Naser Khader: Lisbeth Zornig er racist

Politiker Naser Khader og debattør Lisbeth Zornig sviner hinanden på Facebook

(Fotocollage:Polfoto)
(Fotocollage:Polfoto)

Debatten om flygtninge får mange op i det helt røde felt. Det er også tilfældet for Naser Khader og Lisbeth Zornig, der har valgt at dele deres uenighed offentligt på Facebook.

Således skrev Naser Khader følgende i aftes:

- Lisbeth Zorning Andersen er naiv og racist. Lisbeth Zorning sviner mig til på facebook. Jeg kan desværre ikke kommentere på hendes facebook. Derfor endnu en opdatering, skriver han og fortsætter:

- Naiv - fordi hun ulovligt har fragtet en familie, hun ikke ved hvem er, fra Rødby over Øresund. Familien hævder, at de er syere, men jeg har lige fundet ud af, at de er palæstinensere - se vedhæft facebook - Younes Rasheed - har siden 2011, hvor han oprettede sin facebook ikke omtalt Syrien på noget tidspunkt. Derimod har han skrevet flere opdateringer om Israel-Palæstina-sagen, Jerusalem mv. Han har endda lavet en opdatering om Che Guevara, men ikke en eneste opdatering om Syrien, syrerne eller den syriske borgerkrig. Der bor palæstinensere i Syrien, men der er intet, der tyder på, at han er fra Syrien.

Han uddyber i sit meget lange opslag sin påstand om, at Lisbeth Zornig er racist på følgende måde:

- Racist - fordi hun holder fast i opdelingen DEM/OS. Er du indvandrer, så er du dømt til at være indvandrer resten af livet. Du må ikke være loyal over for dit nye hjemland, selvom du er folkvalgt her. Du skal kun være loyal over for din baggrund. Du SKAL gå ind for åbne grænser - også for plattenslagere, ellers er du 'et lille barn der kommer først til fødselsdagen og vil have kagen alene', skriver han og refererer til noget, som Zornig tidligere har skrevet på sin profil.

Se også: Zornig tog flygtninge med: Børnene sov efter tre minutter  

Ikke mere lort
Få timer senere svarede Lisbeth Zornig igen på det sociale medie og deler samtidig en artikel fra Politiken, der handler om at flere flygtninge udgiver sig for at være fra Syrien uden at være det.

- Nu gider jeg simpelthen ikke høre mere lort fra Naser. Jeg deler her hans opslag, hvor han mistænkeliggør mig og andre. Her er mit svar til ham: Jeg ved, at jeg hjalp mennesker i nød, Naser Khader. Mennesker fra dit hjemland. Et land som din familie forlod som immigranter, der søgte til bedre forhold og jobmuligheder. Ikke som flygtninge. Havde de ikke fået mulighed for at bosætte sig her og forbedre deres livsbetingelser, havde vi to ikke siddet side om side på politstudiet. Havde de ventet 35 år, var det din far, mor og dig, der stod ved grænsen til Ungarn. Eller sad i min bil. Og I sku' være så hjertens velkomne.

Se også: Zornig fik hadsk mail efter flygtninge-hjælp: Du er politianmeldt

Ekstra Bladet fik søndag morgen fat i Naser Khader, der understreger, at han i Facebook-figthen forsøger at være saglig, og at han ikke har noget personligt imod Lisbeth Zornig.

- Jeg gider ikke sådan noget personfnidder, og jeg kunne sagtens finde på at invitere hende på en kop kaffe en dag. Men jeg synes stadig, det var sådan en hellig selvtægtsmanøvre at troppe op i Rødby. Hvor fanden har hun været de seneste tre-fire år, hvor jeg som en af de eneste har gjort opmærksom på, at man skulle hjælpe flygtninge i Syrien.

Vi arbejder stadigvæk på at få en personlig kommentar fra Lisbeth Zornig.

405 kommentarer
Vis kommentarer