Mistænkt for million-svindel: Arbejdede kun på deltid

64-årige Britta Nielsen er mistænkt for at svindle sig til 111 millioner skattekroner på sin arbejdsplads i Socialstyrelsen, hvor hun kun var på deltid

Ekstra Bladet er taget til Sydafrika for at se nærmere på Britta Nielsens ejendomme. Video: Tariq Khan. Redigering: Martin Ekelund

Det var ikke nødvendigt med en 37 timers arbejdsuge for - ifølge en sigtelse - at svindle sig til 111 millioner kroner.

Den 64-årige Britta Nielsen, som er internationalt efterlyst for at overføre penge til sig selv i stedet for Danmarks udsatte, arbejdede kun 32 timer om ugen i Socialstyrelsen.

Det viser en aktindsigt fra Socialministeriet i forbindelse med indstilling af Britta Nielsen til dronningens fortjenstmedalje i 2016.

Et notat fra november 2016 om Britta Nielsens ansættelsesforløb viser, at hun arbejdede 32 timer om ugen og tjente 27.434,31 kroner om måneden med tillæg men uden pension.

Det giver en årsløn på 329.000 kroner, hvilket står i skærende kontrast til det million-eventyr i Sydafrika, som Ekstra Bladet har kunnet afsløre.

Ud over Danmark og Sydafrika har Ekstra Bladet afdækket Britta Nielsens økonomiske forbindelser til Sverige, men det er også muligt, at penge er strømmet til Holland og Tyskland. Millionerne er blandt andet brugt på ejendomme, dyre biler og kostbare rideheste.

Før svindelsigtelsen blev Britta Nielsen storrost som en, der tager ansvar, gør en ekstra indsats og har fokus på en korrekt forvaltning.

Det viser indstillingen til dronningen efter 40 år i statens tjeneste ifølge en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået fra Socialministeriet.

'Britta Nielsen er en engageret medarbejder, der løfter betydelige opgaver i Tilskudsforvaltningen, og er altid tjenstvillig, når der kræves en ekstra indsats', indleder en kontorchef i Socialstyrelsen indstillingen ultimo 2016.

Rosen til den 'betroede medarbejder' kom godt halvandet år før, at selvsamme Britta Nielsen blev bortvist fra arbejdspladsen på grund af en mistanke om svindel.

Fakta: Den store svindelsag

Over en årrække - fra 2002 til 2018 - lykkedes det tilsyneladende en central medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, at flytte ikke mindre end 111 millioner kroner fra styrelsens kasser til sine egne lommer.

Den 64-årig kvinde er internationalt efterlyst.

Sagen blev offentlig kendt tirsdag i sidste uge, og efterfølgende er der kommet en række oplysninger frem og sagen:

* Britta Nielsen har vært ansat i Socialstyrelsen siden 1977. Frem til 26. september 2018 fungerede hun som afdelingsleder.

* Hun har modtaget dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit mangeårige arbejde i styrelsen.

* Hun har en villa i Hvidovre ved København.

* Politianmeldt 25. september 2018 - mistænkt for groft underslæb.

* En intern undersøgelse peger foreløbig på, at kvinden har svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsen til egne konti. Ekstra Bladet har afsløret, at Britta Nielsen har brugt en konto i Dansk Bank til svindlen.

* Svindlen skulle være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.

* Britta Nielsen var såkaldt superbruger af Socialstyrelsens it-systemer.

* I styrelsen har hun blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.

* Ekstra Bladet har afsløret, at svindlen foregik ved, at Britta Nielsen udnyttede sin adgang som superbruger til Socialstyrelsens tilskudsadministrations it-systemer til at indsætte sine egne kontonumre i forbindelse med anvisning af tilskudsmidler.

* Hun er formentlig på fri fod i udlandet og er derfor efterlyst internationalt.

* Britta Nielsen er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - efter et retsmøde for dobbeltlukkede døre.

* Britta Nielsens advokat, Nima Nabipour, fortæller til Ritzau, at han er i kontakt med Britta Nielsen. Men han vil ikke røbe, hvordan hun forholder sig til sagen.

* Hun vil dog betale pengene tilbage, såfremt hun modtager en opkrævning, oplyser advokaten ifølge et dombogsudskrift fra Sø-og Handelsretten fra den 4. oktober, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

* Til Britta Nielsens adresse har der været knyttet et stutteri og en genbrugsforretning. Virksomhederne blev stiftet i 2006 og ophørte i 2016.

* Sø -og Handelsrettens skifteret har 4. oktober 2018 taget Britta Nielsen under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

* Herefter har en kurator beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og ’et lille’ indestående i et dansk pengeinstitut.

* Britta Nielsens datter ejer to virksomheder i henholdsvis Holland og Tyskland. Virksomhederne har at gøre med køb og salg af heste.

* Ekstra Bladet har afsløret, at Britta Nielsen har investeret millioner af kroner i safariejendomme og jordbesiddelse i Sydafrika med sin søn. De har desuden købt to firehjulstrækkere i Sydafrika og en i Danmark. derudover har Britta Nielsen købt diamanter og dyre guldsmykker i landet.

* Ekstra Bladet har erfaret fra centrale kilder, at Britta Nielsen forklarede til sine omgivelser, at hendes afdøde mand kom fra en velhavende pakistansk familie – og at hun spenderede de arvede penge. 

Det er lykkedes for myndighederne at beslaglægge hendes danske pensionsordninger, bankkonto samt ejendomme i Danmark og Sverige til en anslået værdi af 2,1 millioner kroner.

Men da kravet mod Britta Nielsen er på hele 122.751.069 (de 111 millioner plus procesrente) er der altså et stykke vej, før pengene er inddrevet.

Få et overblik over svindelsagen her.

Britta Nielsen blev rost til skyerne af ledelsen i Socialstyrelsen halvandet år før, at hun blev bortvist og svindelsigtet. Foto: Privatfoto. Dansk politik - 13. okt. 2018 - kl. 16:10 Sigtet Britta hædret med medalje: 'Altid tjenstvillig, når der kræves en ekstra indsats'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere