Mystik om DF-reklame

Ikke engang medlemmer af Dansk Folkeparti kan gennemskue budskabet i ny avisannonce fra partiet. Ekstra Bladet konsulterer pressechefen for opklaring

Dansk Folkeparti avisannonce vækker undren. Også i blandt partiets folkevalgte. Foto: Privat
Dansk Folkeparti avisannonce vækker undren. Også i blandt partiets folkevalgte. Foto: Privat

Adskillige brugere på Twitter undrer sig over, hvad budskabet egentlig er i en ny avisannonce, som Dansk Folkeparti er gået i luften med.

Annoncen viser et nærbillede af fodboldstøvler, sol og bold og ledsages af teksten, 'Vores fremtid: Der er nemlig så meget, vi skal passe på'.

Derudover står det ikke umiddelbart klart, hvad partiet ønsker at signalere.

Anne Frost, der er ledelsesrådgiver, har undrende delt annoncen på Twitter. Hendes bedst bud er, at DF opfordrer danskerne til at passe på deres fodboldstøvler, forklarer hun Ekstra Bladet over telefonen.

- Ham i forgrunden har en ren og velplejet fodboldstøvle af guld, modstanderens er af sølv. Ham der passer på sine støvler, kommer længst, lyder hendes billedanalyse.

Heller ikke i Dansk Folkeparti lader annoncens budskab til at stå lysende klart.

Søren Espersen, partiets næstformand, lader således forstå, at annoncen er af så høj kunstnerisk værdi, at den ikke skal forstås, skriver han på Twitter.

Dansk Folkeparti medieordfører, Morten Marinus, har talt for sportsnyhedernes overlevelse på DR. Men han kender ikke til, at annoncen skulle være et indspark i den debat.

Han har sin egen læsning af annoncen:

'Mon ikke mere det skal ses, som at man bør melde sig ind (i partiet, red.) for at kæmpe på samme hold for alt det, der skal passes på', skriver han over sms.

Ædel kappestrid
Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, er ansarlig for annoncen. Han sætter en stopper for spekulationerne, med denne forklaring:

'Vi bakker såmænd blot glad op om sport og den ædle kappedyst, sport er udtryk for. I det her tilfælde fodbold ovenpå verdensmesterskabet i håndbold. Vi prøver ydmygt at udtrykke, at vi har mange glæder, bl.a. boldspil, og at vi skal værne om de mange glæder, også denne', skriver han over telefonen.

Anne Frost glæder sig over, at pressechefen selv har styr på, hvad annoncen betyder.

- Det er lidt svært at se, hvordan et medlemskab af DF til 150 kroner skulle bakke op om sporten, men jeg synes, det er skønt, at de bakker op om den noble kappestrid, siger hun.

 

390 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen