Minister: Voldtægtsofre skal have samme hjælp hos politiet

Der skal være standarder for, hvordan politi og retssystem møder voldtægtsofre, mener Søren Pape Poulsen (K).

Når voldtægtsofre henvender sig til politiet, skal de være helt sikre på at få den samme behandling af deres sag.

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der søsætter tre forslag, som skal forbedre voldtægtsofres retssikkerhed.

Forslagene kommer fra et ekspertpanel, som ministeren nedsatte sidste år.

Det første er at sikre, at politiet tager de samme skridt, når et offer henvender sig.

- Vi har en udfordring med, at vi undersøger forskelligt. Det må ikke være sådan, at der bliver undersøgt meget for den ene offer og ikke så meget i en anden sag, siger Søren Pape Poulsen.

Derudover skal en gruppe af eksperter lave et katalog over voldtægtsofres reaktioner, så myndigheder ikke misforstår dem, der anmelder.

- Det skal sikre, at advokater, dommere og politi for eksempel ved, hvorfor man anmelder en voldtægt sent - måske fordi man skyder hele det traume til side.

- Man må ikke få en dårligere behandling, bare fordi man ikke anmelder hurtigt, siger Søren Pape Poulsen.

Desuden vil han forsøge at åbne for, at ofre i højere grad kan blive videoafhørt, som blandt andet bliver brugt i sager om seksuelt misbrug af børn.

- Voldtægtsofre kan i dag komme til at fortælle deres historie mange gange, og det er traumatiserende at gennemleve det hver gang. Så vi skal sikre, at ofret bliver skånet mest muligt, siger han.

De to første forslag bliver sat i søen med det samme, mens spørgsmålet om videoafhøring muligvis kræver en lovændring.

I debatten omkring voldtægt har blandt andet Amnesty International opfordret regeringen til at ændre voldtægtsparagraffen, så der i fremtiden skal være samtykke inden sex.

Justitsministeriet er ved at se på, hvordan andre lande - herunder Storbritannien og Sverige - har indrettet deres lovgivning på området.

Søren Pape Poulsen er åben for at justere loven, så der er bedre beskyttelse af ofre for voldtægt.

- Sex skal være frivilligt for ethvert menneske, og er det ikke det, så skal man kunne komme efter dem, der har tvunget andre.

- Vi kigger på, om der er modeller, der sikrer ofrene endnu bedre. Det lyder utrolig enkelt, men når det kommer til jura, så er det svært, siger Søren Pape Poulsen.

Han vil heller ikke afvise muligheden for at forhøje straffen for voldtægt, men det er ikke en del af regeringens nuværende arbejde på området.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere