Minister indkalder saudisk ambassadør om spionagesag

Efter spionagesag reagerer Udenrigsminister Jeppe Kofod nu

Tidligere i dag holdt PET pressemøde om spionsagen. Video: Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har mandag haft indkaldt den saudiarabiske ambassadør, Fahad Al Ruwaily, til en samtale med Udenrigsministeriets fungerende direktør for udenrigspolitik.

Det sker, efter at tre ledende medlemmer af gruppen ASMLA, der kæmper for selvstændighed for en region i Iran, er blevet sigtet for at spionere på vegne af Saudi-Arabien i Danmark.

Det fortæller Jeppe Kofod, efter at der har været afholdt et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn.

- Vi vil ikke acceptere, at der finder stedfortræderkrig sted på dansk jord, siger udenrigsministeren.

Også den iranske ambassadør er blevet indkaldt til møde.

I en sideløbende sag er der rejst sigtelse mod en iransk føringsofficer for spionage og forsøg på manddrab på vegne af Iran.

Yderligere en person er i forvejen sigtet i den sag for at have medvirket til forberedelse af et attentatforsøg i Danmark.

Jeppe Kofod fortæller, at den saudiarabiske ambassadør på mødet fik besked om, at "det er fuldstændig uacceptabelt, at der finder spionagevirksomhed sted i Danmark fra saudiarabernes side".

Den danske ambassadør i Riyadh i Saudi-Arabien er desuden blevet bedt "om at sige til den saudiarabiske regering, at det her er fuldstændig uacceptabelt, det vil vi ikke finde os i, siger Jeppe Kofod.

Endelig er Danmark gået sammen med Holland, der også har haft en lignende sag, om at tale med de øvrige EU-lande om en fælles udenrigstjeneste.

Det skal drøftes tirsdag på et officielt møde i Bruxelles.

- For at sikre, at vi sammen i Europa sender et klart signal om, at vi på europæisk jord ikke vil se den form for stedfortræderkonflikt, eller stedfortræderkrig, med Saudi-Arabien og Iran, her i Danmark og i Europa, siger Jeppe Kofod.

Sagen trækker tråde til den sag i september 2018, hvor store dele af Danmark blev lukket ned. Foto / Redigering: Dansk Drone Netværk, Per Rasmussen, Henning Hjorth, Kenneth Meyer, Ole Steen / Kristian Hansen

388 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere