Nej-partier skændes om Europol: Sku' Løkke også opklare Palme-mord?

Statsministeren skulle have sikret en dansk Europol-aftale, mens landene forhandlede om en britisk EU-aftale, mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten

EU-landenes ledere sad i overført betydning med en pistol for panden under 40 timers forhandlinger om en britisk særaftale.

Der skulle findes en løsning på en række britiske krav, og den tilspidsede situation skulle den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udnytte til Danmarks fordel.

Løkke skulle have sikret den danske Europol-aftale, som var så meget til debat under folkeafstemningen i december, mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten, som stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet.

- Jeg tror helt sikkert, at vi kunne have fået en dansk Europol-aftale, fordi alle lande skulle være enige. Hvis Danmark havde krævet noget, så er jeg overbevist om, at vi havde fået det.

- Det ville jeg have gjort, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth til Ekstra Bladet.

Se også: Cameron hånes efter EU-aftale: Pisses ned ad ryggen

Hvad med Palme-mordet?
Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted er enig i den betragtning, og det kom til en konfrontation med et andet nej-parti på Twitter.

Liberal Alliances EU-ordfører Christina Egelund var langt fra enig med sin tidligere allierede.

- Lars Løkke og co kunne også godt lige have opklaret mordet på Oluf Palme i nat, skriver hun på Twitter.

Det blev som bekendt et dansk nej ved folkeafstemningen om at skifte retsforbeholdet ud med en tilvalgsordning. Derfor ryger Danmark ud af Europol i 2017, hvis ikke regeringen får en særaftale i hus.

Ja-partierne advarede i valgkampen om, at en særaftale ville blive svær at få igennem, men nu synes de to nej-partier, at Lars Løkke skulle have brugt muligheden ved EU-aftalen.

- Jeg kan forstå, at statsministeren er en gentleman, som ikke ønsker at udnytte den slags, og så må han selv stå med ansvaret, hvis han ikke leverer senere, siger DF's Kenneth Kristensen Berth.

Se også: Kommentator: Løkkes resultat i EU ikke prangende

Æbler og pærer
- Men EU-aftalen har jo intet med dansk medlemskab af Europol at gøre. Er det ikke at blande tingene sammen?

- Jo, men nogle gange, når man blander æbler og pærer, så kan det faktisk give en meget god smag til sidst, siger han.

Briterne fik sin aftale i hus på EU-mødet, og det er nu op til det britiske folk, hvorvidt den er god nok til, at Storbritannien skal blive i EU.

Se også: S og DF håber på et britisk ja til EU-aftale

Se også: Løkke: EU-aftale beskytter dansk børnecheck

334 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere