Nu kan Elbæk og co. stille op til Folketinget

Den tidligere kulturministers parti, Alternativet, kan nu stille op til valg

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Efter over et års kamp for at indhente de nødvendige vælgererklæringer, er det nu lykkedes Uffe Elbæk og hans nystiftede parti Alternativet at indsamle nok erklæringer til, at partiet kan stille op til Folketinget.

Det skriver Uffe Elbæk selv på Twitter.

Uffe Elbæk var fra oktober 2011 til december 2012 kulturminister for Radikale Venstre. Han forlod partiet 17. september 2013, hvorefter han har siddet i Folketinget som løsgænger.

27. november annoncerede han, at han havde stiftet partiet Alternativet, som altså nu er parat til at komme på valgsedlerne til valg til Folketinget.

For at kunne stille op til Folketinget, skal man have indsamlet et antal vælgererklæringer svarende til mindst 1/175 af samtlige gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste folketingsvalg. Ved folketingsvalget i 2011 blev der afgivet 3.545.368 stemmer, og dermed var det altså 20.260 vælgererklæringer, der skulle til, for at Alternativet kunne blive stemmeberettiget.

For at partiet helt formelt kan blive klar til valget, skal det godkendes af Indenrigsministeriet, som forventes at tage et par uger. Ifølge lovgivningen skal anmeldelsen til økonomi- og indenrigsministeriet ske senest klokken 12, 15 dage før folketingsvalget.

Deadline 14. april
Selvom det nye politiske parti nu er opstillingsberettiget til Folketinget, er man endnu ikke klar til at gå til valg, siger partileder Uffe Elbæk.

- Vi har sat en deadline for os selv, der hedder 14. april. Der tror vi, der er en seriøs chance for, at hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) trykker på knappen. Det når vi, siger han til TV2 News.

Han opsummerer nogle af de ting, partiet ønsker at kæmpe for:

- Vi er et parti, der fokuserer på bæredygtig omstilling. Vi er et parti, der tror på behovet for en enorm styrkelse af iværksættermiljøet, siger han.

Uffe Elbæk oplyser, at der foreligger et partiprogram, men det det løbende skal udbygges. Men det ligger fast, Alternativet foretrækker en rød regering.

- Vi peger på Helle Thorning-Schmidt (S). Det gør vi ud fra en vurdering af, hvilken blok der har den mest ambitiøse miljøpolitik. Det har den nuværende regering i den grad, siger Uffe Elbæk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere