Ny bog afslører talfusk: Det store pensions-bluf

Talfusk og manipulation: Ny bog afdækker, hvordan regeringen med 'fake news' har forsvaret at stjæle fem år af danskernes pensionsalder

Finansminister skyder tilbage efter hård kritik om manipulation og talfusk. Foto: Jonas Olufson
Finansminister skyder tilbage efter hård kritik om manipulation og talfusk. Foto: Jonas Olufson

Gennem ’kreativ bogføring’ har Lars Løkke Rasmussens (V) regering retfærdiggjort en mærkbar forringelse af danskernes otium.

En manøvre, som går særlig hårdt ud over faglærte og ikke mindst ufaglærte arbejdere, der har et hårdt fysisk job. 

Sådan lyder det kontant i en ny bog, ’Det forsvundne folk’, af journalist og forfatter Lars Olsen, der i en årrække har beskæftiget sig med ulighed og sociale skel i samfundet.

Politikerne lovede i 2006, da de begyndte at rykke ved folkepensionsalderen, at danskernes samlede seniorliv uden arbejde - efterløn og folkepension - skulle være 19,5 år. Dengang var rigtig mange fortsat tilmeldt efterlønsordningen, som i dag reelt er under udfasning.

Efterlønnen var dog glemt, da Løkke-regeringen i 2016 foreslog yderligere forhøjelse af pensionsalderen - så vi får 14,5 år på pension i gennemsnit, fordi danskerne lever længere. Regeringen gjorde vel at mærke en dyd ud af, at man dermed holdt sig til løftet fra 2006.

Mureren Jørgen Hammer Jensen synes, det er noget svineri, at politikerne har snuppet tre år af hans pension. Foto: Olivia Loftlund. Politik Murer-Jørgen raser over pensions-tyveri: Det er noget svineri

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forfatter og journalist Lars Olsen har skrevet bogen 'Det forsvundne folk', hvor han retter en hård kritik af Løkke-regeringen. Foto: Mik Eskestad
Forfatter og journalist Lars Olsen har skrevet bogen 'Det forsvundne folk', hvor han retter en hård kritik af Løkke-regeringen. Foto: Mik Eskestad
 

Et rimeligt otium
Men her manipulerede regeringen ganske enkelt med fakta, lyder det fra Lars Olsen. Ifølge forfatteren er der tale om et eksempel, der ’grænser til fake news’, og som ’har afgørende betydning for mange mennesker’.

’Velfærdsaftalen (fra 2006, red.) opererer IKKE med 14,5 år; den opererer derimod med, at ’den forventede periode med efterløn og pension på længere sigt fastholdes på omkring 19,5 år’, skriver Lars Olsen, der beskriver regeringens greb som ’kreativ bogføring’. 

’De 14,5 år opstår ved, at Løkke-regeringen/embedsapparatet ser helt bort fra de fem års efterløn, som var en afgørende forudsætning for den brede Velfærdsaftale. Det ligner ren manipulation’, lyder det i ’Det forsvundne folk’, hvorefter det påpeges:

’For den enkelte er det vigtige, om man har mulighed for et rimeligt otium – hér er det samlede antal år på efterløn og pension afgørende, altså de 19,5.’

Store konsekvenser
Ifølge Lars Olsen vil regeringens ’talfusk’ særligt få store konsekvenser for faggrupper, der dagligt har hårdt fysisk arbejde.

Disse lever nemlig i gennemsnit kortere end eksempelvis en læge. 

’Faglærte mænd har en forventet pensionsperiode på omkring 15 år – ufaglærte mænd er nede på 13,8 år. Når en del i praksis får en lidt længere ’tredje alder’, så skyldes det udelukkende efterlønnen – som på sigt afvikles.’ 

’Store grupper blandt fremtidens seniorer vil således dø, før de får det otium på 19½ år, der var enighed om i Velfærdsaftalen’, skriver Lars Olsen

Finansministeren skyder tilbage: Påstanden rammer ham selv

Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke sen til at levere et kontant modsvar på pensions-anklagerne mod regeringen 

’Lars Olsens påstand om fake news og manipulation rammer desværre ham selv’, lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar, der uddyber:

’Ved et simpelt opslag i lovforslaget og lov om social pension fra 2006, fremgår det sort på hvidt, at der er forudsat en folkepensionsperiode på 14,5 år. Det er ikke noget, der er kommet til senere, men er nøjagtigt, som det blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget tilbage i 2006. Jeg er faktisk stolt af den stigning, der er kommet i beskæftigelsen blandt dem over 60 år, og det er jeg sikker på, at de også selv er.’

Denne argumentation fra finansministeren giver Lars Olsen dog ikke meget for. Han påpeger, at der i lovforslaget også tages højde for en efterlønsperiode på fem år.

– Kristian Jensen taler udenom. Det hedder direkte i lovforslaget, at der opereres med en ’efterløns- og folkepensionsperiode på 19,5 år og dermed 14,5 år med folkepension’. Hvis finansministeren ikke kan lægge to tal sammen, bør han finde et andet arbejde, siger han til Ekstra Bladet.

394 kommentarer
Vis kommentarer