Nu tager søsteren orlov

Tidligere bykonge Jacob Bjerregaards søster - Susanne Bjerregaard - blev for nylig erklæret inhabil før et byrådsmøde om mulige økonomiske uregelmæssigheder og luksusbilag. Nu søger hun sygeorlov på ubestemt tid

Eksborgmester Jacob Bjerregaard har trukket sig fra politik og søsteren Susanne Bjerregaard Mørck (S) søger nu orlov. Foto: Claus Bonnerup & Claus Fisker/Fredericia Kommune
Eksborgmester Jacob Bjerregaard har trukket sig fra politik og søsteren Susanne Bjerregaard Mørck (S) søger nu orlov. Foto: Claus Bonnerup & Claus Fisker/Fredericia Kommune

Susanne Bjerregaard Mørck (A) søger orlov fra byrådet i Fredericia Kommune. Det fremgår af byrådets dagsorden for mødet mandag aften.

Susanne Bjerregaard Mørck er søster til byens tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S), der ved årsskiftet trak sig i forbindelse med Ekstra Bladets afsløringer af bl.a. hans grundkøb i strid med reglerne.

Nu tager søsteren orlov

Få overblikket over borgmesterskandalen i Fredericia

Susanne Bjerregaard Mørck har den magtfulde post som formand for Kultur- og Idrætsudvalget og sidder også i Børne- og Skoleudvalget. En udnævnelse der vakte lokal debat, fordi hendes bror var borgmester og partiet havde absolut flertal i byrådet.

I forbindelse med et ekstraordinært byrådsmøde 20. august blev hun erklæret inhabil, fordi politikerne skulle drøfte mulige uregelmæssigheder og luksus-bilag i kommunens havneselskab, ADP, som vedrører den periode, hvor hendes bror var næstformand i selskabet, hvor han hjalp sin kone til et topjob.

Topchef nægter møde om 'luksusbilag'

Af dagsordenen for mandagens møde fremgår, det at 'Susanne Bjerregaard Mørck har meddelt borgmester Steen Wrist (S), at hun pga. helbredsmæssige årsager anmoder om orlov'.

Kommunaldirektøren indstiller til byrådet, at man godkender Susanne Bjerregaard Mørcks anmodning om orlov fra de kommunale hverv i 'en længerevarende periode, som vurderes at være mere end én måned'.

Kommunaldirektøren anbefaler også, at byrådet godkender Hans Martin Brøndum (S) som stedfortræder med øjeblikkelig virkning.

Susanne Bjerregaard Mørck blev valgt ved kommunalvalget i 2017.

Efter Ekstra Bladets afsløringer og en advokatundersøgelse valgte Fredericia Kommune i april at melde flere forhold til politiet, herunder Jacob Bjerregaards grundkøb af kommunen samt en mulig ulovlig inhabil relation mellem den tidligere borgmester og den nu bortviste kommunaldirektør.

Ekstra Bladet har søndag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Susanne Bjerregaard Mørck.