Nu søger Støjberg udsendelsesrådgiver

Integrationsministeriet ansætter snart en udsendelsesrådgiver, der skal hjælpe med at nægte eller inddrage opholdstilladelser til personer på humanitært ophold

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal have hjælp til at gennemføre de nye stramninger på integrationsområdet.
Foto: Jens Dresling
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal have hjælp til at gennemføre de nye stramninger på integrationsområdet. Foto: Jens Dresling

Vil du være Inger Støjbergs forlængede arm?

Så er jobbet som udsendelsesrådgiver måske noget for dig.

Integrationsministeren skal nemlig bruge en 'udlændinge-udsmider' for at få gennemført det såkaldte paradigmeskift, der skal føre til, at flere flygtninge vender tilbage til oprindelseslandet i stedet for at blive permanent i Danmark.

Torsdag stemte S, DF og regeringen for den lange række stramninger, der kommer til at koste 100 millioner kroner over de næste fire år. Penge, der skal bruges på eksperter, der skal afsløre snyd ved at tjekke fingeraftryk og software, der kan sammenligne ansigter. Der skal derudover screenes 300 sager årligt fra flygtninge fra udvalgte lande, der søger om at få forlænget deres opholdstilladelse.

Og så skal der ansættes en udsendelserådgiver med særlig fokus på humanitære sager i Udlændingestyrelsen, der kan gøde jorden for, at Danmark kan sende udlændinge tilbage til deres oprindelsesland.

Inger Støjberg har udtalt, at hun forventer 'en mærkbar effekt' af stramningerne, men der kan ikke sættes et tal på endnu.

Her er udlændinge-udsmiderens jobbeskrivelsen:

Den nye udsendelsesrådgiver skal hjælpe ministeriets sagsbehandlere med at vurdere, om man kan nægte eller inddrage flygtninge humanitært ophold. Humanitært ophold bliver tildelt flygtninge hvor særlige forhold som sygdom, taler for asyl.

Vedkommende skal derfor undersøge adgangen til medicin og sundhedsbehandling i ansøgernes hjemlande. Samtidig skal vedkommende forhandle med myndighederne om at tage udlændinge hjem.

Stillingen skal ses i lyset af, at en del af de asylansøgere, der kommer til Danmark, primært har valgt destinationen grundet deres helbredsforhold og ønsket om at få humanitær opholdstilladelse her i landet.

Desuden oplyser ministeriet, at udlændinge, der er meddelt humanitært ophold i Danmark, må endvidere – ligesom anerkendte flygtninge – anses for alene at have en forventning om at kunne blive i Danmark, så længe forholdene i hjemlandet ikke gør det muligt at vende tilbage.'

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet

Alternativet: Urimelig opgave for embedsmænd
I Alternativet mener udlændinge- og integrationsordfører, Carolina Maier, at man med tiltagene sætter medarbejderen i en urimelig situation.

- Hele aftalen bygger på, at man fremover skal gå til kanten af Menneskerettighedskonventionen, når man vurderer, om folk kan sendes ud. Ministeren mener grundlæggende, at vi skal smide folk ud og så tage skraldet bagefter, hvis sagerne bliver prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen, siger Carolina Maier til Altinget og fortsætter:

- Men det er ikke rimeligt at lægge sådan en opgave på myndighederne. Jeg ville da nødig være den medarbejder, der skal sidde og afgøre folks skæbne med det udgangspunkt, at jeg skal gå så langt, som jeg overhovedet kan i forhold til konventionerne.

DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, siger til Altinget, at medarbejderne også godt kan forberede sig på, at nogle af deres skøn vil blive underkendt ved Menneskerettighedsdomstolen.

- Der vil blive sager, hvor Danmark vil bryde konventionerne. Sådan er det, når man beder folk om at gå til kanten, siger han.

Institut for Menneskerettigheder skriver i et høringssvar til stramningerne, at der er 'en sparsom praksis' ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på området. Derfor bliver det et skøn med 'procesrisiko' for at overtræde konventionerne.

Henrik Qvortrup: Det er en bundet opgave
Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup vurderer, at succeskriteriet for jobbet afhænger af den siddende minister.

- Det store spørgsmål er, om en udsendelseskonsulent skal blive ved med det her, hvis der kommer en ny minister. For hvad er det, der udløser et klap på skulderen? Er det, at man kan fremvise at man går over konventionerne og får sendt en masse hjem? Jeg har en svag formodning om, at det forventes at få så mange som muligt hjem, så længe vi har den nuværende minister, siger Henrik Qvortrup.

- Kan man bede embedsmænd om at gå til grænsen?

- Ja, for embedsmænd har en pligt til at sige fra over for ulovlige ordre. Men meget af det her er fortolkning og nuancer, og det lugter af en bunden opgave.

Paradigmeskiftet i hovedtræk:

Opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte skal fremover kun gives med henblik på midlertidigt ophold.

Integrationsydelsen sænkes med 2000 kroner for enlige forsørgere og 1000 kroner for gifte og samboende. Samtidig skifter den navn til selforsørgelses- og hjemrejseydelse for at sende et signal om, at man ikke skal integreres, men sendes hjem, når det er muligt.

Der indføres et loft over antallet af familiesammenføringer. 

Ministeriet forventer at jobopslaget kommer inden for den nærmeste fremtid. I 2018 blev en lignende stilling slået op:

Læs hele stillingsopslaget her.

219 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere