Efter adskillige ugers fodslæben er en ny regering alvorligt på trapperne.
Det forlyder fra adskillige kilder i flere partier.
Som landet ligger, bliver kernen i den nye regering Socialdemokratiet og Venstre.
Men de to store gamle magtpartier kan meget vel få selskab, lyder det nu fra flere kilder.
Moderaterne og Radikale Venstre er i skrivende stund så langt inde i varmen, at flere kilder forventer, at de også er med, når den nye regering formentlig bliver præsenteret i begyndelsen af næste uge. Måske allerede søndag.
Ikke alle kilder med kendskab til forhandlingerne forventer, at det kommer til at gå helt så hurtigt. Men de optimistiske toner siger alt om, hvor langt forhandlingerne er fremme.
Det er bemærkelsesværdigt, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne nærmer sig en plads i regeringen.
Løkke har selv været ude og noget nær afskrive sig regeringsdeltagelse, men i denne uge har han gjort en form for comeback.
Både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen har et forklaringsproblem, hvis de danner en regering sammen. Ikke desto mindre er det højst sandsynligt netop det, der snart kan ske, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup, som kalder det historisk
Dybt i øjnene
Venstre-toppen har været ivrige efter at holde Løkke ude i kulden. På den måde håbede man, at projektet Moderaterne ville afskalle over tid.
Men der lyder nu nye toner fra Venstre, som ser ud til at være villige til at lukke Moderaterne ind i regeringen.
- Det vil være for dyrt at have dem udenfor, og det vil sikre mere stabilitet, hvis vi har dem med. Det er alt på et bræt nu, som en Venstre-kilde konstaterer.
Ellemann og Løkke kigger angiveligt hinanden dybt i øjnene på Marienborg. Især Ellemann skal finde ud af, om han kan arbejde sammen med Løkke.
Det er ingen hemmelighed, at følelserne i Venstre for Lars Løkke har kunnet ligge på et meget lille sted de seneste par år, siden Løkke først blev væltet i Brejning og siden forlod partiet og stiftede Moderaterne.
Der har fra topfolk i Venstre været tale om uindpakket had. Men følelserne er altså lagt hylden til fordel for en pragmatisk kurs.
Hos Socialdemokratiets top vandt Lars Løkke Rasmussen ingen venner, da han barslede med sidegadeforhandlinger og forsøgte at lokke et af de to grønlandske folketingsmedlemmer over i blå blok kort tid efter valget.
De VIL med
Men den tidligere statsminister er altså blevet taget til nåde så langt, at det her i slutfasen reelt er op til Venstre-toppen, om de kan leve med Moderaternes regeringsdeltagelse, lyder det fra den socialdemokratiske lejr.
Det hører imidlertid med til billedet, at det ikke vil være uden konsekvenser, hvis Moderaterne og de radikale i 11. time bliver holdt ude af en regering. I begge partier lyder det nemlig, at prisen for at bakke op om regeringen i så fald vil stige ganske gevaldigt.
Fredag formiddag har Lars Løkke da også udsendt en optimistisk opdatering på Facebook, der antyder, at der er gode ting i vente i Løkkes politiske tilværelse.