Movia overgiver sig - næsten: Sætter ruteplaner op igen

Movias bestyrelse har besluttet at bringe de trykte busplaner tilbage til de sjællandske stoppesteder. Køreplanerne kommer derimod ikke tilbage, men vil blive tilgængelige i busserne, oplyser bestyrelsens formand

Movias bestyrelse besluttede onsdag at bringe de trykte busplaner tilbage efter to uger med massiv kritik fra de sjællandske buspassagerer.

Det er dog ikke ensbetydende med, at tingene bliver som før, for køreplanerne, der viser hvornår busserne går, bliver ikke hængt op igen.

Det bliver til gengæld ruteplanerne, der viser, hvor busserne standser, forklarede bestyrelsens formand og borgmester i Hillerød kommune, Kirsten Jensen, da Ekstra Bladet mødte hende foran Movias hovedkvarter efter mødet. 

- Vi har talt i bestyrelsen om nogle af de bekymringer, der har været hos passagererne om vores køreplaner, og vi har besluttet os for at lave nogle ændringer. Vi vil for eksempel sørge for, at ruteplanerne kommer op ved stoppestederne igen, og vi vil også lægge nogle printede køreplaner ind i busserne, siger hun. 

'Et vigtigt skridt'
Beslutningen er et 'vigtigt skridt' i den rigtige retning, mener Rasmus Markussen, politisk medarbejder i Passagerpulsen, der hører under Forbrugerrådet TÆNK.

Han ærgrer sig dog over, at man ikke også har valgt også at genindføre de trykte køreplaner, når man nu var i gang. 

- Vi er glade for, at Movia har lyttet til de mange passagerer og organisationer der har kritiseret denne her beslutning og fortalt om, hvilke konsekvenser den har haft. Vi synes, det er godt, at ruteplanerne kommer op igen, men vi synes også, at man lige så godt kunne hænge køreplanerne op også. Men det her er selvfølgelig et vigtigt skridt på vejen, siger Rasmus Markussen, politisk medarbejder i Passagerpulsen.

300 siders klagesang
Grunden, til at Movia fortsat ikke vil hænge trykte køreplaner op, er ifølge trafikselskabet selv, at 'det er en bedre service' og at 'Movia samtidig sparer 1,6 mio. kroner hvert eneste år.'

Det fremgår af en pressemeddelelse på Movias hjemmeside.

For at vise Movias bestyrelse og kommunalpolitikerne, hvilke konsekvenser de manglende køreplaner har for passagererne, bad Passagerpulsen i sidste uge danskerne om at dele deres holdning til Movias kontroversielle beslutning.

Initiativet mundede ud i 1200 kritiske kommentarer, der tirsdag blev overleveret i en 300 sider lang bog til Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann.

'Det gør indtryk'
Bestyrelsesformand Kirsten Jensen forklarer, at kritikken fra de 1.200 sjællandske borgere gjorde indtryk på bestyrelsen forud for onsdagens møde.

- Det gør et indtryk på os, når der er nogen, der bliver lidt usikre på, om de nu kan få det at vide, som de har brug for. De allerfleste er jo med på deres telefon eller har forberedt sig hjemmefra, men der er stadigvæk nogen, som synes, de har brug for nogle andre informationer. Dem imødekommer vi nu med den beslutning, bestyrelsen har truffet i dag, siger hun.

Der er i alt 14.500 stoppesteder, og Movia forventer at have de sidste rutebeskrivelser oppe på stoppestederne i løbet af sommeren i år. I mellemtiden vil man som noget nyt kunne tage et print af bussens køreplan i bussens folderholder, oplyser Movia i en pressemeddelelse.

- De kommer op så snart som muligt, men vi skal jo have et firma til at sætte dem op, og der er nogle regler om, at man skal indhente nogle tilbud. Det vil vi gøre så hurtigt som muligt, og vi vil selvfølgelig prioritere de busstoppesteder, hvor der er mindst information, siger Kirsten Jensen til Ekstra Bladet.

Se også: Lader ældre i stikken: Det er en ommer, Movia

Se også: Ældre buspassagerer om Movia: - De behandler os ikke særligt godt

Se også: Turister i bus-panik: - Vi har behov for mere hjælp

Se også: Folketingspolitikere vender blikket mod Movia

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere