Møder intern kritik: Kabell scorer dobbeltløn

Morten Kabell fra Enhedslisten kan hæve dobbeltløn, når han stopper som teknik- og miljøborgmester i København 

Morten Kabell. Foto: /ritzau/Lars Krabbe
Morten Kabell. Foto: /ritzau/Lars Krabbe

Enhedslistens afgående teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, understreger på sin hjemmeside, at hans parti 'arbejder med ligeløn'. 

Derfor betaler Kabell alle 'indtægter over, hvad der svarer til den gennemsnitlige løn for en faglært metalarbejder i København (efter fradrag af skat), til Enhedslisten.'

Ikke desto mindre har Morten Kabell som afgående borgmester i København udsigt til en fratrædelsesordning, som sikkert vil gøre mange metalarbejdere misundelige. En ordning, som samtidig møder intern kritik i Enhedslisten.

Morten Kabell har udsigt at score dobbeltløn, når han fra 1. januar skifter borgmesterposten ud med et job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize design og co.

Partiskat
I seks måneder modtager han nemlig det såkaldte eftervederlag som afgående borgmester oven i direktørlønnen fra det private firma. 

Eftervederlaget lyder på 83.649 kroner om måneden før skat.  

En del af dette eftervederlag - 21.749 kr. om måneden efter skat - vil Morten Kabell betale i partiskat til Enhedslisten, oplyser hans presserådgiver.

Ifølge presserådgiveren vil Kabell dermed have et beløb tilbage, der svarer til metalarbejderens indtægt.

Før skat tjener en metalarbejder i København gennemsnitligt 34.389,15 kr. om måned, oplyser Enhedslisten på sin hjemmeside.

Det er altså denne bruttoindtægt, Kabell de kommende seks måneder vil modtage oven i sin direktørløn.

'Han skal betale hele molevitten'
Ifølge dr.dk møder Kabells fremtidige dobbelthyre intern kritik i Enhedslisten.

- Jeg synes, ikke at Morten Kabell skal have dobbeltløn. Jeg forventer, at han betaler partiskat af pengene. Og det gælder alle pengene. Han skal betale hele molevitten, den halve million, til partikassen i det øjeblik han får løn fra et andet job, siger Lasse Karlsen fra Enhedslistens københavnske bestyrelse til dr.dk.

Ekstra Bladet har ligeledes været i kontakt med Lasse Karlsen. Han bifalder, at Kabell betaler en del af eftervederlaget i partiskat, men holder fast i kritikken af, at den afgående borgmester stadig har udsigt til dobbeltløn: 

- Jeg synes, at det er forkert, når man ikke laver noget for pengene, siger Lasse Karlsen om eftervederlaget.

Et andet bestyrelsesmedlem fra Enhedslisten i København, Henrik Poulsen, peger på, at sagen om dobbeltløn skal tages op på næste bestyrelsesmøde:

- Jeg kan godt se problemstillingen med dobbelthyre. Det synes vi normalt ikke er særlig smart. Det er noget, vi må have en snak om på et bestyrelsesmøde, siger Henrik Poulsen til dr.dk.

I Enhedslisten har man da også tidligere været ude med riven efter politikere, der modtog dobbeltløn.

Ifølge dr.dk har partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, beskyldt forhenværende forsvarsminister Carl Holst (V) for 'grådighed' og for 'pamperi, da han modtog eftervederlag fra sit tidligere job som formand for Region Syddanmark samtidig med sin ministerløn.

Holder sig til reglerne
Det er dog ikke alle i Enhedslistens københavnske bestyrelse, der ser et problem i Morten Kabells dobbeltløn.

- Det er helt i overensstemmelse med partiets vedtægter og i overensstemmelse med loven. Men jeg har en forventning om, at Morten Kabell betaler den partiskat, som vores regler foreskriver. Og det bekræfter Morten Kabell over for mig, at han vil gøre, siger bestyrelsesmedlem David Schack Trappaud Rønne til dr.dk og tilføjer:

- Jeg forholder mig de gældende regler, og jeg kan ikke se, at der skulle være et moralsk problem i at følge dem.

Det har ikke været muligt at få et interview med Morten Kabell om sagen. I stedet har Ekstra Bladet modtaget en skriftlig kommentar fra ham.

I denne læner Kabell sig op ad David Rønnes udtalelser til dr.dk.:

'Jeg forholder mig til og er helt enig i Enhedslistens koordinationsgruppes udtalelse, som den er udtalt af David Rønne. Hvis man skal ændre noget, skal man få Folketinget til at ændre reglerne. Det har Enhedslisten tidligere foreslået, og jeg er her som altid helt enig med mit parti', lyder det fra Kabell.