Nu skal Støjberg grilles om lovbrud

Den tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) skal afhøres om ulovlig adskillelse af asylpar af kommission. Følg afhøringen live på eb.dk søndag morgen klokken ni.

Den tidligere minister var ikke meget for at svare på Ekstra Bladets spørgsmål inden afhøringen. Video: Linda Johansen

De næste to dage skal Inger Støjberg (V) indfinde sig ved Retten på Frederiksberg for at forsvare sig i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.

I jagten på den skyldige i myndighedernes ulovlige forvaltning har den såkaldte Instrukskommission allerede gravet en række mails frem og afhørt flere centrale personer.

Nu er turen så kommet til hovedpersonen selv, og en række indicier peger allerede 'entydigt på Støjberg som den ansvarlige' ifølge Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, Københavns Universitet.

'Presset det er hun i hvert fald, Støjberg. Som landet ligger, vil det kræve en udbryderkonge som Houdini at komme ud af den knibe, som hun er havnet i', skriver Jens Elo Rytter i en kronik på Altinget.dk.

Forstå Støjberg-sagen i 10 nedslag

- 10. februar 2016 beder udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse om at adskille alle asylpar, hvor den ene er under 18 år.

- Før Støjbergs nye retningslinjer blev par skilt ad, hvis det blev vurderet, at der var tale om tvangsægteskab.

- Inger Støjberg fjerner selv embedsmændenes forbehold - at alle asylpar skal have en individuel behandling - i instruksen.

- Myndighederne begynder at tvangsadskille unge asylpar. Flere bliver aldrig partshørt, hvilket loven kræver. Ombudsmanden konkluderer marts 2017, at myndighederne har brudt loven.

- Blå blok holdt hånden over Inger Støjberg, men efter folketingsvalget i 2019 har rød blok nedsat den såkaldte Instrukskommission for at undersøge, hvordan ulovlighederne kunne ske.

- Flere medier har skrevet, at Inger Støjberg var advaret om, at det kunne være ulovligt at adskille parrene, inden instruks og pressemeddelelse blev sendt. Det har hun afvist.

- Inger Støjberg har forsvaret sig med, at hun 10. februar 2016 mundtligt fortalte embedsmænd, at de skulle overholde loven og dermed ikke følge instruksen ordret.

- Interne mails og afhøringer i kommissionen sår kraftig tvivl om Inger Støjbergs forklaring. Kommissionen skal bestræbe sig på at være færdig inden sommeren 2021.

- Inger Støjbergs eventuelle strafansvar er forældet februar 2021. Et flertal i Folketinget kan indlede en rigsretssag inden da.

- Et syrisk asylpar blev ved Københavns Byret i marts tildelt 20.000 kroner i erstatning, fordi de blev tvangsadskilt i 2016. Dengang var kvinden 17 år og højgravid. Manden var 26 år.

Kilder: Politiken, Information, Berlingske, Ritzau

'Modsiger Støjberg'
Inger Støjberg, Venstres nuværende næstformand, har tidligere forsvaret sig med, at embedsmændene ikke advarede hende om, at tvangsadskillelse af alle par var ulovlig.

'Det forekommer mildt sagt ikke nærliggende, at det kompetente embedsværk skulle kunne overse det ret åbenbare problem i forhold til menneskerettighederne, som en undtagelsesfri adskillelse ville medføre' står der i Jens Elo Rytters kronik på Altinget.dk.

Instrukskommissionen har fremlagt en mail, som ifølge professoren 'utvetydigt modsiger Støjbergs forklaring'.

Mailen beskriver et møde 10. februar 2016 - den dag instruks og pressemeddelelse blev sendt ud - hvor afdelingschef Lykke Sørensen efter rådgivning fra Justitsministeriet advarede Inger Støjberg om en alvorlig risiko for konventionsbrud.

Her svarede Inger Støjberg ifølge mailen: 'Den risiko tager jeg gerne!'

Ingen skriftlige spor
Inger Støjberg har også forsvaret sig med, at hun mundtligt har sagt, at alle asylpar, hvor den ene part er under 18 år, skal skilles ad uden undtagelser. Det har professoren i forfatningsret dog svært ved at følge.

'Det er mildt sagt ikke sædvanlig praksis at udstede en regel med undtagelser, der kun er kommunikeret mundtligt', skriver Jens Elo Rytter.

'Der er da hidtil heller ikke fundet nogen skriftlige spor, som understøtter Støjbergs påstand', fortsætter professoren.

Daværende direktør for Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet kendte ikke til nogen mundtlig meddelelse, lød det, da han afgav forklaring i kommissionen.

Den tidligere udlændinge har ikke pligt til at tale sandt under afhøringen i kommissionen, da der er mulighed for strafansvar.

Inger Støjbergs eventuelle strafansvar er forældet februar 2021. Et flertal i Folketinget kan indlede en rigsretssag inden da.

Flere indkaldes til afhøring

14. maj startede de første afhøringer i Instrukskommissionen, der skal undersøge Inger Støjberg.

 

De har vidnet:

- Kasper Højvang Kyed, direktør for Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

- Andreas Højmark Søndergaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Sofie Odgaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Henrik Grunnet, tidligere direktør for Udlændingestyrelsen.

- Lykke Sørensen, tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Uffe Toudal Pedersen, tidligere departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

 

De skal blandt andre vidne:

24. maj og 25. maj:

- Inger Støjberg (V), tidligere udlændinge- og integrationsminister.

8. juni 2020:

- Line Skytte Mørk Hansen, afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

5. og 6. august:

Jesper Gori, kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

13. august:

Tanja Franck, tidligere direktør i Udlændingestyrelsen.

14. august:

Mark Thorsen, tidligere særlig rådgiver for Inger Støjberg.

 

Der er indkaldt 28 personer til afhøring, men kommissionen er konkret i gang med at indkalde yderligere personer. Det er uvist, hvem kommissionen ønsker at indkalde.

Kommissionen skal bestræbe sig på at være færdig inden sommeren 2021.

Følg afhøringen live på eb.dk fra søndag morgen klokken ni.

LIVE

299 kommentarer
Vis kommentarer