En civilsag mellem Moderaternes retsordfører, Tobias Grotkjær Elmstrøm, og en af hans tidligere ansatte som hovedpersoner er blevet foreløbigt afgjort.
Her har Retten i Aarhus givet den tidligere ansatte, Thomas Mikkelsen, og Ligebehandlingsnævnet delvist medhold. Det betyder, at folketingsmedlemmets advokatfirma skal punge ud med 75.000 kroner i godtgørelse, hvis ikke han anker sagen til frifindelse.
Advokaten Tobias Grotkjær Elmstrøm, der siden folketingsvalget i november har siddet i Folketinget for Moderaterne, er stifter og ejer af Advokatfirmaet Grotkjær Elmstrøm, der er en enkeltmandsvirksomhed, og som den tidligere ansatte blev fyret fra.
De 75.000 kroner får advokat Thomas Mikkelsen, fordi han uberettiget blev bortvist fra sin stilling. Ligebehandlingsnævnet havde desuden tilkendt ham en godtgørelse på 325.000 kroner for uberettiget fyring, men det gav byretten ikke medhold i.
Nu vil Thomas Mikkelsen og Kammeradvokaten, der repræsenterer ham på vegne af Ligebehandlingsnævnet, overveje, om de vil anke sagen til landsretten, oplyser de til Ekstra Bladet. De er dog tilfredse med, at retten gav medhold i forholdet om bortvisning.
Fyret efter få timer
Sagen bunder i en fyring fra maj 2019, som Ligebehandlingsnævnet fandt var i strid med ligebehandlingsloven, da Thomas Mikkelsen blev fyret, få timer efter han meddelte, at han og hans kæreste var i et forløb med fertilitetsbehandling.
Det havde han meddelt i en sms til Tobias Grotkjær Elmstrøm, der ikke svarede på beskeden. Tre timer senere fik han et opkald fra firmaet HR-ansvarlige, Christina Elmstrøm, der meddelte ham, at han blev afskedigt. Det samme meddelte hun efterfølgende i et brev.
I korrespondancen forklarede Thomas Mikkelsen desuden, at han selv skulle gennem et indgreb som led i fertilitetsbehandlingen få dage senere, og at han derfor ifølge sygehuset kunne forvente efterfølgende sygedage.
Sagens dokumenter, som Ekstra Bladet har gennemgået, viser, at han fem dage efter afskedigelsen blev opereret, og to dage efter operationen blev han bortvist, mens han var sengeliggende, blandt andet med forklaringen, at han ikke havde indleveret dokumentation på sin sygemelding. Senere fik han udarbejdet en lægeerklæring, der bekræftede operationsforløbet og den efterfølgende sygemelding.
Og bortvisningen var, har byretten afgjort, i strid med reglerne.
Artiklen fortsætter ...
Bestrider
De to parter i sagen har været lodret uenige om forløbet i sagen.
Tobias Grotkjær Elmstrøms påstand er, at det var planen, at den tidligere ansatte skulle fyres, allerede inden han fortalte om fertilitetsbehandlingen. Det har politikerens advokat i sagen blandt andet argumentet for på baggrund af en skrivelse fra firmaets HR-ansvarlige til en ekstern advokat fra 7. maj 2019, hvor de efterspurgte 'ekspertøjne' på en fratrædelsesaftale for Thomas Mikkelsen, så de ikke risikerede 'nogen form for sag'.
De har desuden argumenteret for, at der 'allerede var et optrappet konfliktniveau mellem parterne' inden sms'en 16. maj.
Sagens dokumenter viser, at konfliktniveauet drejede sig særligt om Thomas Mikkelsens arbejdsvilkår, fordi han blandt andet arbejdede mere, end han mener, han burde, og han havde derfor flere gange rykket for en samtale med Tobias Grotkjær Elmstrøm til en snak om sine ansættelsesvilkår, så de kunne nå til enighed.
Thomas Mikkelsens påstand er derimod, at det ikke var planen, at han skulle fyres, at konfliktniveauet ikke var nået dertil, at det skulle udgøre årsag til afskedigelsen, og at firmaet bare otte dage før sms'en om fertilitetsbehandling - og dagen efter mailen til den eksterne advokat - indkaldte ham til medarbejderudviklingssamtale (MUS) helt hen i september.