Naser Khaders bog trækkes tilbage - alle eksemplarer brændes

Forlaget People's Press trækker bogen Hjertet Bløder fra 2015 af folketingsmedlem Naser Khader og journalist Stig Matthiesen tilbage ifølge Weekendavisen

De konservatives Naser Khader er rystet over 'klokkeklart plagiat'. Foto: Polfoto.
De konservatives Naser Khader er rystet over 'klokkeklart plagiat'. Foto: Polfoto.

Forlaget People Press trækker bogen Hjertet Bløder fra 2015 af folketingsmedlem Naser Khader (K) og journalist samt forfatter Stig Matthiesen tilbage.

Det skriver Weekendavisen fredag.

Mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler indeholder længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.

De to forfattere strides om, hvem der har ansvaret for afskriften.

Kreativ direktør Jakob Kvist, People's Press, mener, at der kun er et at gøre, fordi omfanget af afskrift er så stort.

- Det er en ren tilståelsessag. Vi er skyldige i uagtsomt intellektuelt tyveri, og det er vi meget kede af. Jeg bøjer mig i støvet for dokumentationen.

- Vi trækker bogen tilbage med det samme og brænder, hvad der er tilbage af den, siger han til Weekendavisen.

Se også: Retssag mod koranafbrænder giver uenighed i regeringen

Kopieret fra wikipedia
Et kapitlerne handler om arabiske heste, hvor der er sammenfald med wikipedias opslag på engelsk.

'Op gennem historien er araberheste blevet spredt over hele verden, som gaver, gennem krig og i handel. De er blevet brugt til at forbedre andre racer for at tilføre dem hastighed, udholdenhed og stærke ben, står der i Khaders bog.

'Throughout history, Arabian horses have spread around the world by both war and trade, used to improve other breeds by adding speed, refinement, endurance, and strong bone,' står der på wikipedia.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Weekendavisen har lavet en liste på 31 sider med alle eksemplerne på plagiering, som du kan læse her.

Se også: Khader på Assads liste: 'Du kommer i hakkemaskinen'

Khader er rystet
I en mail til Weekendavisen skriver Naser Khader, at han er 'meget rystet' over dokumentationen, som han kalder 'klokkeklart plagiat'.

I et telefonopkald til Weekendavisen uddyber han:

- Jeg blev interviewet 15-20 gange til bogen, og så skulle Stig Matthiesen føre pennen.

- Hver gang vi havde talt om et emne, sendte jeg nogle litteraturhenvisninger til ham, og 2-3 måneder senere fik jeg manuskriptet, læste det og sagde god for det.

Den forklaring afviser Stig Matthiesen overfor avisen.

- Jeg har ikke oversat ét ord fra engelsk til dansk. Alt, hvad der er kommet i 'Hjertet Bløder', kommer fra Naser. Enten har jeg hørt ham holde foredrag, han har skypet fra Washington, eller han har sendt mig tekster på dansk.

- Altså ikke en eneste indholdsmæssig tilføjelse fra min side til Nasers talte ord eller fremsendte materiale, siger Stig Matthiesen.

Forlaget People's Press har set sig nødsaget til at trække bogen tilbage på grund af den omfattende dokumentation.

205 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere