Mørklagt direktørfyring: Nu går staten ind i sagen

Staten og kammeradvokaten går nu ind i sagen om den pludselige fyring af direktør Michael Valentin fra landets største a-kasse

Sandheden om Michael Valentins (tv.) pludselige fyring i Akademikernes A-kasse skal nu undersøges af statens tilsyn og kammeradvokaten.  Formand i a-kassen Allan Luplau mener ikke, at der er brudt nogen regler. Pr-foto
Sandheden om Michael Valentins (tv.) pludselige fyring i Akademikernes A-kasse skal nu undersøges af statens tilsyn og kammeradvokaten. Formand i a-kassen Allan Luplau mener ikke, at der er brudt nogen regler. Pr-foto

Ved du noget, så tip os enten på sms/mms: 1224 (almindelige takst) eller på mail: 1224@eb.dk

Nu går staten ind i sagen om den fyrede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, efter at bestyrelsen i a-kassen i første omgang forsøgte at mørklægge årsagen til fyringen.

Det oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der fører tilsyn med landets a-kasser, og som i undersøgelsen får hjælp af statens advokat, Kammeradvokaten.

Meldingen kommer efter, at a-kassen blot oplyste til Ekstra Bladet, at deres egen advokatundersøgelse foregik samtidigt med en 'tæt dialog med styrelsen'.

'For en god ordens skyld skal styrelsen oplyse, at den som led i sit tilsyn selv har iværksat en tilsynsundersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten om baggrunden for afskedigelsen af den tidligere direktør Michael Valentin', skriver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i en pressemeddelelse.

Årsagen til fyringen har været totalt mørkelagt siden en enstemmig bestyrelsen fyrede Michael Valentin 27. september. A-kassen begrunder det med, at der er tale om 'en eller flere personalesager'.

Skjuler sandheden
Tavshedspligten forhindrer dog ikke bestyrelsesformand Allan Luplau i at fortælle, hvad der ikke førte til fyringen. Han konkluderede følgende i et brev til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der fører tilsyn med a-kasserne:

1) At der ikke er tale om forhold, som omhandler forvaltning af statens midler. 

2) At der ikke er identificeret forhold, som er i strid med straffelovens bestemmelser. 

3) At der ikke er identificeret forhold som klart er i strid med formålsbestemmelserne i Akademikernes A-kasse.

Der er der dog sået tvivl om især sidstnævnte, da det er selve formålet med styrelsens undersøgelse.

'Styrelsens tilsynsundersøgelse skal bl.a. afdække, om der er tale om forhold i strid med formålsbestemmelsen i a-kasseloven', skriver styrelsen.

To undersøgelser
Dermed er der nu to undersøgelser af forholdene bag fyringen af Michael Valentin, da a-kassen også selv har iværksat en ekstern advokatundersøgelse.

'Styrelsen skal således præcisere, at der er tale om styrelsens egen tilsynsundersøgelse, og at den eksterne advokatundersøgelse, som a-kassen har igangsat, ikke gennemføres i samarbejde med Star', står der i pressemeddelelsen.

Tip førte til fyring
Som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, så var det et tip fra en medarbejder til bestyrelsen, som udløste fyringen af Michael Valentin.

Tippet førte til en intern revisionsundersøgelse, som gav en række belastende oplysninger, der blev drøftet på bestyrelsesmøder 19. september og 24. september 2018.

’På baggrund af de forelagte oplysninger besluttede bestyrelsen torsdag 27. september, at Michael Valentin skulle fratræde sin stilling som adm. direktør i Akademikernes A-kasse,’ skriver Allan Luplau.

Samme dag blev Michael Valentin fyret fra topposten i landets største a-kasse med 233.000 medlemmer, som han havde haft siden 2011. Da havde han dog allerede, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, været sendt hjem flere dage forinden.

Det var den første interne revisionsundersøgelse, som fik formand Allan Luplau til at konkludere overfor tilsynsmyndigheden, at der ikke var tale om forvaltning af statens midler, noget kriminelt eller i strid med a-kassens formåls-regler.

A-kassens bestyrelsesformand Allan Luplau mente dermed ikke i første omgang, at selve årsagen til fyringen vedkom Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I et opslag på Facebook har Michael Valentin selv skrevet dette om fyringen:

'Det er klart, at en pludselig exit som min skaber spekulationer og gisninger om, hvorvidt jeg har taget af kassen eller på en ansat. Det har jeg ikke'.

Pamper-revser med høj cigarføring

Den nu fyrede direktør Michael Valentin blev kendt i offentligheden for sin hårde kritik af pamperi, fråds og høje lønninger i LO-fagbevægelsen.

51-årige Michael Valentin har været direktør for Akademikernes A-kasse siden 2011. A-kassen er med godt 233.000 medlemmer Danmarks største.

Han har samtidig været bestyrelsesformand for foreningen bag 'Folkemødet' på Bornholm. Han trak sig dog fra posten på et bestyrelsesmøde 26. november.

I 2002 - som netop afgået informationschef i HK og tidligere LO-konsulent - udgav han den opsigtsvækkende bog 'Bare det holder min tid ud'.

Den mangeårige insider, Michael Valentin, rettede dengang et skarpt angreb på de tidligere kollegaer i LO-fagbevægelsen. De blev blandt andet hudflettet for deres overflod, pamperkurser og rejser for medlemmernes penge.

Som a-kassedirektør og bestyrelsesformand for Folkemødet er han dog selv blevet kendt for store armbevægelser, høj cigarføring og glæde ved god vin.

Vinhobbyen udøves ofte i selskab med fremtrædende mediefolk, spindoktorer, kommunikationstyper, politikere og andre meningsdannere i Valentins omfattende netværk. Under årets Folkemøde på Bornholm holdt Akademikernes A-kasse således ’vinbaren’ åben hver dag fra eftermiddag til midnat.

Michael Valentin sidder i en række bestyrelser i selskaber inden for håndværk, industri og ejendomme. Derudover er han i bestyrelsen for Johan Borups Højskole samt it- og konsulentvirksomheden Groupcare. Han er også medlem af VL-gruppe 9.

Udbetalingerne fra de danske a-kasser er delvist finansieret med statsstøtte.

A-kassen har midlertidigt udpeget den nuværende vicedirektør, Britt Dyg Haun, til fungerende administrerende direktør.

Opdateret. Michael Valentin er fyldt 51 år, siden artiklen blev publiceret første gang.

De højtuddannedes a-kasse

Ifølge tal fra A-kasser.dk overhalede Akademikernes A-kasse i foråret 2018 3F som Danmarks største A-kasse.

De cirka 233.000 højtuddannede medlemmer er selvstændige og lønmodtagere fra det offentlige og private arbejdsmarked samt studerende fra universiteter og højere læreanstalter.

Akademikernes A-kasse i sin nuværende form blev etableret 1. juli 2013 ved fusionen af Akademikernes A-kasse og Ingeniørernes A-kasse.

Ved du noget, så tip os enten på sms/mms: 1224 eller på mail: 1224@eb.dk

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen