Nu taler Løkke om hemmelige sms'er

De hidtil hemmeligholdte sms'er mellem Lars Løkke og Christian Friis Bach afslører en Venstre-formand, som var træt af afsløringen af hans flyfrås. Men på Grundlovsdag fastslår V-formanden, at hans beklagelser var oprigtige

Her konfronterer Ekstra Bladet Lars Løkke Rasmussen. (Foto: Jakob Jørgensen)

Man kan sagtens føle sig hængt ud og samtidig beklage sin opførsel.

Det er beskeden fra Lars Løkke Rasmussen Grundlovsdag, da Ekstra Bladet møder ham på Metalskolen i Jørlunde nær Frederikssund i Nordsjælland.

Samtidig sender har i bedste valgkampsstil flere skarpe pile af sted mod regeringen.

Det sker, efter Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i en sms til daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) 10. oktober 2013 udtrykte frustration over, at Udenrigsministeriet udleverede et brev til bl.a. Ekstra Bladet, som afslørede hans ekstravagante rejser på flyselskabernes luksuriøse first class.

- Jeg (er, red) sgu ærlig træt af at blive hængt ud, lød det bl.a. i sms'en, afslører Ekstra Bladet i dag ved hjælp af en aktindsigt, som det har taget 19 måneder at få udleveret.

Se også: Hemmelige sms'er om flyfrås afslører: Løkke følte sig hængt ud

Men selv om ordlyden i sms'erne ikke ligefrem efterlader indtrykket af en angrende oppositionsleder, så fastholder Lars Løkke i dag, at hans beklagelser i et brev til Venstres medlemmer og et historisk langt pressemøde om flyrejserne for danske bistandsmidler var oprigtige.

- Det spørgsmål, vi gerne vil have svar på i dag, er, hvorfor beklagede du dine rejser på første klasse, hvis du i virkeligheden følte, at du blev hængt ud?

- Det gjorde jeg, fordi jeg gerne ville beklage det. Jeg er ked af, at jeg ikke ændrede de der rejseregler før. Det var og så det, jeg sagde på pressemødet (det næsten fire timer lange pressemøde den 20. oktober 2013, red,).

Her beklager Lars Løkke Rasmussen på det fire timer lange pressemøde fra den 20. oktober 2013.

- Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg også er ked af, at regeringen ikke noget før sagde, at det forholdt sig sådan, som jeg sagde dengang. Nemlig, at de her regler var godkendt af regeringen med deres aktive deltagelse. Ked af, at det først kom frem efter kommunalvalget. Så man kan godt være ked af mere end én ting af gangen.

- Er det ikke lidt historien om, at enten er man gravid, eller også er man ikke gravid. Hvis du følte dig hængt ud, var den beklagelse - det er spørgsmålet, som jeg tror, folk sidder tilbage med -  så oprigtig?

- Gravid eller ikke gravid, det forstå jeg ikke. Man kan også være gravid med tvillinger. Altså, man kan jo godt være ked af mere end én ting.

- Jeg er glad for den ros, som man kan se, der var bag de offentlige medier af min indsats. At der blev ryddet op.

Se også: Ekspert om hemmelige Løkke-sms’er: Skræmmende

- Jeg er ked af, at rejsereglerne ikke blev ændret noget før. Og det er jo det, jeg har beklaget, at jeg ikke gjorde det noget før dengang. Men jeg er jo også ked af - det er der ingen grund til at lægge skjul på - at regeringen jo sagde, at det var løgn, når jeg sagde, de selv havde godkendt de her regler. Ked af, at det først kom frem efter kommunalvalget. Det kostede en minister, det er jeg sådan set også ked af.

Lars Løkke afviser, at han lagde pres på Christian Friis Bach. I en af sms'erne giver Venstre-formanden ellers udtryk for ærgrelse over aktindsigten i det afslørende brev fra GGGI-direktør Howard Bamsey til Friis Bach.

- I den sms, du sender til Friis Bach giver du udtryk for, at du er træt af, at der er givet aktindsigt i Howards brev. Det har han jo ingen indflydelse på. Hvorfor lægger du pres på ham på den måde?

- Jeg har svaret på dine spørgsmål... Jeg har ikke lagt pres på nogen som helst, slutter Løkke, der ikke ønsker at besvare yderligere spørgsmål.

Opfølgning i studiet efter Løkkes pressemøde i oktober 2013. 

221 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere