Der var ikke styr på kontrollen af, hvordan pengene blev brugt i Gadejuristen, som Moderaternes Nann W. Gotfredsen er stifter og tidligere daglig leder af.
Det viser revisionsnotater, som Radio4 har gennemgået, og det understreges af, at medarbejderne i 2021 måtte forsøge at råbe bestyrelsen op, da Nanna W. Gotfredsen var sendt på sygeorlov, og de forsøgte at holde arbejdet kørende.
- Vi har brug for, at Nanna afleverer bilag senest i dag. Bilag som samlet beløber sig til over 100.000,00 kr., som vi ikke kan redegøre for, skrev medarbejderne i brevet til bestyrelsen, som Ekstra Bladet har set.
For lidt kontrol
I brevet skriver de ansatte - der senere kollektivt forlod Gadejuristen i protest over Nanna W. Gotfredsen og bestyrelsens håndtering af hende - at der fra hendes side blev brugt mange penge på klienter, som hun selv udvalgte.
Eksempelvis til indkøb af møbler, tøj og gaver, hvor formålet ikke står klart.
Gadejuristen yder retshjælp til udsatte. Som led i foreningens arbejde bliver der også købt eksempelvis mad og anden hjælp. Ifølge revisionen af Gadejuristens regnskaber - BDO - betyder det, at mange omkostninger vil ligne dem, en privat husstand har.
- Det vil derfor være muligt at gennemføre private indkøb via institutionen, uden at de nuværende interne kontroller kan afdække private indkøb, skriver BDO i sin revision.
Og den interne kontrol var ikke slagkraftig nok, slår revisorerne fast, og kontrollen burde 'formaliseres'.
- Det bedste middel til afhjælpning heraf er efter vor opfattelse, at der på regninger/indkøb anføres formål og evt. anledning til indkøbet, samt at det attesteres af to personer i institutionen.
- Vi anser forslaget som en beskyttelse af institutionens leder mod uretmæssig mistænkeliggørelse, skriver revisionen i regnskabet for 2021.
Regnskaber bliver godkendt af revisionen, da der jo ikke er opdaget snyd, men blot muligheden for det.
Der sker fejl
Nanna W. Gotfredsen forklarede sig tirsdag aften på Facebook i forhold til beskrivelser af, hvordan en TukTuk indkøbt for foreningens penge endte hos hendes daværende kæreste på Bornholm i flere år.
I samme ombæring adresserede hun mulig kommende kritik af økonomien i Gadejuristen.
- Senere vil I måske høre om bilag og bilagshåndtering. I forhold til spørgsmål om konkret bilagshåndtering, kan jeg ikke være helt så behjælpelig, eftersom jeg ikke selv har siddet med den opgave. Den blev varetaget af Gadejuristens souschef i samarbejde med eksternt regnskabsfirma og med efterfølgende revision ved statsautoriseret revisor, skrev hun her og fortsatte:
- Som jeg husker det, fik vi i 2019 eller 2020 en henstilling om, at det var hensigtsmæssig regnskabspraksis fremadrettet at påføre bilagene to underskrifter. Dette blev efter min bedste overbevisning taget til efterretning og implementeret, ligesom regnskaberne er blevet godkendt, men, helt ærligt, der sker fejl alle steder og jeg er bestemt heller ikke selv fejlfri.