Minister lytter til borgerne i sag om el-master

Energiminister Lars Christian Lilleholt har lyttet til vestjydernes protester over at skulle have 35 meter høje højspændingsledninger i baghaven. Derfor skal der nu undersøges om der findes andre alternativer til masterne

Jan Dahlmann fra Bredebro har nu ti el-master i sin baghave, men det kan blive reduceret til to, hvis staten holder fast i at den nye højspændingsledning skal være i luften og ikke under jorden. Foto: Christer Holte
Jan Dahlmann fra Bredebro har nu ti el-master i sin baghave, men det kan blive reduceret til to, hvis staten holder fast i at den nye højspændingsledning skal være i luften og ikke under jorden. Foto: Christer Holte

De færreste vil finde glæde i at have udsigt til 35 meter høje elmaster fra baghaven.

Men ikke desto mindre er det en potentiel fremtid for vestjyder på en 170 kilometer lang strækning fra den dansk-tyske grænse og op til Holstebro. Her vil et bredt flertal blandt politikerne i Folketinget føre en højspændingsledning, der skal føre store mængder strøm fra det europæiske fastland til England.

Længe har vestjyderne brokket sig over, at politikerne vil opstille cirka 500 el-master, og nu ser det ud til, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har lyttet til de utilfredse danskere.

- En ting er at beslutte sig. Noget andet er, når man ser, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden. På baggrund af lokale protester og frustration synes jeg, det er fornuftigt at se, om der findes alternativer til at hænge ledningerne i luften, siger Lars Christian Lilleholt til DR.

Ministeren fortæller, at han har stor forståelse for, at beboerne på den berørte strækning er frustrerede, og derfor har han indkaldt borgmestrene i områderne til et møde.

Se også: Her skal 35 meter høje el-master op: Umulige at grave ned

10 procent skal graves ned
Det har hele tiden været meningen, at 10 procent af højspændingsledningerne skal graves ned, men nu skal Energinet, der har driften af det danse ledningsnet, undersøge, om man vil kunne grave endnu mere ned.

- Det har hele tiden været meningen, at 10 procent af strækningen skal nedgraves. Når der kommer protester i en høring, er det fornuftigt at lytte til de signaler, der bliver afgivet, siger Lars Christian Lilleholt.

Tidligere har formand for energi-, forsynings- og klimaudvalget Thomas Danielsen (V) forklaret til Ekstra Bladet, at hvis man skal grave ledningerne ned, så skal de føres op over jorden for hver 20-25 kilometer til en såkaldt kompensator-station.

En kompensator-station vil kræve et areal svarende til 13 fodboldbaner og cirka 30 el-master af 25 meters højde. Der vil skulle indføres omkring ni kompensator-stationer, hvis højspændingsledninger på hele den 170 kilometer lange stækning skal graves ned.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere