Ny aftale på plads i nat: - Det er en stor glæde

Der er natten til lørdag indgået overenskomstaftale for samtlige 120.000 ansatte i regionerne

I går blev der indgået et stort forlig i overenskomstforhandlingerne, og i nat blev endnu et kapitel føjet til.

OVERBLIK efter nattens aftale: Her er status på forhandlingerne

En aftale for samtlige faggrupper under regionerne er natten til lørdag faldet på plads.

Det oplyser parternes topforhandlere til pressen i Forligsinstitutionen i det indre København.

- Det er en stor glæde, at vi står her med et resultat, som dækker alle ansatte i regionerne, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, der er topforhandler for de ansatte i regionerne.

Om et af de helt store stridspunkter i de langstrakte forhandlinger, en sikring af de ansattes ret til betalt spisepause, siger hun:

- Vi har i dag arbejdet med aftalen omkring spisepause. Og der er fundet løsninger for både FTF og Akademikernes Centralorganisation, som tilfredsstiller os, siger hun.

Grete Christensen tilføjer, at det såkaldte privatlønsværn desuden er fjernet.

- Det har været en torn i øjet på os, siger hun.

Formand i regionsrådet, Anders Kühnau, og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, meddeler, at der er indgået forlig. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Formand i regionsrådet, Anders Kühnau, og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, meddeler, at der er indgået forlig. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
 

Hos Akademikernes Centralorganisation glæder man sig over, at det til trods for svære forhandlinger er lykkedes at nå til enighed.

- Jeg er glad for, at vi fandt de nødvendige løsninger efter at vanskeligt forhandlingsforløb. Det er sammenholdet, der har skaffet os de resultater, vi står med, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Også på arbejdsgiversiden er man tilfreds med, at der nu er faldet en aftale på plads for alle faggrupper.

- Jeg meget glad for, at vi har lavet en samlet aftale, hvor vi har fået alle medarbejdergrupper på det regionale område med, siger Anders Kühnau, chefforhandler for Danske Regioner.

Med aftalen natten til lørdag er overenskomsten for de næste tre år på plads for samtlige 120.000 ansatte i regionerne.

Tidligere fredag blev der landet en aftale på det kommunale område. Dermed mangler kun en aftale for det statslige område.

Den seneste aftale indeholder følgende punkter:

* En lønramme på 8,10 procent (inklusive reststigning på 0,6 procent) over tre år, herunder:

- generelle lønstigninger på 6,10 procent og forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,71 procent.

- midler til de enkelte organisationers forhandlinger på 0,35 procent.

- puljer til særlige formål og prioriterede grupper mm på 0,34 procent.

* En reguleringsordning, der ikke længere indeholder et såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.

* Løsning af udfordringerne omkring den betalte spisepause.

* Orlov med fuld løn til forældre til et dødfødt barn.

* Omsorgsdage til regionalt ansatte plejeforældre.

* Ret til fravær med løn ved fertilitetsbehandling.

* Orlov, hvis en regionalt ansat akut tager et spædbarn i pleje.

* En ny aftale om ferie.

* Åremålsansættelse: reduktion i fratrædelsesbeløb samt stop for fratrædelsesgodtgørelse ved fortsat ansættelse.

* Uddannelsesløft fra ufaglært til faglært.

* Et projekt med fokus på arbejdsmiljøet.

Kilder: Danske Regioner