Ministres køkken-fifs koster million

To ministerier står bag ny mad-kampagne, der skal få danskerne til at grille grøntsager og lave kartoffelmadder. Pris: 1.250.000 kroner

I 2014 præsenterede Dan Jørgensen Danmarks nationalret: stegt flæsk med persillesovs. Nu skal danskerne spise mere grønt. Foto: Ritzau Scanpix/Lars Krabbe.
I 2014 præsenterede Dan Jørgensen Danmarks nationalret: stegt flæsk med persillesovs. Nu skal danskerne spise mere grønt. Foto: Ritzau Scanpix/Lars Krabbe.

Man kan dele sin bøf, hvis man skærer den ud i skiver.

Sådan lyder et af i alt 22 råd i den skatteyder-betalte kampagne 'Madglade Klimatips', som skal få danskerne til at spise mere grønt.

Den madglade kampagne har kostet 1.250.000 kroner. Alene regningen til konsulenter løber op i mere end en halv million kroner.

Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har modtaget fra Klimaministeriet.

Ansjos i fars
Som led i kampagnen er der lavet hjemmeside ved navn klimatips.dk, hvor der er simple - nogle vil måske sige banale - mad-fifs til danskerne:

Her kan man blandt andet læse, at 'en grill kan bruges til andet end kød'. Grøntsager kan også grilles, påpeges det.

Man kan også spare på kødforbruget, hvis man laver en tomatsuppe i stedet for, lyder et andet råd.

Danskerne påmindes desuden om muligheden for at lave kartoffelmadder eller komme en ansjos i kødfarsen for at få mere smag frem.

Samskabelses-workshops
Udover konsulent-ydelserne kan en del af million-regningen tilskrives såkaldte 'samskabelses-workshops', hvor de 22 mad-tips er kommet til verden sammen med en gruppe udvalgte danskere.

I forlængelse af kampagnen er der desuden lavet en video, hvor klimaminister Dan Jørgensen og fødevareminister Mogens Jensen optræder på slap line i et køkken.

Videoen er lagt på Fødevareministeriets Facebook-side med teksten 'Glem Jamie Oliver og Kirsten Hüttemeier!', og her kan man blandt andet se Mogens Jensen kaste en squash bag om ryggen til Dan Jørgensen, mens han laver 'frikadunser'.

Ukendt pris på minister-video
Hvad videoen har kostet, kan ministeriet dog ikke opgøre, fordi den er lavet af folk internt i ministeriet.

Derfor er arbejdsindsatsen på at idéudvikle, filme og klippe videoen med de to ministre ikke tidsregistreret særskilt, understreges det i aktindsigten.

Minister: Danskerne efterspørger det her
Klimaminister Dan Jørgensen forsvarer million-kampagnen med, at danskerne efterspørger den slags råd i det daglige.

- Der er tale om en stor kampagne med mange elementer. Formålet er at efterkomme det behov, der er, når 6 ud af 10 danskere siger, at de godt vil have mere viden om, hvordan man spiser mere klimavenligt, påpeger ministeren i et mailsvar til Ekstra Bladet.

- De konkrete råd er videreformidling af viden fra diverse eksperter og borgergrupper, som ministeriet har rådført sig med, fremhæver han.

256 kommentarer
Vis kommentarer