Nødråb fra slidte danskere: Jobbet ødelægger vores krop

Læserstorm efter historie om nedslidt brolægger. Danskere tror ikke på længere og længere arbejdsliv uden mulighed for førtidspension

Ekstra Bladet skrev i mandags om brolæggeren Per på 56, der kun tror på, at kroppen kan holde to år mere på arbejdsmarkedet.

Siden er det strømmet ind med henvendelser fra adskillige af Ekstra Bladets læsere. Og beskeden er klokkeklar:

Claus Hjort Frederiksen og regeringen skal holde fingrene fra folkepensionen. Og Mette Frederiksens førtidspensionsreform, der gør det svært at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid, får hårde ord med på vejen.

Se også: Da Mette svigtede de svage

Fælles for dem alle er, at de føler sig så nedslidt, at de umuligt kan se sig selv på arbejdsmarkedet længere end de allerede har udsigt til.

Her kan du møde Henrik, Jacqueline, der begge er unge og slidt ned til sokkeholderne - og Karsten, der ikke tror på, at han holder til det sidste stræk på arbejdsmarkedet.

 

Henrik Hilleborg, brolægger, 33 år, fra Glyngøre ved Limfjorden:

 

- Min krop er allerede ødelagt nu. Jeg fik et ordentligt smæld i ryggen allerede i min læretid i 1999, så jeg er overbevist om, at jeg ikke når pensionsalderen, fortæller brolæggeren, der også døjer med dårlige håndled og smerter i skuldre og knæ.

- Så du er på medicin for at kunne passe dit arbejde?

- Ja, hver anden eller tredje måned modtager jeg en ny sending fra apoteket.

- Hvorfor bliver du i dit erhverv?

- Der er ingen mulighed for at blive omskolet. Så skal jeg på SU. At gå ned til 5000 kr. om måneden med en familie, det kan ikke lade sig gøre, siger Henrik, der har to drenge.

- Jeg kan ikke få hjælp nogen steder før min krop er så ødelagt, at jeg ikke kan noget som helst. Først dér kan jeg få efteruddannelse uden at skulle ned på SU.

- Stoler du på politikerne vil tage hånd om dig, når du bliver gammel?

- Nej, ikke det mindste.

- Hvorfor?

- Hver gang de taler om at tage hånd om det, så går de udfra deres statistikker over alle, der arbejder i Danmark. De glemmer at se på hvilke erhverv, vi er i.

 

Jacqueline Rydder, postbud, 29 år, fra Roskilde:

 

- Jeg ved med 100 procents sikkerhed, at jeg ikke være på arbejdsmarkedet, til jeg fylder 68. Jeg er 29 år og arbejder hos Post Danmark, det har jeg gjort i ni år nu. Jeg døjer allerede med dårlig ryg, en hofte der driller og begyndende slidgigt i tre fingre! Alt dette på kun 9 år!

- Men politikerne vil have, at du skal blive på arbejdsmarkedet, til du er 68...

- Det kan de glemme. Os med et fysisk hårdt arbejde kan ikke arbejde til vi er 68 år, vi bliver hurtigere slidt ned end dem med stillesiddende jobs. Det kan vores politikere bare ikke forstå! De skal være velkomne til at komme med mig på job en dag, så kan de prøve et fysisk hårdt job og selv mærke, hvad det gør ved kroppen.

- Hvad er din plan, hvis du ikke kan blive på arbejdsmarkedet?

- Ja, det er jo snart umuligt at få førtidspension eller en anden hjælp, hvis man bliver nedslidt. Det har de jo også begrænset, mens vi samtidig skal blive på arbejdsmarkedet, til vi er gamle. Det holder ikke.

 

Karsten Petersen, trælastmedarbejder, 57 år, fra Ringkøbing:

 

- Jeg kommer ikke til at være på arbejdsmarkedet, til jeg er 67. Jeg er 57 år, har knogleskørhed, hvilket har ødelagt fire ryghvirvler og har desuden astma og diabetes.

- Men kan du ikke finde et job, der ikke er så fysisk krævende?

- Nej. Jeg er også blevet næsten blind på det ene øje. Men jeg SKAL arbejde 10 år endnu. Det kan jeg bare ikke.

492 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere