Navne-gakgak: Spare-styrelse skifter navn for 183.000

Det koster skatteyderne 183.000 kroner, at Moderniseringsstyrelsen har skiftet navn til Økonomistyrelsen

'Skatteborgernes penge skal bruges klogt, så borgerne får mest mulig kvalitet for pengene.'

Sådan lyder et af Økonomistyrelsens såkaldt 'strategiske mål' for sit arbejde.

Alligevel regner styrelsen med at bruge 183.000 kroner på at skifte navn, så den ikke længere hedder Moderniseringsstyrelsen.

Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået.

Spare-styrelsens udgifter består blandt andet i at få lavet et nyt logo og nye mailadresser.

- I forbindelse med navneskiftet har vi prioriteret de nødvendige administrative og tekniske ændringer som fx nye mailadresser og auto-signaturer til vores 300 medarbejdere, tilpasning af logo, Word-skabeloner og adgange til it-systemer, oplyser Økonomistyrelsen til Ekstra Bladet.

Styrelsen gør samtidig opmærksom på, at regningen på de 183.000 kroner baserer sig på et skøn. Den samlede regning for sidste uges navneforandring er ikke endeligt gjort op.

Moderniseringsstyrelsen fik sit navn i 2011 under den daværende finansminister Bjarne Corydon (S).

Men den blev altså delvist slagtet igen af den nuværende statsminister Mette Frederiksen, da hun trådte til i 2019.

Hun var især utilfreds med Moderniseringsstyrelsens rolle under overenskomstforhandlingerne i 2018.

Ikke første gang

Det er ikke den første navneforandring under den nye regering, der koster skatteyderne et seks-cifret beløb.

Kort efter valget ændrede 'Energi-, Forsynings og Klimaministeriet' nemlig navn til 'Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet'.

Altså nøjagtig de samme bogstaver, blot placeret i en lidt anden rækkefølge.

Regningen for den staveplade-øvelse lød på 141.546 kroner.

Her valget man også at bruge penge på nye kuverter og visitkort til i godt 20.000 kroner.

Økonomistyrelsen har derimod - i hvert fald i første omgang - fravalgt at sætte penge af til kontorartikler som kuverter og kuglepenne, fordi man kun køber den slags, 'hvis det er nødvendigt,' understreger styrelsen over for Ekstra Bladet.

79 kommentarer
Vis kommentarer