Navneforbud ophævet: Britta Nielsens døtre sigtet for hæleri

Alle Britta Nielsens tre børn er medsigtede i sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. I dag blev navneforbuddet for døtrene ophævet

Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5. (Foto/video: Discovery Networks)

Byretten har nu efter anmodning fra Ekstra Bladet ophævet navneforbuddet for de to medsigtede kvinder i sagen om svindel mod Socialstyrelsen for 111 millioner kroner. Dermed er det nu muligt at beskrive deres relation til sagens hovedmistænkte.

Der er tale om Britta Nielsens to døtre, Nadia Samina Hayat på 31 år og Karina Jamilla Hayat på 34 år, der i forlængelse af ophævelsen af navneforbuddet medvirker i et eksklusivt interview om sagen i programmet ‘Brittas døtre taler ud', der sendes på Kanal 5 klokken 21 i aften.

De er i lighed med Britta Nielsens 38-årige søn mistænkt for groft hæleri, der kan give op til seks års fængsel. Det betyder, at de to døtre ifølge politiet har været med til at bruge pengene fra det formodede svindelnummer.

Den 31-årige kvinde og Britta Nielsen har brugt millioner af kroner på datterens karriere som rytter og hesteopdrætter.

Den ældste datter
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at politiet har beslaglagt en andelslejlighed i Hvidovre, som tilhører Britta Nielsens ældste datter, Jamilla. Den 34-årige kvinde ejer desuden et haveforeningshus på Vestegnen.

Efter familiens første rejse til Sydafrika i 2006 stiftede datteren i august samme år en virksomhed, der handlede med afrikansk brugskunst. Ifølge Ekstra Bladets kilder var planen at importere varelageret i containere med skib fra Sydafrika.

Senere skiftede virksomheden branche og blev til en fastfood-butik få husnumre fra barndomshjemmet på Hvidovrevej 104 - men blev lukket ned ved udgangen af 2012. På det tidspunkt studerede den ældste datter ved CBS i København.

De to døtre er opvokset i familiens parcelhus i Hvidovre sammen med deres bror, 38-årige Jimmy, der blev anholdt i Sydafrika for et par uger siden, da han var på vej ud af landet.

Han kom sammen med den svindelsigtede mor Britta til Danmark i sidste uge og sidder lige nu varetægtsfængslet sigtet for grov hæleri.

Jimmy Hayat er konkret sigtet for at have modtaget værdier, herunder ejendomme og penge, fra den hovedmistænkte Britta Nielsen for mindst 3,66 millioner kroner.

Uskyldige
Christian Bjerrehuus, der er forsvarer for Samina Hayat, fortæller, at det er Britta Nielsens døtre, der af egen drift har ønsket at stille sig frem og medvirke i et kritisk interview på Kanal 5.

- Nu har de gået i en måneds tid og set alt, hvad der er skrevet om dem og deres familie, hvad folk har gættet sig til, og hvad der har været af fordomme om dem. Og der tror jeg, at de er nået til et punkt, hvor de for det første ikke har noget at skjule, og nu vil de gerne tage bladet fra munden og fortælle deres version.

- Hvad er det, de ikke mener er fortalt?

- Indtil videre har denne sag kun været omtalt fra en side – hvad politiet, ministeriet og anklagemyndigheden har oplyst. Og det er klart, at når de har set på det i en måned, så tror jeg, at de er nået til det punkt, at i og med de som sagt ikke har noget at skjule, så har de valgt at stille op til et interview, hvor de kan spørge dem om hvad som helt.

Advokat Peter Secher, der er forsvarer for Jamilla Hayat, understreger, at hans klient nægter sig skyldig.

- De døtre aner ikke, at deres mor har bedraget dem. De er lige så overraskede som alle andre, og hvis det skal frem, så er vi nødt til at ophæve navneforbuddet, så de kan forklare sig,

- Min klient nægter sig skyldig. Hun har ikke haft noget kendskab til, hvad hendes mor har gjort. Jeg tror også, det er de færreste mennesker, som har et meget intimt forhold til deres mors økonomi.

- Har hun ikke spurgt til de mange penge?

- Hun har i hvert fald fået en forklaring.

Peter Secher kritiserer samtidigt politiets håndtering af sagen:

- Der er ikke formuleret en konkret sigtelse mod døtrene, så de er i den ubehagelige situation, at de ikke ved, hvad politiet mener, at de har gjort galt.

- Jeg har gentagne gange bedt anklagemyndigheden om at specificere sigtelsen, og det har de ikke fundet anledning til. Det mener jeg er en overtrædelse af retsplejeloven og den europæiske menneskeretskonvention,

Bagmandspolitiet ønsker ikke at oplyse den konkrete sigtelse til Ekstra Bladet.

Pressemedarbejder Simon Gosvig fortæller dog, at sigtelsen kom tidligt i sagen blandt andet for at give de mistænke rettigheder til for eksempel en advokat.

– Senere vil vi justere sigtelsen og tage stilling til, om der skal rejses en straffesag, siger han.

1 af 2 Den svindelsigtede Britta Nielsen kan trække alle sine tre børn med i fængsel, hvis de bliver dømt skyldige i hæleri. Foto: Phill Magakoe/AFP/Ritzau Scanpix
2 af 2 Britta Nielsens døtre, Jamilla og Samina Hayat, vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften. Fotokredit: Discovery Networks Danmark

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere