De kolde måneder bliver uden varmecheck til nødlidende danskere, der er ramt af høje energipriser.
Klima- og energiministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at 'lovforslaget bliver fremsat i Folketinget 6. april'. Men loven forventes først vedtaget i maj.
'Alt efter hvordan Folketinget tilrettelægger processen ventes loven vedtaget i maj,' oplyser ministeriet i et skriftligt svar.
Varmechecken var ellers 'akut' og skulle 'udbetales hurtigst muligt', står der i aftalen mellem regeringen, støttepartierne, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet.
Måske længere
Men nu kommer frysende danskere til at mærke maj-solen, før varmechecken kan lune i økonomien.
Faktisk kan vi komme helt ind i sommeren, før varmechecken udbetales.
'Først når loven er vedtaget har ministeriet hjemmel til at behandle det data, der skal bruges til udbetaling,' oplyser ministeriet.
'Udbetalingen af varmechecken sker hurtigst muligt derefter.'
'Må sidde og fryse'
Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) er ellers klar over, at der er danskere, som 'er truet på at skulle gå fra hus og hjem – eller måske må sidde og fryse'.
- Det er vi nødt til at gøre noget ved, sagde Dan Jørgensen, da varmechecken blev præsenteret 11. februar.
Varmechecken på sammenlagt en milliard kroner forventes udbetalt til omkring 320.000 husstande med en indkomst under 550.000 kr. om året efter AM-bidrag.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med Dan Jørgensen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fem partier hen over midten af dansk politik vil afskaffe det danske forsvarsforbehold. Hør Joachim B. Olsens analyse af situationen i Ekstra Bladets podcast 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app.