Nikita på Folkemødet: Jeg tjener penge på at være pæn

Under en debat på Folkemødet på Bornholm, forklarer Nikita Klæstrup, hvordan hun har lært at tjene penge på sit udseende, og den opmærksomhed hun får

Nikita Klæstrup gav svar på tiltale på Ekstra Bladets scene ved årets folkemøde, da hun debatterede med Louise Elly Meyer (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Nikita Klæstrup gav svar på tiltale på Ekstra Bladets scene ved årets folkemøde, da hun debatterede med Louise Elly Meyer (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

- Jeg har kapitaliseret på det. Jeg tjener penge på at være pæn, og folk har vildt meget i mod det.

Sådan lyder det fra den omdiskuterede ungdomspolitikker Nikita Klæstrup under en debat med Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro og Louise Elly Meyer på Folkemødet på Bornholm.

Udmeldingen kommer efter, at Karen Bro spørger, hvordan Nikita Klæstrup tjener penge.

- I toner ikke ned på det lyserøde hår og den røde læbestift for at få jeres budskaber igennem. I bruger jeres udseende og image til at komme frem. Nikita er en forretning, hvordan kører du den forretning?

Og Nikita Klæstrup er ikke bange for at fortælle om sin forretningsmodel.

- Folk fik en interesse i mig på grund af den måde jeg ser ud. Det førte til mange følgere på min Instagram-profil og min blog. Det er sådan det fungerer. Hvis man har mange følgere, er der firmaer, der vil betale penge for, at jeg viser deres ting frem, forklarer hun.

På spørgsmålet om hvorvidt Nikita Klæstrup tænker over sit brand og sit omdømme, når hun reklamerer for virksomheder og deres produkter, forklarer hun, at hun ikke siger ja til hvad som helst.

- Jeg går meget op i, hvad jeg reklamerer for. Jeg reklamerer aldrig for noget, jeg ikke kan stå indenfor, siger hun.

Nikita Klæstrup er udover sin blog og Instagram-profil også kendt som en kvinde, der blander sig i samfundsdebatten og gerne diskuterer kvinders rettigheder, men de to ting kan ikke gå hånd i hånd, mener debattør Louise Elly Meyer.

- Jeg er bange for, at der går lipgloss i den, at man underminerer det, der er bygget op, (rollen som seriøs debattør, red.) ved at tale om makeup og hårpleje. Det er med til at nedbryde noget, som er vigtigt, siger hun.

Men Nikita Klæstrup mener ikke, at hun er med til at nedbryde noget. Tvært i mod.

- Jeg er med til at lade kvinder bryde ud af de kasser vi ofte sættes i. Folk tror ikke, at man både kan have en holdning til BNP og hårprodukter, men det kan man godt, understreger hun.

Debatten blev styret af Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Debatten blev styret af Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)