Mink-kaos: Minister under pres

Enhedslisten buldrer mod Mogens Jensens håndtering af corona blandt mink

Mink-kaos: Minister under pres

Syv nordjyske kommuner bliver ramt af de restriktioner, som Mette Frederiksen præsenterede tidligere i dag. Video: Ritzau Scanpix

Den helt usædvanlige nedlukning af Nordjylland kan nu få konsekvenser for den ansvarlige minister.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er nemlig slet ikke tilfreds med Mogens Jensen og myndighedernes håndtering af corona blandt mink.

- Det er et problem, når vi kigger bagud, at der øjensynligt har været advarsler fra sundhedsmyndighederne til Fødevarestyrelsen om, at der var en risiko for, at de muterede virus kunne blive resistente.

- Alligevel har man ikke slagtet syge, smittede dyr i en lang periode, påpeger hun.

- Der er helt sikkert nogle problemer, vi skal have gravet frem. Nogle skal holdes ansvarlige. Det er der ikke tid til lige nu. VI har brug for, at minister og embedsværk har fokus på at få styr på en truende global pandemi. Men vi skal have forløbet gravet ud.

Artiklen fortsætter under billedet

Nicolai Wammen og Mogens Jensen i samråd om mink for en uge siden. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Nicolai Wammen og Mogens Jensen i samråd om mink for en uge siden. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
 

- Er det Mogens Jensen, som skal holdes ansvarlig?

- Hvilke konsekvenser det vil få, kan vi ikke sige nu. Tiden er ikke til at konkludere. Vi har brug for, at ministeren og embedsværket får styr på det, der kan blive en ny global pandemi med arnested i Nordjylland. Det er hamrende alvorligt.

- Men tiden er heller ikke til at frede Mogens Jensen?

- Det er klart, at når det er så alvorlig en sag, skal vi have gravet forløbet frem. Vi kan ikke afvise konsekvenser hverken af den ene eller anden art, lyder det fra Pernille Skipper.

Ekstra Bladet har anmodet Mogens Jensen om et interview, men foreløbig uden resultat.

Mette: Svær beslutning
Men på et pressemøde torsdag aften afviser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ganske bestemt, at Mogens Jensen skulle have gjort noget forkert.

Regeringen ved Mogens Jensen har hele vejen igennem orienteret Folketinget om mink-situationen, siger han.

- I følgegruppen (om coronaindsatsen i Danmark, red.) sidder alle Folketingets partier. Inklusive det her parti. Næsten samtlige møder i følgegruppen de seneste måneder har mink været et tema. Der har vi direkte givet risikovurderinger fra Statens Serum Institut og andre styrelser direkte til partierne.

Statsministeren tog ligeledes sin minister i forsvar.

- Mette Frederiksen, vi har et ekstremt forsigtighedsprincip ift. mennesker. Hvorfor har man ikke haft det ift. mink - hvorfor gør man først noget nu?

- Det er ikke først nu, at myndighederne i Danmark gør noget ved mink-situationen. Som mange vil huske, så har der været ret heftig diskussion af regeringens indsats den senere tid. Som SSI netop har sagt, så modtog vi i mandags en ny risikovurdering, hvor konklusionerne var så eksplicitte og klare, at det for regeringen stod klart, at vi bliver nødt til at aflive alle mink. Det er en tung og svær beslutning, siger hun.

Artiklen fortsætter under videoen...

Mink-kaos: Minister under pres

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Zigzag om mink i månedsvis

Det er rodet forløb, som har ledt frem til nedlukningen af Nordjylland og aflivningen af alle danske mink.

Allerede i starten af juni stod det klart, at to hollandske ansatte på en minkfarm var blevet smittet med corona fra mink. Det skrev det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

Nyheden fik hollænderne til at aflive mink på flere farme. På daværende tidspunkt var Danmark ikke ramt.

Det skete i midten af juni, da først en farm i Sindal og siden endnu en farm blev ramt.

Da juni blev til juli, var smitten ude på tre nordjyske farme.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) var 7. juli optimistisk. Smitten blandt mink kunne holdes nede med bløde forebyggende tiltag.

'Med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt, at lade COVID-19-smittede minkbesætninger leve fremover,' skrev fødevareministeren i en pressemeddelelse.

På daværende tidspunkt havde smitten ramt tre besætninger. Men da de alle lå i Nordjylland, mente myndighederne, at problemet var lokalt og inddæmmet.

I slutningen af august gik alvoren op for den hollandske regering.

Alle mink i træskolandet skal aflives inden 1. marts 2021, lød det 27. august.

Den altomfattende hollandske aflivning af mink var en fremrykning af en tidligere beslutning om at lukke minkindustrien i landet i 2024.

I Danmark holdt den forsigtige strategi holdt helt frem til 1. oktober. Alle smitteramte farme skulle slås ned, lød det nu. Også besætninger inden for 7,8 kilometer skulle aflives.

Men måske kom tiltaget en måned for sent.

Mogens Jensen og Magnus Heunicke under pressemøde i går om mink. Foto: RitzauScanpix/Ólafur Steinar Rye Gestsson
Mogens Jensen og Magnus Heunicke under pressemøde i går om mink. Foto: RitzauScanpix/Ólafur Steinar Rye Gestsson
 

Advaret i god tid
For allerede i begyndelsen af september vidste myndighederne, at smitteudbruddet blandt mink for alvor er farligt for mennesker. Det har Information afdækket via aktindsigter.

4. september skrev Statens Serum Institut i en risikovurdering, at 'en særlig minkvariant' af virus havde spredt sig fra en minkfarm til lokalbefolkningen i Nordjylland. Helt i Kroatien og på Bornholm havde den sine fangarme ude.

Men der skulle altså gå en måned, før Mogens Jensen og hans folk forlod inddæmningsstrategien.

41 besætninger var pr. 1. oktober ramt af corona, da regeringen besluttede nu at gå mere handlekraftigt til værks.

Ministeren måtte da også erkende, at den hidtidige strategi ikke havde fungeret.

- Det har vist desværre ikke at være tilstrækkeligt, og derfor må vi nu tage dette skridt, udtalte Mogens Jensen.

Den barske indsats blev endnu mere tydelig, da Fødevarestyrelsen tre uger senere meddelte, at aflivningen gik for langsomt. 100.000 mink skulle aflives om dagen, lød kravet.

- Når en minkfarm bliver smittet, breder det sig i nærområdet. Det er desværre det generelle billede. Hvis vi skal have brudt den smittekæde, skal vi have dem aflivet så hurtigt som muligt, sagde veterinærdirektør Hanne Larsen, ifølge TV2 Nord.

Men kursskiftet varede blot en uges tid.

17 millioner
Efter højlydte protester fra minkbranchen fik minkavlerne pludselig lov at sælge deres skind - selvom de havde haft corona.

- Det her tiltag vil forhåbentlig lette presset på minkavlernes levebrød, sagde Mogens Jensen.

Heller ikke det tiltag overlevede længe.

4. november meddelte Mogens Jensen og sundhedsminister Magnus Heunicke, at alle mink på landets knap 1100 minkfarme skal slås ned.

Beslutningen kom, efter Statens Serum Institut havde tændt alle alarmklokker. En ny global pandemi risikerer at udspringe fra den danske minkindustri.

Farmerne får 20 kroner pr. aflivet dyr.

Op imod 17 millioner mink skal brændes af. Den samlede pris ender på over fem milliarder kroner for aflivningen alene.

 

Kåre Mølbak: Strategierne slog fejl

Faglig direktør ved Statens Serum Institut Kåre Målbak vedkender sig, at strategien over for syge mink har slingret. Men der var ingen anden udvej, mener han.

- Ud fra et forsigtighedsprincip besluttede myndighederne i første omgang at slå de første tre besætninger ned, indtil man havde afdækket problemet. Så var strategien at sikre, at smitten ikke spredte sig fra farm til farm og til mennesker ved at lave inddæmning rundt omkring farmen og ved øget bio-sikkerhed.

- Den strategi viste sig at slå fejl. Så skiftede man til den anden strategi. Den viste sig så heller ikke at virke, erkender han på et pressemøde torsdag aften.

- Man har hele tiden prøvet at lave den mest skånsomme strategi til de konkrete risikovurderinger.

- Det er først i den her uge, at man klart kunne konkludere, at fortsat minkavl under covid-19-epidemien indebærer en betydelig risiko for folkesundheden. Herunder muligheden for at forebygge covid-19 med vacciner. Det er først på det tidspunkt, at vi laver en risikovurdering, der er så krystalklar. En naturlig konsekvens er, at man skal aflive mink, siger Kåre Målbak i Statsministeriets Spejlsal.

Grøn partiformand: De gamblede med folkesundheden

Jonas Holm er stifter af det lille parti De Grønne. Han har, siden corona sprang fra mink til mennesker, været en skarp kritiker af regeringens tilgang.

- Regeringens håndtering af coronasmitten i minkindustrien har sejlet siden juni. Regeringen har ført en zigzagkurs og reageret for sent, siger han.

- Det er helt uforståeligt, at landbrugsministeren i juli besluttede ikke at slå smittede besætninger ned på trods af erfaringerne fra bl.a. Holland, fortsætter han.

Han var imod minkavl af etiske og grønne årsager allerede inden corona. Økonomisk tænkning har resulteret i regeringens nøl, vurderer han.

- Det er tankevækkende, at regeringen har håndteret coronaen ud fra et 'ekstremt forsigtighedsprincip', som har kostet fremtidige generationer milliarder - samtidig har Mogens Jensen gamblet med folkesundheden for at spare landbruget penge i dag, mener Jonas Holm.