Minister på ulovlig cannabis-olie: Havde ondt i hele kroppen

Den tidligere socialminister Manu Sareen tog ulovlig cannabis-olie, mens han sad i Helle Thornings regering

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

Der var ulovlig medicinsk cannabis i Socialministeriet, da Manu Sareen var radikal socialminister i Helle Thornings regering.

Men ikke nok med det. Socialminister Manu Sareen indtog også den ulovlig cannabisolie med 0,2 procent af det euforiserende stof THC tilbage i 2014, oplyser han til Politiken og Ekstra Bladet.

- Jeg var sindssygt stresset i den sidste tid af regeringsperioden. Jeg havde ansvaret for et milliard-budget, arbejdede hele tiden og var også lige blevet skilt. Jeg var ved at knække, siger Manu Sareen.

- En af mine kammerater introducerede mig til medicinsk cannabis, og så kunne jeg mærke, hvordan det lettede i hele kroppen, og jeg begyndte at sove bedre fra det ene øjeblik til det andet, fortæller den tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

I Danmark konfiskerer og straffer myndighederne, hvis man importerer medicinsk cannabis med 0,2 procent THC fra EU-lande, selvom det er lovligt i EU- landet. Det skyldes, at det betragtes som hash, der som bekendt er ulovligt.

Der er dog fastlagt et fireårigt forsøg med medicinsk cannabis fra 2018, da det kan have en lindrende effekt for patienter med sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.

Manu Sareen tog den ulovlige olie mod stress, men han oplyser, at han kun har fået positive reaktioner, siden han gik ud med historien i Politiken.

Det må dog være en sandhed med modifikationer, da uddannelsesminister Søren Pinds (V) kommentar på Twitter nok ikke går i den positive kategori.

Ligeglad med loven
- Du vidste jo godt, at det var ulovligt. Hvorfor gjorde du det så?

- Det var enten det, eller at jeg skulle knække sammen. Det er samme dilemma, som rigtig mange står i. De har brug for det, men de ved, at det er ulovligt, siger Manu Sareen.

- Du kan da ikke som minister begynde at tage ulovlige produkter.

- Jeg havde så ondt i hele kroppen, så jeg skulle bare have et eller andet, der lindrede. Det skulle jeg bare, fortæller han.

- Min læge spurgte, hvornår jeg sidst havde sovet i otte timer, og så kunne jeg se, at det var mere end et år siden, så jeg var ret ligeglad med, at det var ulovligt, siger Manu Sareen.

- Du var altså en minister, som med åbne øjne brød loven?

- Jeg mener ikke, at jeg brød loven, fordi det er imod varernes fri bevægelighed. Du kan købe det i Tyskland, og så burde du også kunne få det i Danmark.

- Burde er vel kodeordet. Man kan det ikke, og skal du som minister ikke vente på, det blev lavet om, inden du begyndte på ulovlige stoffer?

- Man skal netop lave en masse civil ulydighed og bryde nogle grænser, og det gør man ved at stå sammen, mens nogle står i spidsen, og det gjorde jeg, siger han.

Sagsøger staten
Manu Sareen blæste altså på dansk ret, da det gjaldt indtaget af ulovlig olie. Nu går han dog glædeligt rettens vej, da han mener, at udsigten til en legalisering af medicinsk cannabis ligger for langt ude i fremtiden.

Derfor sagsøger han Lægemiddelstyrelsen for at få lovliggjort frit køb af medicinsk cannabis, skriver Politiken.

- Forsøgsordningen med medicinsk cannabis går i gang i 2018 og skal evalueres i 2022, så realistisk set kan vi få et lovforslag i 2024, siger Manu Sareen til Politiken.

- Det kan jeg ikke vente på, og det skal danskerne ikke vente på.

Forsøgsordningen indtræder til januar. Her vil en række patientgrupper over en fireårig periode kunne få ordineret en recept på medicinsk cannabis. Folketinget vil løbende evaluere, om ordningen skal gøres permanent.

I dag vil Lægemiddelstyrelsen ikke anbefale ordinering af medicinsk cannabis. Siden 2011 har der været åbnet lovmæssigt op for ordinering af medicinsk cannabis til sklerosepatienter. Men ansvaret hviler på den enkelte læge, der udskriver recepten.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvis krigen og katastroferne kommer, hvad skal vi mennesker så gøre?