Nu taler Løkke om prins Henrik: Gør mig oprigtigt ked af det

Venstre holder fredag sommergruppemøde. Der lægges op til en drøftelse af forbud mod burka og niqab. Følg pressemødet fra kl 12.15

Lars Løkke kan se frem til en diskussion i Venstre om burkaforbud i dag. Foto: /ritzau/ Jens Dresling
Lars Løkke kan se frem til en diskussion i Venstre om burkaforbud i dag. Foto: /ritzau/ Jens Dresling

- Jeg vil først knytte et par ord til den situation som vi oplever i Kongehuset. Jeg har stor respekt for og stor kærlighed til vores kongehus. Og til den kongelige familie.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der på Venstres sommergruppemøde for første gang kommenterer balladen i det danske kongehus, hvor prins Henrik ikke vil begraves med dronning Margrethe.

Det skyldes, at hun – ifølge prins Henrik - har gjort ham til ’narren’ i deres 50 år lange ægteskab, fordi han ikke kan blive konge eller få titel af kongegemal.

- Det er ikke nogen nem periode i kongehuset. Som man også kan læse om i medierne. Skriverier som gør mig oprigtigt ked af det. Regentparrets interne forhold vil jeg ikke kommentere på. Men blot opfordre til at vi alle respekterer familiens ret til privatliv. Ikke mindst prins Henrik, der jo som bekendt er gået på pension. I forhold til dronningens fortsatte, utrættelige virke, kan jeg sige, at det aftvinger min allerstørste respekt. Hun yder en beundringsværdig indsats i spidsen for det land, som hun elsker så højt, lød det fra Løkke før han gik videre til mere traditionelle politiske emner.  

Torsdag beskrev Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl den royale ballade som en ’utrolig trist situation’ – og lod forstå, at han holder med dronningen i balladen.

Pressemødet ventes også, at handle om blandt andet burkaforbud, som splitter det liberale regeringsparti.

Meget tyder på, at en stor del af folketingsgruppen vil støtte et forbud mod heldækkende beklædninger i det offentlige rum. Det vil eksempelvis gøre det forbudt at bære niqab og burka.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af flere anonyme kilder i Venstre.

Dermed er der lagt an til et verbalt slagsmål om religiøs beklædning, når Venstre har sommergruppemøde i Aalborg fredag.

- Jeg kommer med en klar anbefaling til gruppen, og så må vi jo se, hvordan vinden blæser, men jeg har talt med flere i gruppens ledelse, som bakker mit synspunkt op, siger udlændingeordfører Marcus Knuth til Jyllands-Posten.

- Jeg ved også godt, at der er mange i Venstre, der tidligere har ment, at det ikke er liberalt.

Der har været en stor principiel modstand i Venstre imod at lovgive om folks beklædning. Marcus Knuth mener dog, at en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ændret det billede.

Domstolen har nemlig blåstemplet, at den belgiske stat må lovgive imod, at folk har beklædning på, der dækker ansigtet.

Jyllands-Posten har ikke kunnet få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) siger dog til avisen, at dommen er en anledning til at drøfte spørgsmålet igen.

Dansk Folkeparti fremsætter igen et forslag om et forbud mod burkaer som følge af dommen fra den europæiske domstol. 

Over for Berlingske siger Venstre Marcus Knuth, at han er '100 procent sikker på, at der kommer et burka- og niqabforbud i Danmark'.

- Spørgsmålet er bare hvornår. Om det bliver efter, at Norge har indført et: Eller om flere lande skal gøre det først. Jeg håber, at det bliver indført hurtigst muligt, siger han til avisen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen