Minuts stilhed udløser vild racisme-debat i Folketinget

Løsgænger Sikander Siddique fik låget til at gå af Folketingets afslutningsdebat efter, han holdt et minuts stilhed for Black Lives Matter under tale. 'Skammeligt', siger Nye Borgerlige og DF

Vi fangede hovedpersonen efter det upopulære stunt. Video: Stine Tidsvilde

Et minuts stilhed for Black Life Matter fik bølgerne til at gå ekstremt højt under Folketingets afslutningsdebat sent mandag aften.

Det var løsgængeren Sikander Siddique (tidligere Alternativet, red.), der under sin ordførertale afholdt et minuts stilhed for ofrene for racisme i forbindelse med Black Life Matter-bevægelsen under sin ordførertale.

Det var først og fremmest ikke alle Folketingsmedlemmer, der overholdt stilheden, og da minuttet var slut, var de foregående timers tomgang i afslutningsdebatten for alvor slut.

'Vi ser jer, vi hører, vi elsker jer. Black Lives Matter', afsluttede ordføreren før spørgsmålene haglede ned over ham.

Redigering: Mikkel Cramon

- Grøftegravning, lød det fra tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen.

- Vi kan jo alle sammen stå og læse op fra vores indbakke, det er ikke ordføreren, der oplever det. Man kommer ikke just nemt igennem sine beskeder som homoseksuel, sagde han.

- Jeg kan godt forstå, at Søren Pape som hvid majoritetsborger ikke kan genkende problemet, svarede Siddique.

- Jeg graver ikke grøfter, men vi bliver også bare nødt til at sige det, som det er. Vi kan ikke gemme os bag en falsk selvopfattelse af, at alt er godt. Vi har udfordringer og dem skal vi turde tage op.

DF: Vi er også en minoritet
- Prøv da lige at trække offerkortet op, lød det fra Karina Adsbøl og spurgte, om det er Folketinget eller Sikandar Siddique, der er racist.

Hendes partifælle Mette Hjermind Dencker sluttede trop:

- Dansk Folkeparti har også prøvet at være en minoritet i Danmark, da vi startede. Vi ved godt. hvordan det er at være en minoritet, sagde hun.

- Vi kan ikke tolerere, er at ordføreren tager et problem, som ikke findes i Danmark. Det der sker på talerstolen er skammeligt”, lød det fra en ophidset Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

658 kommentarer
Vis kommentarer