Nu skal Støjberg stå skoleret - igen, igen: Langt færre får ophold

Langt færre får humanitær opholdstilladelse i Danmark, tallet er faldet drastisk de sidste 10 år. Både Norge og Sverige har rettet ind efter ny EU-dom

Inger Støjberg Foto: Jens Dresling
Inger Støjberg Foto: Jens Dresling

På ti år er antallet af udlændinge, der har fået humanitær opholdstilladelse faldet drastisk.

I 2007 fik over 220 personer den specielle, fordi de var for syge til at rejse hjem til deres hjemland. Kun 3 personer fik i 2017 den særlige opholdstilladelse, selvom næsten 90 personer har ansøgt om opholdstilladelsen.

Nu skal Inger Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forklare, hvorfor Danmark ikke har givet flere syge udlændinge humanitært ophold i et samråd.

Tilbage i 2010 strammede VK-regeringen gevaldigt ind på området.

- Man må formode, at den stramning, man laver dengang, har været kraftigt medvirkende til det her meget drastiske fald i antallet af humanitære opholdstilladelser, siger professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet til DR.

Dengang fik en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol VK-regeringen til skifte kurs på området.

Langt færre får humanitært ophold i Danmark

Antal personer, der har fået humanitær opholdstilladelse i Danmark:

2007: 223

2008: 157

2009: 55

2010: 111

2011: 121

2012: 76

2013: 65

2014: 46

2015: 25

2016: 3

2017: 3 (Kun tal fra årets første 10 måneder)

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, DR

Norge og Sverige retter ind
Det burde måske også have været tilfældet i 2016, hvor der kom en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol .

Her blev det afgjort, at alle EU lande skal undersøge, hvilke vilkår en udvist person med sygdom har i hjemlandet. Her skal myndighederne tage det med i vurderingen, når de udviser folk.

Både Sverige og Norge var væsentlig hurtige til at ændre på reglerne end Danmark. Allerede inden for tre måneder havde begge lande ændret i deres praksis på området.

Artiklen forsætter under billedet...

Inger Støjberg i et tidligere samråd sammen med justitsminister Søren Pape Poulsen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Inger Støjberg i et tidligere samråd sammen med justitsminister Søren Pape Poulsen. Foto: Tariq Mikkel Khan

Støjberg reagerede ikke
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har siddet på hænderne i lidt længere tid.

Her har det taget mere end år, før man har forholdt sig til dommen, som det kun tog Sverige og Norge tre måneder at forholde sig til.

6 Januar oplyste Udlændinge- og integrationsministeriet, at udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme sættes på pause i fire uger.

Støjbergs ulovlige udvisninger

Torsdag klokken 12 skal udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd forklare sig i sagen om udvisning af syge asylansøgere.

Det er Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF, der har kaldt ministeren i samråd.

Få her et overblik over sagen, hvor Støjberg beskyldes for at misinformere Folketinget og ignorere en vigtig dom.

* 13. december 2016

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger den såkaldte Paposhvili-dom. Her får en alvorligt syg georgisk mand medhold i, at Belgien ikke kunne udvise ham.

Dommen sår fast, at det ikke er nok, at der er "generel" adgang til nødvendig lægebehandling og medicin i det land, man udvises til. Adgangen skal være "reel".

Ifølge en række eksperter forpligter dommen Danmark til i hver konkrete sag at undersøge, om den enkelte har penge til medicinen og bor i nærheden af den.

Men Danmark ændrer ikke praksis efter dommen. Den danske praksis har siden 2010 været, at man alene har set se på, om medicinen generelt findes i hjemlandet.

* 5. januar 2017

I et notat fra Udlændingestyrelsen under Udlændinge- og Integrationsministeriet fremhæver styrelsen sammen med Flygtningenævnet hovedpointerne i Paposhvili-dommen.

* 2. februar 2017

Myndighederne i Norge udsender et notat om betydningen for den norske praksis, og i marts offentliggør også Sverige en ændring af retstilstanden på området efter dommen.

* 3. marts 2017

Udlændinge- og Integrationsministeriet bliver af en specialkonsulent i Justitsministeriet gjort opmærksom på dommen.

* 6. april 2017

I et fortroligt svar til Folketinget skriver Støjberg, at udsendelsen af en hjertesyg afghansk mand er i overensstemmelse med de internationale konventioner. Hun nævner ikke Paposhvili-dommen.

Afvisningen af at forlænge hans humanitære opholdstilladelse begrundes med, at hans livsvigtige hjertemedicin kan fås i Afghanistan. Men det har ifølge Radio24syv vist sig ikke at passe.

* 24. april 2017

Organisationen Refugees Welcome gør Udlændinge- og Integrationsministeriet opmærksom på Paposhvili-dommen.

Mindst tre gange mere i løbet af 2017 advarer advokater og organisationer ifølge Radio24syv ministeriet om, at Danmark risikerer at udvise syge udlændinge i strid med dommen.

* 25. april 2017

Specialkonsulenten fra Justitsministeriet skriver igen til Udlændinge- og Integrationsministeriet - denne gang med en henvisning til en artikel, hvor eksperter skriver, at dommen bør føre til en lempelse af Danmarks praksis.

I svaret lyder det, at ministeriet er "lagt fuldstændig fladt ned" og har "ikke haft tid til at kigge på den endnu".

* 7. december 2017

I Radio24syv mistænker flere eksperter og politikere Udlændinge- og Integrationsministeriet for bevidst at handle i strid med dommen.

* 19. december 2017:

En alvorligt syg kvinde fra Armenien klager til Folketingets Ombudsmand over Udlændinge- og Integrationsministeriets sagsbehandling, efter at hun i oktober fik afslag på humanitær opholdstilladelse.

* 6. januar 2018

Udlændinge- og Integrationsministeriet meddeler, at udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme sættes på pause i fire uger.

Ministeriet hæfter sig ved, at dommen fastslår, at landenes myndigheder har "en udvidet undersøgelsespligt". Derfor er der "behov for at justere den hidtidige praksis".

Frem til begyndelsen af november 2017 var der givet 88 afslag på humanitært ophold, viser en opgørelse, som Radio24syv har fået.

Kilder: Radio24syv, Altinget, Information og Ritzau.

Grænseløs kynisme
Amnesty International kalder det for "grænseløs kynisme", at de danske myndigheder ikke har rettet ind efter dommen i 2016.

- Det er en kort, klar, enkel, utvetydig dom. Den er ikke svær at læse - især ikke for jurister. Vi er også i en situation, hvor Danmark bare skulle rulle sin praksis tilbage til 2010.

- Nogen har været fodslæbende og kørt med håndbremsen trukket, siger Claus Juul, der er jurist i Amnesty International til Ritzau.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hun skal klokken 12 i samråd om sagen. Følg med live her EB.dk, som sender live fra samrådet, der er indkaldt af Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF.

Støjberg var også i samråd i midten af december - dengang handlede det om kriminelle udlændinge, som ministeren har en meget klar holdning til.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen