I 2021 går de første larmende F35-kampfly efter planen på vingerne fra Flyvestation Skrydstrup ved Vojens, og nu har regeringen planer om at komme flyvestationens støjplagede naboer til undsætning.
Ifølge et lækket udkast til en aftale, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af, vil regeringen afsætte 230 millioner kroner til kompensation. Det er 200 millioner mere, end den tidligere VLAK-regering lagde op til.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet de bekymringer, naboerne til Flyvestationen har over flyene, som efter sigende kommer til at støje 50 procent mere end de F16-fly, som i øjeblikket letter og lander under en kilometer fra de nærmeste naboer.
Nabo efter lydprøve: F-35 bliver et rent helvede
Næstformand i grundejerforeningen Bjergvang, Thomas Jensen, bor selv 900 meter fra landingsbanen. Han er bestemt ikke imponeret over regeringens planer om støjhjælp.
- Det er ikke os, der har bedt om at blive påtvunget den støj her, så staten må acceptere, ligesom når man laver motorveje, at så skal de ud og ekspropriere nogle beboelser i området. Og det er ikke det, der er lagt op til i det oplæg, vi kan se, siger han.
Han henviser til den norske regerings beslutning om at afsætte over 1 milliard kroner til støjkompensation.
- Så kan vi jo ikke falde i svime over 230 millioner. Det er ikke engang en halv procent af det, det vil koste at have det her projekt kørende, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Vækker latter
I aftaleudkastet fra regeringen fremgår det ifølge DR Nyheder, at regeringen har planer om at inddele beboerne i området ved flyvestationen i en rød og en gul zone. I alt er omtrent 1600 husstande omfattet.
I den røde zone, som tæller 117 ejendomme, vil beboerne få tilbud om at få opkøbt deres bolig, mens både beboerne i den røde og den gule zone kan få støjisolering. Beboerne får 10 år til at bestemme sig for, hvad de vil.
Thomas Jensen og flere andre naboer, som Ekstra Bladet har været i kontakt med, er bekymrede for, at et opkøb ikke vil sikre dem den reelle værdi af deres huse.
Og udsigten til støjisolering vækker ikke andet end latter hos Thomas Jensen.
- Nu har vi jo valgt at bo i parcelhuse, fordi vi kan lide at opholde os i vores have. Man kan jo ikke lydisolere en have vel? Hele glæden ved at have en have, den bliver spoleret på grund af støj. Og det får vi ikke noget for, siger han.
Afsløring smadrede Thomas og naboernes økonomi: - Vores huse er usælgelige
Har ondt i maven
Der er ingen tvivl om, at forhandlingerne om kompensationen vil blive fulgt tæt af flyvestationens naboer. Thomas Jensen fortæller, at det er noget, der fylder for dem alle sammen.
Flere af beboerne er tæt på pensionsalderen, og det kan gøre det sværere at låne penge i banken til et nyt hus, frygter de.
- Det fylder alt for meget i vores tilværelse. Vi ved jo ikke, om vi har været købt eller solgt. Hidtil har vi været solgt, for der var jo ingen støjproblemer. Det var det, de prøvede at bilde folk ind. Det, vi beder om, er at få den reelle værdi af vores huse, siger Thomas Jensen.
En anden nabo fortæller, at hun helst vil blive boende, men at hun konstant har ondt i maven over tanken om fremtiden.
Selvom han tror, at toget er ved at være kørt, håber Thomas Jensen, at regeringen hører naboernes opråb.
Ekstra Bladet har modtaget et skriftligt svar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S). Hun beklager, at naboerne til Flyvestation Skrydstrup skal høre om aftalen i brudstykker gennem medierne, før den er forhandlet færdigt.
- Det er virkelig ærgerligt. Vi er i fuld gang med arbejdet med at aftale en støjkompensationsmodel til gavn for naboerne. Men vi er ikke færdige endnu. I regeringen har vi gjort os meget umage for at finde en fair model. Jeg synes ikke, at det er ordentligt, at borgerne skal læse om brudstykker lækket i pressen, skriver hun.