Nu er det helt slut: Helle skal redde verdens børn

Helle Thorning-Schmidt forlader børnehaven på Christiansborg for at blive direktør i Save The Children International med hjemsted i London

Ka' I ha' det rigtigt godt. Nu tager jeg ud og redder verdens børn, kunne Helle Thorning-Schmidt godt have sagt, da hun genså dette billede, der er taget, da hun i juli sidste år gik af som S formand. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Når Helle Thorning-Schmidt stiller op i Fællessalen på Christiansborg for at sige farvel til politiske venner og fjender, så kan hun se tilbage på 17 år i dansk politik, hvor hun godt kunne have brugt en person, der kunne have reddet hende fra flere af de barnagtige ting, hun har været udsat for.

Hvis hun i 1999 kunne have set i glaskuglen, hvad hun skulle igennem de næste 17 år, er det muligt, at hun allerede dengang ville have søgt job i Save The Children International (Red Barnets internationale afdeling med hovedkvarter i London, red.), hvor hun skal være direktør fra 1. april.

Helle Thorning-Schmidt var stort set ukendt, da hun i 1999 stillede op som nr. 6 på den socialdemokratiske liste til Europa Parlamentsvalget 10. juni samme år.

De fire øverste på listen var mænd - Torben Lund, Niels Sindal, John Iversen og Freddy Blak.

Støttet af Ritt
Det irriterede den daværende EU-kommissær Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard spillede en stor rolle, da Helle Thorning-Schmidt i 1999 blev valgt til Europa Parlamentet. Siden kølnedes deres forhold. (Foto: Jens Dresling)
Ritt Bjerregaard spillede en stor rolle, da Helle Thorning-Schmidt i 1999 blev valgt til Europa Parlamentet. Siden kølnedes deres forhold. (Foto: Jens Dresling)
 
Hun samlede en kreds af aktive kvinder med hende selv, Helle Virkner Krag, forfatteren Hanne Vibeke Holst og sangeren Anne Dorthe Michelsen i spidsen til et møde på Cafe Amokka i København, hvor de fortalte om deres utilfredshed med den mandsdominerede socialdemokratiske liste.

Derfor anbefalede Ritt Bjerregaard, at danskerne skulle stemme på Helle Thorning-Schmidt.

De to fik siden et anstrengt forhold til hinanden, og det blev ikke bedre af, at Ritt Bjerregaards mand, historikeren Søren Mørch, betegnede Helle Thorning-Schmidts år i dansk politik som ligegyldige.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra Ritt Bjerregaard om Helle Thorning-Schmidts farvel til dansk politik, men Ritt Bjerregaard ønsker ikke at udtale sig.

Gucci Helle
Ved EU valget i 1999 blev Helle Thorning-Schmidt valgt på den socialdemokratiske liste sammen med Torben Lund og Freddy Blak, og det kom ikke til at gå stille for sig.

Det var eksempelvis Freddy Blak, der døbte Helle Thorning-Schmidt til ’Gucci Helle’, fordi hun havde smag for dyre tasker og tilsvarende tøj.

Helle Thorning-Schmidt tabte kampen om at blive opstillet i 9. kreds Amager i 2003 til det nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Lars Weiss. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Helle Thorning-Schmidt tabte kampen om at blive opstillet i 9. kreds Amager i 2003 til det nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Lars Weiss. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
 
Den beskrivelse af hende kom til at koste hende dyrt, da hun i slutningen af 2002 forsøgte at blive folketingskandidat i 9. kreds på Amager, hvor hun tabte til Lars Weiss, der i dag er medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Helles profil og Amager
11 ud af Amagerkredsens 13 bestyrelsesmedlemmer gik imod Helle Thorning-Schmidts opstilling.

– De påstod, at jeg ikke kunne få stemmer på Amager med min profil. Som om der skulle en bestemt profil til på Amager. Sådan opfatter jeg det ikke. Vi skal netop være det brede parti, som kan have mange forskellige profiler, der kan vinde stemmer. Derfor er det strategisk helt forkert, at man ikke vil have en, der ikke ligner en traditionel socialdemokrat, sagde Helle Thorning-Schmidt til Politiken i begyndelsen af januar 2003.

Bødskov og Sass
Helle Thorning-Schmidt blev senere opstillet på Østerbro, hvor hun blev valgt til Folketinget 8. februar 2005.

Det var efter det valg, at Socialdemokraternes daværende formand Mogens Lykketoft trådte tilbage.

Det åbnede chancen for Helle Thorning-Schmidt, der først sagde ja til at stille op, da de to tidligere ministre Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen havde sagt fra.

Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen har stået bag Helle Thorning-Schmidt siden hun blev valgt til S formand i 2005. (Foto: Jens Dresling)
Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen har stået bag Helle Thorning-Schmidt siden hun blev valgt til S formand i 2005. (Foto: Jens Dresling)
 
Helle Thorning-Schmidt blev bl.a. bakket op af Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen i formands valgkampen mod Københavns nuværende overborgmester Frank Jensen, og 12. april 2005 kunne Helle Thorning-Schmidt på et møde i Vega i København lade sig hylde som ny formand for partiet.

Corydon til tops
Hendes sejr skabte nervøsitet blandt de ansatte i partiet, hvor Bjarne Corydon havde støttet Frank Jensen, men Helle Thorning-Schmidt holdt fast ved ham, og efter valget i 2011 udnævnte hun ham til finansminister.

Tidligere finansminister Bjarne Corydon fik en stor krammer af Helle Thorning-Schmidt ved hendes 10-års jubilæum som partiformand i april sidste år. (Foto: Jens Dresling)
Tidligere finansminister Bjarne Corydon fik en stor krammer af Helle Thorning-Schmidt ved hendes 10-års jubilæum som partiformand i april sidste år. (Foto: Jens Dresling)
 
Helle Thorning-Schmidts første år som partiformand var meget turbulent. Hun havde fra start udnævnt Norddjurs nuværende borgmester Jan Petersen til gruppeformand, mens Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen blev næstformænd i gruppen. Lotte Bundsgaard blev politisk ordfører.

Den konstellation gav uro i gruppen, indtil Henrik Sass Larsen indgik en aftale med partiets venstrefløj Rustbankerne anført af senere minister Carsten Hansen, der blev gruppeformand.

Noa som rådgiver
Der kom også mere skik på forholdene, da Helle Thorning-Schmidt i 2008 udnævnte Noa Redington til sin personlige rådgiver.

Noa Redington var personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt fra 2008 til valget i 2015. (Foto: Jens Dresling)
Noa Redington var personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt fra 2008 til valget i 2015. (Foto: Jens Dresling)
 
Noa Redington havde i 2007 skrevet interviewbogen ’Den første’ om Helle Thorning-Schmidt, hvor hun fortalte, hvilken politisk retning, hun gerne ville ind på.

Med Bjarne Corydon og Noa Redington i spidsen begyndte Helle Thorning-Schmidt at tilnærme sig SF’s daværende formand Villy Søvndal for at undersøge muligheden for et tættere samarbejde mellem de to partier, så de kunne overtage regeringsmagten.

Helle og Villy
Det førte bl.a. til, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i 2010 rejste landet rundt under overskriften ’Sammen om Danmark’, hvor de ud fra det fælles oplæg ’En fair løsning’ forsøgte at overbevise danskerne om, at de skulle arbejde 12 minutter ekstra om dagen.

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt stod i 2010 'Sammen om Danmark'. (Foto: Jens Dresling)
Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt stod i 2010 'Sammen om Danmark'. (Foto: Jens Dresling)
 
Eksperimentet lykkedes, og efter valget i september 2011 kunne Helle Thorning-Schmidt kalde sig statsminister i en regering sammen med SF og Radikale.

Vilhelmsen tabte
Men det der skulle have været en triumf for alle tre partier, gik hen og blev en trædemølle.

Et historisk billede da disse tre kvinder styrede Danmark: Annette Vilhelmsen (SF), Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (S). Alle tre er nu ude af dansk politik. (Foto: Jens Dresling)
Et historisk billede da disse tre kvinder styrede Danmark: Annette Vilhelmsen (SF), Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (S). Alle tre er nu ude af dansk politik. (Foto: Jens Dresling)
 
SF blev den store taber. Først trak Villy Søvndal sig som formand og blev afløst af Annette Vilhelmsen. Hun holdt knapt halvandet år, før hun i starten af 2014 trak SF ud af regeringen.

Selfie Helle

Helle Thorning-Schmidt blev 'verdensberømt', da hun i december 2013 under mindehøjtideligheden for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela tog en selfie med Englands premierminister David Cameron og USAs præsident Barack Obama. (Foto: Polfoto)

Helle Thorning-Schmidt blev for alvor kendt verden over, da hun i 2013 under mindehøjtideligheden for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela tog en selfie sammen med den engelske premierminister David Cameron og USAs præsident Barack Obama.

Senere stillede hun op til et hav af selfies under valgkampen i 2015 og ved mange andre lejligheden.

Løkke og Mette
Ved valget i juni sidste år, måtte Helle Thorning-Schmidt overlade statsministerposten til Lars Løkke Rasmussen.

Så Lille Lars, nu er det din tur, kunne Helle Thorning-Schmidt godt have sagt til Lars Løkke Rasmussen, da han i juni sidste år overtog posten som statsminister. (Foto: Anthon Unger)
Så Lille Lars, nu er det din tur, kunne Helle Thorning-Schmidt godt have sagt til Lars Løkke Rasmussen, da han i juni sidste år overtog posten som statsminister. (Foto: Anthon Unger)
 
Samtidig gik hun af som formand. Hun blev afløst af Mette Frederiksen, der holdt en flot tale for hende, da det stod klar, at Socialdemokraterne med Mette Frederiksen havde fået sin anden kvindelige formand.

Mette Frederiksen holdt en flot tale for Helle Thorning-Schmidt, da Mette Frederiksen i juli sidste år overtog posten som S formand. I baggrunden skimtes de to S næstformænd Frank Jensen og Mogens Jensen. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Budget på 14 mia.
Nu forlader Helle Thorning-Schmidt børnehaven på Christiansborg for at blive chef for Save The Children International, der prøver at hjælpe over 55 millioner børn fordelt på 120 lande.

Helle Thorning-Schmidt kommer til at stå i spidsen for en organisation, der har 25.000 ansatte og et årligt budget på 2 milliarder US Dollars - svarende til ca. 14 milliarder danske kroner.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt til denne artikel, men hun har ikke ønsket at deltage.

81 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere