Minister: Vi kan få seks milliarder tilbage fra skattesvindel

Der er håb om, at knap halvdelen af de 12,7 milliarder, som det daværende SKAT blev svindlet for, kan føres tilbage

Arkivfoto: Lars Krabbe
Arkivfoto: Lars Krabbe

En lemfældig kontrol betød, at en række udenlandske virksomheder i en årrække havde held til at hive 12,7 milliarder kroner ud af det danske skattevæsen.

Penge, som de ifølge Skatteministeriet ikke havde krav på, fordi der var tale om refusion af udbytteskat for aktier, de slet ikke ejede.

Men der er håb om at få en del af pengene tilbage i statskassen igen.

På et pressemøde tirsdag gør skatteminister Karsten Lauritzen (V) foreløbig status over indsatsen med at kræve pengene tilbagebetalt.

Og han forventer, at det er muligt at kradse mellem 5,5 og 6 milliarder kroner ind via de retssager, der er anlagt mod sammenlagt 470 personer og selskaber.

Fra dette beløb skal dog trækkes 'betydelige omkostninger' til advokater og anden juridisk bistand.

Og ministeren forsikrer, at der er gjort alt for at forhindre, at noget lignende ikke kan lade sig gøre igen.

- I dag er der ti gange så mange medarbejdere til at kontrollere området, end da svindlen blev opdaget.

- Man kan komme langt med hårdt slid, selv om man er oppe mod svindlere, som kan hyre dyre advokater, siger Lauritzen på pressemødet.

Her fortalte han også, at man også vil styrke indsatsen for at opkræve penge hos de danskere, der skylder penge til fælleskassen.

I alt vil én million mennesker, der har gæld til det offentlige, få et brev fra Skat den kommende tid med besked på at få gjort regnskabet op.

500.000 danskere vil desuden opleve, at Gældsstyrelsen modregner deres gæld i forbindelse med skatteopkrævningen.

328 kommentarer
Vis kommentarer