvigere i København sommetider bliver lidt for wienerbrødsagtige.

I privaten står ministerfru Jane for at bage fynsk brunsviger.

- Det er hun rigtig god til.

1 af 2 Kagemand eller brunsviger - ambassadøren for sidstnævnte tog helt fejl. Foto: Privat
2 af 2 Her er en kagemand og et rum fuld af politikere. Foto: Privat
88 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere