Ny bog: Holst afslører rasende SMS fra Kristian Jensen

Kristian Jensen var harmdirrende efter udmelding fra Venstres Carl Holst meldte ud i debatten om Skat. Ny bog beskriver 'dysfunktionelt' Venstre-parti

Carl Holst. Foto: Anders Brohus
Carl Holst. Foto: Anders Brohus

Finansminister Kristian Jensen greb knoglen og fyrede en aldeles harmdirrende sms afsted, da Carl Holst i maj 2016 i Berlingske havde udtalt, at skandalerne i Skat burde undersøges til bunds.

Det afslører Carl Holst selv i sin nye bog 'Carl - prisen for et liv i politik', som udkommer mandag.

I et interview med Avisen Danmark om bogen er sms'en fra Kristian Jensen gengivet ord for ord:

'Hvad fanden har du sagt til Berlingske? Er du ude efter min røv eller hvad?', lød det ifølge bogen i Kristian Jensens sms, der fortsatte den hårde tone:

'Hvordan kunne du finde på at sige sådan noget uden at have drøftet det med mig? Du har ikke spurgt mig om noget vedr. SKAT og forholdene der. Det sætter mig fuldstændig i skudlinjen på de angreb, som vi endelig var ved at få kæmpet ned', sluttede Kristian Jensen sms'en ifølge Avisen Danmarks gengivelse af bogen.

Carl Holst mener selv ifølge interviewet med avisen, at historien om Kristian Jensens sms er et rammende billede på de problemer, han ser sit parti, Venstre, lide under.

- Det var et udtryk for, at vi ikke lytter til hinanden, der bliver motivtolket med det samme, siger Carl Holst i interviewet, hvor han også kalder Venstre for et 'dysfunktionelt' parti efter det intense formandsopgør mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen ovenpå Ekstra Bladets afsløringer af Løkkes indkøb af tøj på Venstres regning tilbage i 2014.

Dengang hjalp Carl Holst sin nære ven, Lars Løkke Rasmussen, med at blive siddende i formandsstolen.

Se også: Carl Holst langer ud efter Løkke: Han svigtede mig

Forlaget Momenta, der udgiver bogen, lagde i sidste uge et citat ud fra bogen om netop venskabet mellem Holst og Løkke.

Her afslører Holst, at Løkke ikke en eneste gang ringede til ham under Holsts egne politiske kriser, efter han var blevet udnævnt til forsvarsminister i 2015:

Dansktop: Carl Holst og Lars Løkke Rasmussen kan om nogen i dansk politik synge med på den gamle Tøsedrenge sang ’Vi var engang så tæt’. (Foto: Tariq Mikkel Khan) Politik De var tætte venner, men...: Så iskold er Løkke over for Holst

Lagt på is
Den tidligere regionsrådsformand og forsvarsminister blev i november 2015 meldt til politiet af et stort set enigt regionsråd i Syddanmark efter anklager om, at hans embedsansatte rådgiver Christian Ingemann også udførte personlig valgkamp for Holst. Fortvivlet og forvirret ringede Carl Holst til sin mangeårige ven for at få hjælp, men der kom intet svar.

'Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, det var udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det,' lyder citatet fra bogen på forlaget Momentas hjemmeside.

Ekstra Bladet forsøger at få sms-korrespondancen mellem de to Venstre-folk bekræftet af Kristian Jensen.

286 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere