Ny aftale: Godt nyt til alle på SU

SU-fribeløbet hæves med 1000 kroner, og der indføres handikaptillæg for elever på erhvervsuddannelser på 5500 kroner om måneden

Så er der godt nyt til alle på SU. Foto: Claus Bonnerup
Så er der godt nyt til alle på SU. Foto: Claus Bonnerup

SU-fribeløbet hæves med 1000 kroner, og der indføres et handicaptillæg for elever på erhvervsuddannelser på 5500 kroner om måneden.

Fribeløbet er det beløb, som de studerende må tjene uden at blive modregnet i SU.

- Det er en rigtig god aftale, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

De nye regler træder i kraft 1. januar 2019, og de betyder, at elever på ungdomsuddannelserne får et fribeløb på 8846 kroner per måned i de måneder, de modtager SU.

Studerende på de videregående uddannelser får et fribeløb på 13.375 kroner per måned.

En person med eksempelvis muskelsvind eller spastisk lammelse, som vælger en erhvervsuddannelse, har hidtil ikke fået et særligt tillæg med SU'en. Det har kun været forbeholdt for handicappede, der læste på en videregående uddannelse.

Men med den nye aftale bliver der altså lavet om på det.

Regeringen har foreslået at hæve fribeløbet, mens de øvrige partier ligeledes har haft fokus på et handicaptillæg.

- De elever, som er tæt på grænsen, kan nu arbejde endnu mere, eller de kan betale mindre tilbage.

- Nu kan de også planlægge deres studie, så de måske kan tage noget ekstra arbejde hen over sommerferien. Det giver dem mere fleksibilitet, siger Ahlers i forhold til fribeløbet, siger Ahlers.

Om handicaptillægget siger han:

- Elever med handicap har ikke samme muligheder med at tage fritidsjob ved siden af studiet, og de har måske kun deres SU, men dem vil vi gerne give et tillæg, så de har samme muligheder som deres medstuderende.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF.

Uddannelses- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) er især glad for handicaptillægget på erhvervsuddannelserne.

- Fra DF i juni 2017 fik et enigt folketing til at bakke op om, at der skulle være handicaptillæg på erhvervsuddannelserne, skulle der gå 1½ år, før vi i dag laver en aftale om at indføre det, skriver han på Twitter.

På det samme sociale medie tilføjer gruppeformand Jacob Mark (SF), at han har en "god fornemmelse i maven lige nu" på grund af handicaptillægget.

/ritzau

170 kommentarer
Vis kommentarer