Navneforbud hævet i svindelsag til 37 millioner

Den tidligere avisomdeler og taxachauffør Torben Wulff Dileng finansierede - ifølge anklagemyndigheden - sit luksusliv i USA med millionsvindel mod Skat

Efter udrejsen med familien til USA brugte Torben Wulff Dileng især tiden på golf, hvor han spillede 92 turneringer fra 2010 til 2015. Det blev til flere sejre, afslører spillerstatistikken. Han nægter sig skyldig og forklarer, at de mange millioner stammer fra pokergevinster.
Efter udrejsen med familien til USA brugte Torben Wulff Dileng især tiden på golf, hvor han spillede 92 turneringer fra 2010 til 2015. Det blev til flere sejre, afslører spillerstatistikken. Han nægter sig skyldig og forklarer, at de mange millioner stammer fra pokergevinster.

Østre Landsret har hævet navneforbuddet mod 47-årige Torben Wulff Dileng i sagen om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner.

Det oplyser dommer Gerd Sinding ved Retten i Glostrup, hvor straffesagen behandles.

Hidtil har det kun været tilladt at nævne navnet på den ene af de to tiltalte, nemlig den 68-årige tidligere skattemedarbejder Sven Jørgen Nielsen.

Politik Sigtet i skattesag: Brugte millioner i golfparadis

De to mangeårige venner er tiltalt for i fælleskab at have svindlet Skat for 37,4 millioner kroner i 2007 - og risikerer op til otte års fængsel.    

Sagens anklagere har dokumenteret, hvordan cirka 40 millioner kroner i perioden 2004-2011 er blevet overført til Torben Wulff Dilengs konti i USA og Danmark via banker i Litauen og Caribien. Derudover blev cirka to millioner kroner overført til Sven Jørgen Nielsen, som arbejdede med udbetaling af netop udbytteskat.

Sådan blev Skat snydt

Skat har udbetalt mere end 12,3 milliarder kroner til folk bosat i udlandet, som har udnyttet et hul i Skats kontrol.

Det drejer sig svindel med forfalskede aktieudbytter, hvor selskaber i udlandet har søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

I mange lande skal selskaber ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

Hidtil har det kun været fremme, at svindlen begyndte i 2012.

Men den 'lille udbytteskattesag' viser, at bagmandspolitiet nu mener, at det allerede begyndte i 2007.

Ifølge sigtelserne, har en central medarbejder i Skat tilsyneladende spillet en vigtig rolle lige fra begyndelsen.

Torben Wulff Dileng havde indtil 2004 et nødlidende avisomdeler-firma i Danmark - og har siden bl.a. kørt taxa. Alligevel er millionerne altså væltet ind på hans konti - og det har været muligt for ham at investere i tre millionvillaer i USA til en samlet værdi af knap 20 millioner kroner.

Han har selv forklaret, at pengene primært stammer fra gevinster i private pokerturneringer i USA og Canada - og for et mindre beløbs vedkommende et lån fra en caribisk bank, som i dag er gået konkurs. Torben Wulff Dileng har dog i retten afvist at uddybe, hvem han har spillet poker med - og hvor.

Se også: Tiltalt afviser at svare anklager om svindel med skat

Ifølge anklagemyndigheden stammer pengene fra svindel med udbytteskat via Torben Wulff Dilengs selskab DEE Investment i det caribiske skattely Dominica.

Ifølge anklagemyndigheden blev i 2004 for første gang udbetalt cirka 11,6 millioner kroner i refusion af udbytteskat til et selskab ved navn DEE Investment i Belgien.

Senere i 2007 blev der overført yderligere 37,4 millioner kroner til Torben Wullf Dilengs selskab DEE Investment. Det første beløb er dog ikke med i anklagen mod Torben Wulff Dileng, hvilket formentlig skyldes forældelse og mystik om det belgiske selskab.

Ifølge anklagemyndigheden har Sven Jørgen Nielsen modtaget flere millioner i bestikkelse for at have hjulpet Torben Wulff Dileng med at indtaste falske oplysninger i Skats systemer, så pengene kunne blive udbetalt til vennens selskab DEE Investment i Caribien.

Både Sven Jørgen Nielsen og Torben Wulff Dileng nægter sig skyldige i alle anklager.

I dag skal to af Torben Wulff Dilengs gamle venner vidne i retten. De er indkaldt af Sven Jørgen Nielsens forsvarer Lars Henriksen for at forklare hvorfor - og hvordan - de tilsyneladende har lånt eller fået tilsammen knap 800.000 kroner fra deres ven Torben Wulff Dileng.

Det første vidne er dog ikke mødt op i retten.

Se også: Skrev fupbrev om udbytteskat til medanklaget ven: - Det var bare for sjov

Tidslinje: Den vilde svindel-sag

2006: Ifølge Bagmandspolitiet overfører den 47-årige udenlandsdansker 130.000 kr. til Sven Jørgen Nielsens konto i Nordea. Overførslerne fortsætter til og med 2009, så der i alt overføres 1,7 mio. kr. Pengene bliver aldrig selvangivet.

2007: De to sigtede bedrager, ifølge Bagmandspolitiet, statskassen for 37,4 mio. kr. i såkaldt udbytteskat, som i 14 portioner overføres til den 47-åriges caribiske selskab i skattely.

Den 47-årige køber en luksusvilla for 6,1 mio. kr. i en amerikansk sydstat – og begår ifølge Bagmandspolitiet skattesnyd for 716.000 kr., der stammer fra udenlandsk aktieudbytte.

Ifølge Bagmandspolitiets sigtelse fortsætter udenlandsdanskeren med denne praksis til og med 2009. Han underdrager dermed samlet statskassen for 3,3 mio. kr.

2010: Den nu 47-årige bliver udenlandsdansker, flytter til USA og køber en pragtvilla til 13 mio. kr.

2011: Sven Jørgen Nielsen kommer i søgelyset hos Bagmandspolitiet og Skat. Myndighederne har opdaget pengeoverførslerne fra vennen.

2012: Svindlen med udbytteskat tager fart. Den nu 68-årige fortsætter i sit job.

Frem til 2015 bliver den danske stat svindlet for 12,3 mia. kr. af et netværk, hvor den britiske statsborger Sanjay Shah mistænkes som hovedmand.

2013: Skatteankenævnet afgør, at Sven Jørgen Nielsen har ’forsømt at betale skat’ og har handlet ’groft uagtsomt’ med sin private selvangivelse. Alligevel fortsætter han i sit job.

2014: Skat har bedt de amerikanske myndigheder om at opkræve 16,6 millioner kroner hos den 47-årige udenlandsdansker. Han nægter at betale. Året efter rejser han sag ved en amerikansk domstol. Han anfægter, at USA kan opkræve hans skattegæld til Danmark, men taber sagen i 2016.

2015: Sven Jørgen Nielsen flytter til Sverige. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen fra Skatteankenævnet.

I august afsløres det, at Skat er blevet svindlet for 12,3 mia. kr.

Sven Jørgen Nielsen bortvises og sigtes i sagen om udbytteskat.

2016: Sven Jørgen Nielsen afviser i en DR-dokumentar, at han bevidst har medvirket til svindel. Han erkender et venskabeligt forhold til en central person i den store sag om de 12,3 mia. kr.

2017: 23. maj anholdes den 47-årige i Københavns Lufthavn. Tre dage senere anholdes Sven Jørgen Nielsen i Sverige. Begge sidder nu varetægtsfængslet.

2017: Politiken skriver, at Bagmandspolitiet har sigtet to personer med bopæl i USA i sagen om svindel med refusion af udbytteskat for mere end 12 milliarder kroner.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen