Næstformand: Min skyld at Vilhelmsen røg ud

Tidligere SF-formand smidt ud af landsledelsen for pjæk - men hun havde meldt afbud, forklarer partiets næstformand

Anette Vilhelmsen havde meldt afbud til møderne. Men næstformanden havde glemt, at der skulle kaldes en afløser ind. Foto: Claus Bonnerup
Anette Vilhelmsen havde meldt afbud til møderne. Men næstformanden havde glemt, at der skulle kaldes en afløser ind. Foto: Claus Bonnerup

SF's næstformand Tonni Hansen tager ansvaret for, at den tidligere formand Annette Vilhelmsen er blevet ekskluderet fra partiets landsledelse. I øvrigt sammen med en anden tidligere markant SF-profil, Pernille Vigsø Bagge, der er tidligere formand for partiets folketingsgruppe.

- Det er mit ansvar, at det er sket. Det undskylder jeg dybt. Jeg er rigtig ked af det. Ikke mindst på Annettes vegne. Det havde hun ikke lige brug for, siger SF's næstformand Tonni Hansen.

De to SF-kvinder blev i marts smidt ud af landsledelsen, fordi de har været fraværende på tre møder i træk. Når det sker, siger partiets love, at man automatisk ryger ud - medmindre der er bevilget orlov og indkaldt en suppleant.

Se også: Eks-SF-formand smidt ud af landsledelse

Ingen dårlige undskyldninger
Og her er det, at Tonni Hansen har bøffet i det.  Efter valgkampen i sommer, hvor Vilhelmsen blev vraget af vælgerne, havde hun brug for at komme oven på igen, forklarer han. 

- Derfor meddelte hun mig, at der var nogle møder, som hun ikke kunne deltage i, fordi hun skulle på en længere rejse. Det kunne jeg godt forstå. Jeg har selv prøvet at være i opslidende valgkampe, så det var okay. Jeg tog i mod beskeden som næstformand og havde ikke blik for, at hvis man er væk tre gange i træk, så er man automatisk ude af landsledelsen.

- Jeg skulle jo have været gået til landsledelsen og sagt; at jeg havde fået en henvendelse fra Annette - og så skulle vi have bevilget hende orlov og indkaldt en suppleant, mens hun var væk. Det har vi gjort før. Jeg gider ikke komme med dårlige undskyldninger. Selvfølgelig skal jeg også kende vores regler ... for pokker da. Det er drønirriterende, at jeg ikke er opmærksom nok, forklarer han.

Bagholdsangreb fra partifælle
Men da Annette Vilhelmsen kom tilbage fra rejsen - og deltog i et landsledelsesmøde - valgte formanden for SF på Frederiksberg, Lotte Kofoed, at rejse sagen. Hun krævede, at partiets såkaldte lovnævn skulle tage stilling til sagen.

Afgørelsen kan læses her.

- På mødet siger jeg, som jeg gør til dig; at jeg ikke har været opmærksom på den bestemmelse. Men hammeren falder, hvis ikke der er besluttet noget andet, forklarer Tonni Hansen.

- Ansvaret er mit, fordi jeg ikke har været opmærksom på vores regler om fravær. Det er jeg meget ked af. Det undskylder jeg dybt overfor Anette og Pernille Vigsø Bagge, som også har meldt afbud til mig på grund af sit kommunalpolitiske arbejde, siger han.

Til Lokalavisen Odense afviser Annette Vilhelmsen at kommentere sagen, men siger dog alligevel:

- Jeg opfatter det hele som et perfidt bagholdsangreb. Du kan citere mig for, at jeg ikke stiller op til landsledelsen igen. Andre kommentarer har jeg ikke.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lotte Kofoed.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere